Har du socialfaglig erfaring og en bred viden om autisme? Kan du lide at formidle faglighed og rådgive i komplekse problemstillinger? Vil du være med til at udvikle og sikre høj faglig kvalitet for borgere med ASF? Så er det måske dig vi søger til vores team af Fagfacilitatorer og VISO-specialister.
Spurvetoften er et specialiseret bo- og aktivitetstilbud målrettet voksne med autisme og mentalt retardering. Spurvetoften er en arbejdsplads med stort fagligt engagement. Vi samarbejder om faglighed og trivsel i et miljø hvor sparring og feedback er væsentlige elementer i det at være i et arbejdsfællesskab, i et team hvor der er god energi.
Spurvetoften er VISO leverandører inden for autismeområdet. Vi er ambitiøse i opgaveløsningen og forfølger at levere en høj faglig kvalitet når vi stilles over for en borgercentreret opgave eller problemstilling der kalder på vores bidrag. Samtidig ønsker vi at sikre at ny viden implementeres i egen organisation til gavn for borgerne på Spurvetoften.
Vi bestræber os på at være et team, der er fagligt inspirerende og menneskeligt imødekommende. Vi har en dialogorienteret arbejdsform og et udviklende arbejdsmiljø med plads til grin i hverdagen. Ud over VISO relaterede opgaver, understøtter teamet fagligheden på Spurvetoften gennem rådgivningsforløb, observationer og undervisning på vores interne uddannelses dage i bla. Autisme, La2, KRAP og Neuropædagogik. Dette kræver et skarpt og praksisnært blik på det pædagogiske behov i organisationen, autismefaglig viden og evnen til at understøtte implementeringen af denne i praksis.
Som en del af vores team, er det vigtigt at du:
- Har en socialfaglig uddannelse som f.eks. pædagog, ergoterapeut eller lignende med en solid erfaring fra autismeområdet, gerne suppleret med relevant efteruddannelse. Dette kan blandt andet være efteruddannelse inden for udviklingspsykologi, LA2, neuropædagogik, KRAP, seksualitet m.v.
- Har erfaring med den konsultative rolle og formår at rådgive og facilitere situeret i en form der er vekslende mellem at være ledende og medierende ind i komplekse sager, idet VISO forløb ofte rummer forskellige perspektiver, følelser og interesser.
- Kan yde kvalificeret rådgivning henvendt til både pårørende og fagpersoner, hvor du, med faglig sikkerhed, formår at facilitere og rådgive med afsæt i borgerperspektivet.
- Er en dygtig formidler med kendskab og lyst til at arbejde med det autismespecialiserede område.
Desuden ser vi gerne, at du:
- Er samarbejdsdygtig, positiv og imødekommende.
- Er udviklings- og løsningsfokuseret og i stand til at arbejde selvstædigt, effektivt og målrettet.
- Kan give og modtage sparring på egne og andres praksis.
- Udviser engagement og motivation, både fagligt og socialt.
- Kommunikerer klart på skrift og tale
- Evt. Har erfaring med DPU eller anden relevant udredning.
- Har kørekort (teamet har en bil stillet til rådighed)
Om jobbet
Du får en spændende og sjældent udbudt stilling, hvor du via rådgivning, udvikling og implementering af pædagogiske metoder og indsatser kommer til at gøre en forskel for borgere med autisme.
Du får tilknytning til Spurvetoftens VISO- og fagfacilitator team med base på Spurvetoften. Her vil dine arbejdsopgaver være en kombination af VISO relaterede opgaver og intern fagfacilitering på bl.a. bo og team møder i grupperne samt observationer ved borgerne.
Teamet består af 4 VISO/fagfacilitatorer, derud over samarbejder vi med 2 VISO-specialister fra vores nabo center Postens vej.
Vi forestiller os at din stilling er på mellem 30 og 34 timer om ugen.
Tiltrædelse pr. 1. marts 2025.
Vi tilbyder dig
En spændende og velfungerende arbejdsplads, med gode kollegaer, der samarbejder om at løse spændende og udfordrende arbejdsopgaver i et stærkt fagligt miljø.
En organisation i bevægelse hvor borgerne er omdrejningspunktet for vores arbejde.
Du vil opleve at få kollegaer og ledere der vægter det gode arbejdsmiljø og din trivsel. Det gør vi blandt andet ved at tilbyde dig gode muligheder for faglig og personlig udvikling og ved at tilstræbe en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. En grundig oplæring og løbende sparring – du skal ikke kunne det hele selv.
Er du nysgerrig og vil vide mere?
Du er velkommen til at stille yderligere spørgsmål til Afdelingsleder Anne Frost på tlf.: 20 31 00 29
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår efter overenskomst med relevant faglig organisation og reglerne for lokal løn.
Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning senest den 26/1-2025
Det forventes at der afholdes samtaler tirsdag d. 28/1-2025
Du vil blive præsenteret for en case inden samtalen.
Straffeattest
Vi indhenter offentlig straffeattest med samtykke ved ansættelse.