Vil du være med til at uddanne Søværnets værnepligtige og stampersonel inden for Anti Surface Warfare? Har du lyst til at være med til at forme din egen fremtid og udvikling og brænder du for at undervise? Så er du måske vores nye kollega.
Om os Søværnets Center for Taktik er et maritimt videns- og kompetencecenter med fokus på undervisning, træning og udvikling inden for alle aspekter af maritim krigsførelse. I elementet Anti Surface Warfare er vi fire medarbejdere. Elementet er en del af uddannelsessektionen, som er placeret i Søværnets 4. Eskadre.
Vi underviser Søværnets brugere i overfladekrigsførelse.
Vi har en uformel omgangstone, hvor et godt arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel prioriteres højt. Vi understøtter frihed under ansvar og fordybelse inden for respektive fagområder. Der er stor mulighed for fleksibilitet i arbejdstider og hjemmearbejde, naturligvis under hensyntagen til fastlagte aktiviteter, herunder undervisning.
Om stillingen Du ansættes som faglærer og får fast arbejdssted i Frederikshavn.
Dine arbejdsområder kommer til at spænde bredt inden for overfladekrigsførelse og undervisning. Indledningsvist vil du komme til at undervise på KI-uddannelsernes moduler i fagene kampinformation (AIO) og Overfladekrigsførelse (ASUW).
Som vores nye faglærer kommer du til selvstændigt at skulle stå for planlægningen og gennemførelsen af såvel teoretisk som praktisk undervisning. Vi har på skolen et stort fokus på udvikling af digital undervisning.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå af:
• Udvikling af fjerundervisningsmoduler
• Undervisning
• Tilrettelæggelse og gennemførelse af taktiske spil
• Udvikling af uddannelsesbeskrivelser og læringsplaner
Det er vigtigt at du har undervisningserfaring, gerne inden for lignende fagområde, samt har motivation til at lære fra dig.
Du er engageret, udviser initiativ og brænder for uddannelse og pædagogik. Du vægter din egen og andres faglighed højt og du skal kunne indgå naturligt i samarbejde med andre, både inden for dit eget og andre fagområder.
Kendskab til Søværnet, gerne inden for kampinformation, vil være en stor fordel, men ikke et krav.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække.
I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på udnævnelse til seniorsergent efterfølgende. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Frederikshavn.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING Har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Faggruppeleder ASUW KL John Hammerstrøm (MER) på mail
[email protected] eller telefon 728 55310
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 71 eller mail
[email protected].
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 26. februar 2025 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse 1. april 2025 eller efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Center for Taktik Center for Taktik (TAC) er Søværnets taktiske uddannelses-, trænings- og videnscenter, der har fokus på at gennemføre og udvikle attraktive, efterspurgte, opdaterede og fleksible militærfaglige taktiske uddannelser.
Vores hovedopgave er at uddanne og træne flådens taktiske personel, der skal operere, føre og lede Søværnets enheder i fred, konflikt samt krig. Det være sig sømilitær taktik samt søredning, fiskeri og havmiljøopgaven. Vores primære kursister er stampersonel inden for kampinformation og kommunikation, samt vagtchefer og taktiske officerer.
TAC deltager også i NATO Maritime Operations Working Group, som udvikler NATO doktrinære grundlag, og støtter Søværnets træningselement med Searidere under DANSARC forløb.
På den måde er TAC en spændende arbejdsplads der omfavner udvikling, uddannelse og træning inden for hele Søværnets taktiske virke. Vil du være med til at udvikle Søværnet, er TAC stedet for dig.