Vil du spille en central rolle i at sikre, at Skatteministeriets koncern overholder databeskyttelsesreglerne? Som en del af DPO-funktionen får du et selvstændigt ansvar, tæt samarbejde med nøgleaktører og mulighed for at rådgive, overvåge og påvirke praksis på et højt niveau. Her er chancen for at arbejde med databeskyttelse i en kompleks organisation – hvor din ekspertise gør en forskel. Vi søger netop nu en specialist med erfaring inden for både databeskyttelse og informationssikkerhed til Skatteministeriets koncern. Databeskyttelse har meget stor ledelsesmæssige bevågenhed, og vi har et stærkt fokus på området, som prioriteres højt.
Databeskyttelse på tværs af Skatteministeriets koncern Du vil referere ind til den koncernfælles DPO, som sidder i en uafhængig og selvstændig enhed, der er forankret i Skattestyrelsen. I vil få et tæt samarbejde omkring de opgaver, der ligger i DPO funktionen, som er at rådgive og monitorere, at koncernen overholder de databeskyttelsesretlige regler og interne politikker mv. om beskyttelse af personoplysninger.
DPO-funktionen skal inddrages i overvejelser og vurderinger, som den enkelte myndighed eller styrelse i koncernen gør sig, for at overholde kravene i databeskyttelseslovgivningen.
Funktionen overvåger overholdelsen af databeskyttelsesreglerne i Skatteministeriets koncern gennem løbende arbejde samt regelmæssige og ad hoc-tilsyn. Der gennemføres som udgangspunkt årlige planlagte tilsyn med efterfølgende rapportering til ledelsen.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Vejledning ved brud på persondatasikkerheden og ved de registreredes udøvelse af rettigheder, fastsættelse af praksis og ændring af vejledninger, retningslinjer og skabeloner i koncernen.
- Gennemgang af konsekvensanalyser vedrørende databeskyttelse (DPIA), herunder tærskelanalyser.
- Planlægning og udførsel af tilsyn med koncernens behandling af personoplysninger.
- Udarbejdelse af materiale til brug for ledelsesrapportering.
- Deltagelse i awareness- og undervisningsaktiviteter inden for databeskyttelse.
Selvstændigt ansvar og stor indflydelse I Skatteministeriets koncern skal DPO funktionen kunne udøve sit hverv uafhængigt, og rapporterer til øverste ledelsesniveau om overholdelse af de databeskyttelsesretlige regler. Funktionen modtager ikke instrukser vedrørende udførelsen af opgaverne. Funktionen har tæt dialog og samarbejde med både Jura i Skattestyrelsen og Sikkerhed i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, som varetager sikkerhedsopgaverne samt rådgivningen rettet på it-forretningen, konsekvensanalyser, databehandleraftaler mv. Derudover, har funktionen kontakt med resten af Skatteministeriets koncern, som alle har persondata- og informationssikkerhedskoordinatorer.
Dine kompetencer Vi søger en analytisk og selvstændig specialist med stærk juridisk forståelse og erfaring inden for databeskyttelse. Du har indgående kendskab til GDPR og databeskyttelsesloven og kan omsætte reglerne til praksis i en kompleks organisation. Du arbejder struktureret og kan både rådgive, monitorere og gennemføre tilsyn med fokus på at sikre overholdelse af databeskyttelsesreglerne.
Du trives i en rolle med stort ansvar og uafhængighed, hvor du skal navigere mellem forskellige fagområder og samarbejde med både juridiske, sikkerhedsmæssige og tekniske interessenter. Du kommunikerer klart og præcist – både skriftligt og mundtligt – og evner at formidle komplekse juridiske problemstillinger på en forståelig måde.
Hvis du har erfaring fra en lignende stilling, f.eks. som jurist med fokus på informationssikkerhed-, vil det være en fordel. Vi lægger vægt på, at du har en løsningsorienteret tilgang og kan skabe tillid i organisationen.
Kontakt og ansættelsesvilkår Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 6. marts 2025. Hvis du har brug for yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte databeskyttelsesrådgiver Lars Poulsen på 7237 8293.
Vi forventer at afholde 1. samtaler d. 12. og d. 13. marts samt 2. samtaler d. 17. marts.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest. Der kan indgå en case eller en personlighedsanalyse i forbindelse med rekrutteringsprocessen.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.
Stillingen er med tiltrædelsesdato snarest muligt og senest 1. maj 2025.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Copenhagen Towers på Hannemanns Allé 25, 2300 København S.