Vil du være med til at sikre og fastholde fokus på retssikkerhed i skattesystemet, så skatteyderne oplever en ordentlig og retfærdig behandling? Er du god til at stille kritiske spørgsmål og brænder du for at bruge forvaltningsretten til at komme med konstruktive forslag til løsninger, der gør en reel forskel? Så søg og bliv en del af et hold, der vægter faglighed, engagement og samarbejde højt. Vi har en stilling som specialkonsulent ledig til besættelse snarest muligt. Retssikkerhed på tværs af Skatteministeriets koncern Du bliver en del af et sekretariat, der fungerer selvstændigt og uafhængigt af hele Skatteministeriets koncern. Vores opgave er at forankre og udbrede kendskabet til retssikkerhed som et bærende værdigrundlag i Skatteministeriets arbejde. Dette mål opnår vi bl.a. ved at:
- gennemføre egen-drift undersøgelser og udarbejde andre redegørelser om retssikkerhedsmæssige problemstillinger
- udarbejde anbefalinger til fremtidig styrkelse af retssikkerheden eller henstillinger til ændringer i fx procedurer og arbejdsgange
- vejlede alle dele af Skatteforvaltningen om retssikkerhedsmæssige spørgsmål
- behandle indsigelser over sagsbehandlingen i Skatteforvaltningen
- håndtere andre henvendelser fra borgere, virksomheder, rådgivere og interesseorganisationer mv.
- afgive retssikkerhedsmæssige bemærkninger til styresignaler, lovforslag mv.
Selvstændigt ansvar og stor indflydelse Du får et selvstændigt ansvar ved løsningen af sekretariatets opgaver, herunder ved fx at udarbejde redegørelser om retssikkerhedsmæssige problemstillinger og behandle konkrete klagesager og andre henvendelser. Du får mulighed for en høj grad af indflydelse på, hvilke problemstillinger og sager sekretariatet tager op, ligesom du – afhængigt af erfaring og kvalifikationer – kommer til at spille en rolle i forbindelse med planlægningen og styringen af de retssikkerhedsprojekter, som vi iværksætter.
Stillingen rummer rig mulighed for både faglig og personlig udvikling, og som medarbejder i sekretariatet bliver du specialiseret inden for særligt forvaltningsretlige og skatteprocessuelle emner, og du får en indgående viden om alle Skatteforvaltningens arbejdsområder.
Initiativrig medarbejder med interesse for forvaltningsret Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. og har gerne nogle års erfaring. Du har særdeles god juridisk dømmekraft og et godt kendskab til offentlig ret, særligt forvaltningsretten. Du har stærke analytiske evner og er god til at formidle komplicerede juridiske budskaber klart på skrift og i tale.
Du udviser initiativ og har udprægede samarbejdsevner. Du får energi af at have en bred berøringsflade med medarbejdere i hele Skatteforvaltningen og med skatteyderne.
Din kommende arbejdsplads Du bliver en del af et sekretariat, der – ud over borger- og retssikkerhedschefen – består af syv medarbejdere, og hvor der er en uformel omgangstone, høj faglighed og et godt samarbejde. Vi har en flad struktur, og du kan være med til at præge kulturen og opgavevaretagelsen i sekretariatet.
Vi sætter en ære i at være objektive, fagligt velfunderede og fokuserede, og vi behandler alle vores sager grundigt og helhedsorienteret med blik for både skatteydernes og Skatteforvaltningens virkelighed. Vi tror på, at nysgerrighed, respekt, dialog og en konstruktiv tilgang er forudsætningen for at finde de bedste løsninger – og dermed for at lykkes med vores opgave.
Borger- og retssikkerhedschefens sekretariat er fysisk placeret i Skattestyrelsen, og dit arbejdssted vil blive Copenhagen Towers i Ørestaden på Amager.
Skatteministeriet lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Ansøgning og kontakt Send din ansøgning, CV og eksamenspapirer senest mandag den 13. januar 2025 via linket ’Søg stillingen’. Ønsker du at vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte borger- og retssikkerhedschef Kresten Gaub på telefon 72222525.
Vi forventer at afholde 1. samtaler løbende og 2. samtaler i uge 3 og 4. Der kan indgå en personlighedsanalyse og en logisk test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere (AC) i staten. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.
Ansættelse vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil være Hannemanns Allé 25, 2300 København S.
Du kan læse mere om Borger- og retssikkerhedschefen her: www.skatteforvaltningen.dk/retssikkerhed.