Har du erfaring med miljøovervågning og feltarbejde? Trives du med at løse opgaver med en høj grad af selvstændighed – samt af og til lange dage i felten? Så er det måske dig, vi søger! Miljøovervågning til lands og til vands Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø overvåger bl.a. miljøtilstanden i vores natur og vandmiljø. I enheden Fyn, som ligger ved Faaborg, søger vi en miljøtekniker eller tilsvarende til styrelsens overvågning af ferskvand, hvor vi gennemfører prøvetagning – både til lands og til vands. Prøvetagningen omfatter undersøgelser af bl.a. vandkemi og fauna, måling af vandføring samt forberedelse af visse prøver til videre analyse. Der er tale om fysisk arbejde, som gennemføres hele året og under skiftende vejrforhold.
Dine arbejdsopgaver Vores nye kollega skal være praktisk anlagt og være i stand til at arbejde effektivt i såvel teamsammenhæng som selvstændigt.
Konkret vil opgaverne bl.a. bestå i:
- Prøvetagning i ferskvand (primært vandføringsmålinger)
- Tilsyn med - og registrering af data fra målestationer (boringer, dræn og jordvand)
- Rengøring, kalibrering og vedligehold af udstyr og biler
- Databehandling, herunder kvalitetssikring af overvågningsdata
Vores ønsker til dig Vi forestiller os, at du har en uddannelse som miljøtekniker eller jordbrugsteknolog, at du kan udvise en høj grad af ansvarlighed i opgavevaretagelsen og være fokuseret på at skabe fremdrift i opgaverne, så de kan gennemføres til rette tid og i rette kvalitet. Erfaring inden for prøvetagning på miljøområdet vil naturligvis være en fordel. Du skal kunne håndtere omskiftelige arbejdsdage og kunne lide at være ude i al slags vejr, herunder også bådsejlads. Vi forventer, at du besidder gode samarbejdsevner, og at du vil bidrage konstruktivt til det gode samarbejde i enheden.
Vi arbejder på at øge anvendelsen af digitale løsninger i vandmiljøovervågning, hvorfor evner og interesse inden for ny teknologi, IT og digitalisering vil være en fordel.
Det kan vi tilbyde dig som kollega Du vil blive en del af en velfungerende enhed med dygtige kolleger, et godt samarbejdsklima og en uformel omgangstone. Du vil naturligvis blive tilbudt den fornødne kompetenceudvikling i forhold til arbejdsopgaverne, blandt andet gennem sidemandsoplæring og kurser. I alt er vi ca. 44 medarbejdere, der holder til i naturskønne omgivelser i Sollerup ved Faaborg. Vi arbejder tæt sammen med styrelsens øvrige enheder, andre myndigheder, universiteter samt eksterne interessenter.
Ansættelsesvilkår Afhængig af din baggrund vil du blive ansat i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og OAO (Det Statslige Område) samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisationen af 2010 efter overenskomst mellem Finansministeriet og OAO samt organisationsaftale for jordbrugsteknologer.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner og tjenestestedet er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Fyn, Sollerupvej 24, Sollerup, 5600 Faaborg.
Stillingen, som er på fuld tid, ønskes besat hurtigst muligt
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du har et gyldigt kørekort og en fordel, hvis du også har trailerkort.
Har du lyst til at vide mere? Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte kontorchef Berit Borksted på telefon 40 61 51 78 eller funktionsleder Kim Lemming på telefon 21 99 93 09.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er en ny styrelse, som består af opgaver fra det tidligere Miljøstyrelsen samt opgaver fra det tidligere Landbrugsstyrelsen. Du kan læse mere om vores vandmiljøovervågning
her.
Sådan søger du Du søger stillingen ved at sende en ansøgning, CV og uddannelsesbevis m.m. online i vores rekrutteringssystem (tryk på ”søg stilling”)
senest søndag den 3. november 2024. Vi forventer at afholde samtaler den 12. november 2024 i Faaborg.