Det Danske Filminstitut
Filmkonsulent for børn og unge
Fuldtid
Tidsbegrænset
Gothersgade 55, 1123 København K, Danmark
ID: 2818400
|
Indrykket i dag
Det Danske Filminstitut søger ny filmkonsulent for korte fiktions- og dokumentarserier og -film til børn og unge
Filmkonsulentens overordnede opgave er at bidrage aktivt til at identificere projekter og opdyrke talent, der kan være med til at fastholde og styrke dansk films kvalitet og diversitet og dermed betydning og anseelse i Danmark og internationalt. Filmkonsulenten har særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm.
Filmkonsulentens hovedopgaver
Filmkonsulenten har til opgave at varetage den endelige kunstneriske vurdering af ansøgninger om filmstøtte og indstille dem til godkendelse i Filminstituttets direktion. Der vil være tale om ansøgninger om manuskript-, udviklings- og produktionsstøtte til korte fiktions- og dokumentarserier og korte fiktions- og dokumentarfilm med børn og unge som målgruppe. Filmkonsulenten har samtidig til opgave at sikre en optimal udvikling af projekter, der tildeles støtte, gennem løbende dialog med forfatter, instruktør og producent. Filmkonsulenten fungerer som sparringspartner og konsulent for filmens drivende kræfter gennem hele udviklings- og produktionsprocessen.
Filmkonsulenten indgår i et tæt samarbejde med afdelingschef, producer, lanceringskonsulent og projektkoordinator om alle produktionsmæssige, økonomiske og lanceringsmæssige forhold. Filmkonsulenten skal opbygge, vedligeholde og varetage kontakt med det danske produktionsmiljø og holde sig velorienteret om kultur- og samfundslivet med fokus på børne- og ungdomskultur og børn og unges medievaner.
Filmkonsulentens kvalifikationer
Filmkonsulenten skal have dokumenteret erfaring med og indsigt i film- eller tv-produktion til børn og unge, især med hensyn til at vurdere potentialet i indkomne ansøgninger. Derudover skal konsulenten have erfaring i at analysere, fastholde visionen og coache projektet gennem alle dets udviklingsfaser. Filmkonsulenten skal have særlig indsigt i og erfaring med børne- og ungdomskultur og medieudviklingen på området.
Filmkonsulenten skal have gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner og skal kunne skabe en positiv og kreativ atmosfære, der giver ansøgeren de bedste muligheder for at udvikle sin idé. Endvidere skal konsulenten have evne og integritet til at træffe beslutninger, som ikke altid kan forventes at blive godt modtaget.
Ansættelsesvilkår og ansøgning
Filmkonsulenten ansættes af bestyrelsen for Det Danske Filminstitut efter indstilling fra Rådet for kort- og dokumentarfilm. Filminstituttet ansætter filmkonsulenten for en toårig periode. Forlængelse kan herefter finde sted uden genopslag, dog således, at den samlede ansættelse ikke kan overstige fem år. Stillingen ønskes besat med virkning fra den 1. april 2025 eller umiddelbart derefter.
Stillingen som filmkonsulent aflønnes med en samlet årlig løn på ca. 743.000 kr. inklusive pension
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til afdelingschef for dokumentar Ane Mandrup, tlf. 20 27 78 72.
Ansøgning, CV og evt. eksamensbeviser sendes via det elektroniske ansøgningssystem senest d. 15. februar 2025.
Det Danske Filminstitut opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Læs mere om Det Danske Filminstitut på www.dfi.dk
Det Danske Filminstitut er en statsinstitution under Kulturministeriet. Filminstituttet har ca. 160 engagerede medarbejdere, der arbejder for at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger vedblivende udgør en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi og fastholder dansk films stærke position i både ind- og udland.