Vil du stå i spidsen for at styrke de finansielle rammer i en teknisk projektvirksomhed, der udvikler unikke specialmaskiner og produktionsanlæg til det internationale marked? Og vil du lede udviklingen og kvalitetssikringen af de økonomiske nøgleprocesser samt være en central spiller i rapportering og regnskabsaflæggelse? Så er denne stilling hos ODIN Engineering måske noget for dig.
Bliv en del af en innovativ virksomhed med teknisk ekspertise
ODIN Engineering er førende inden for udvikling og produktion af kundespecifikke specialmaskiner til industrien. Med unikke løsninger, specialiseret viden og høje tekniske standarder har virksomheden et stærkt fokus på innovation og kvalitet. Vi søger nu en Financial Controller, der kan være med til at sikre, at økonomifunktionen fortsat leverer stor værdi til forretningen.
Som Financial Controller hos ODIN Engineering får du en central rolle i økonomiafdelingen, hvor du bliver ansvarlig for en bred vifte af opgaver. Blandt andet:
• Udarbejdelse af måneds-, kvartals- og årsrapporter til ledelsen
• Controlling af projekter og igangværende arbejder
• Budgettering, estimater og driftsanalyser
• Sikre en høj datakvalitet og berigtigelse af økonomiske nøgletal i ERP-systemet
• Aktiv deltagelse i optimering og udvikling af økonomifunktionen
Du vil arbejde tæt sammen med ledergruppen og de projektansvarlige om opfølgning på projekterne og interne kontroller samt udvikling af IT-setup og processer.
Struktureret controller med erfaring fra projektvirksomheder
Vi søger en Financial Controller med erfaring fra en projektorienteret virksomhed, hvor igangværende arbejder er en del af hverdagen. Du har enten arbejdet i en lignende stilling eller som ledende revisor for en tilsvarende virksomhed. Har du desuden interesse for teknik, er det en fordel, da der er tale om komplekse specialmaskiner.
Vi forestiller os, at du har en uddannelsesmæssig baggrund som HD-R eller cand.merc., og at du er analytisk, struktureret og pligtopfyldende. Du trives med at arbejde selvstændigt og tager initiativ til at løse opgaver. Det er desuden vigtigt, at du har gode IT-kompetencer – især inden for Dynamics NAV og Excel. Kendskab til databaser og BI-værktøjer vil være en fordel, men ikke et krav.
En vigtig rolle i en solid, professionel og veletableret virksomhed
Du tilbydes her et selvstændigt og udfordrende job med et stort ansvar i et af landets mest ambitiøse og succesfulde maskinbyggerhuse. ODIN Engineering har et solidt økonomisk fundament, og du kan se frem til at arbejde i en organisation med høj faglighed, engagement og et godt arbejdsmiljø.
Er du nysgerrig og vil høre mere, så kontakt Mikkel Nielsen hos PeopleLink på 4031 8113, eller send os din ansøgning og dit CV via ’Søg stillingen’ hurtigst muligt.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir