Vil du være en del af et nyere hus med styr på strukturen, et rigtig godt arbejdsfællesskab og fantastiske fysiske faciliteter?
Så læs med her – vi mangler lige nu to flyvere til vores daginstitution.
Vi har stort fokus på, at hverdagens rammer fungerer, så vi kan udfylde dem med vores faglighed. Det gør vi blandt andet gennem tre faste roller, som vi udfylder på skift: flyveren, fordyberen og omsorgsgiveren.
Fagligt arbejder vi med Tryghedscirklen, fordi relationsarbejdet med børnene er nøglen til at kunne skabe tryghed og udvikling hos dem. Derudover arbejder vi med inspiration fra Low Arousal og NEST-pædagogik. Hvis ikke du kender tilgangene, skal vi nok sørge for, du bliver klædt på til det.
Hvem leder vi efter?
Lige nu søger vi to flyvere til vores daginstitution, og vi leder efter dig, der måske overvejer at uddanne dig indenfor pædagogikkens verden. Du skal kunne navigere i at have mange bolde i luften og indgå i arbejdsfællesskabet i vores vuggestuegrupper og børnehavegrupper. Din tjenestetid vil primært ligge mandag til fredag fra kl. 09-15.00, hvor ændringer kan varsles, da din funktion vil være at understøtte de forskellige stuer ved planlagt fravær.
Det er vigtigt, at du er god til dansk, så du kan skrive beskeder på Aula, være sproglig rollemodel for børnene og samarbejde med forældre – også dem, som ikke selv taler godt dansk.
Derudover skal du kunne lide at lege, for det bliver et stort fokus for os i 2025. Vi har bl.a. en fælles personaledag for hele klyngen med oplæg, workshops og undervisning i leg.
Hvorfor vælge Mosaikken?
I Mosaikken får du nogle rigtig fede rammer til dit pædagogiske arbejde. Vi bor i et nybygget hus fra 2023, som har store, lyse lokaler, direkte udgang til legeplads fra alle stuer, et fællesrum til motorik, et kreaværksted, et pædagogisk køkken og brede gange med mange små legezoner.
Vi har et modtagelsesprogram, som vi selvfølgelig tilpasser dine evner, erfaringer og behov. Du får desuden en sparringsmakker, som vil hjælpe dig godt ind i jobbet og besvare de små og store spørgsmål, der helt sikkert dukker op, når du starter hos os.
Du får god mulighed for at få indflydelse på pædagogikken, da vi bruger vores personalemøder på pædagogisk udvikling med udgangspunkt i medarbejdernes input. Vi arbejder med læringsmanuskripter, som beskriver vores praksis i dagens forskellige tidsrum, fx morgenstunden. På den måde sikrer vi en ensartet høj kvalitet på alle stuer, og som ny medarbejder vil du kunne læne dig ind i de manuskripter.
Lidt om Mosaikken
Vi er en integreret institution, som åbnede i 2023. Vi har plads til fire vuggestuegrupper, tre børnehavegrupper og en basisgruppe i vores nybyggede hus, som ligger centralt på Nørrebro lige over for Den Røde Plads.
Vi har en Falck Healthcare-ordning, hvor du kan få gratis fysioterapi, kiropraktik og massage. Derudover er vi et røgfrit arbejdsmiljø.
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingerne er på 30 timer ugentligt og med start den 1. januar 2025 eller snarest muligt. Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vil du vide mere?
Hvis du har lyst til at høre mere om Mosaikken, er du meget velkommen til at ringe til pædagogisk leder Svend Kobbernagel på 24 98 22 48, og du kan også læse mere om os her.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og evt. uddannelsesbevis.
Søg via linket senest mandag den 2. december 2024
Vi holder samtaler løbende.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir