Fødevarestyrelsen, Vejen
Fødevarestyrelsen søger 1-2 administrative medarbejdere til Eksport Kontrol Center (EKC) til at styrke kontrollen med dyretransporter
Fuldtid
Permanent
Søndergade 50, 6600 Vejen, Danmark
ID: 2828740
|
Indrykket for 6 dage siden
Er du en administrativ haj og god til struktur i dit arbejde? Og er du på udkig efter udfordrende arbejdsopgaver i en organisation, som arbejder for at sikre høj dyresundhed, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed ud fra vores værdier om ansvarlighed, engagement, faglighed, troværdighed, og åbenhed? Så er det måske dig vi leder efter i vores team.
Dine arbejdsopgaver
Du vil skulle udføre administrativ kontrol med lange dyretransporter og sagsbehandling af logbøger, herunder kundekontakt via telefon og mail.
Hvert år eksporteres fra Danmark ca. 16 mio. grise og ca. 100.000 kreaturer samt en masse andre dyrearter. For at sikre dyrevelfærden skal eksportøren på alle transporter over 8 timer udarbejde en logbog (en detaljeret tids- og ruteplan for transporten). Vi kontrollerer inden afgang om planen lever op til dyrevelfærdskravene til transporten (tid, plads, temperaturer, etc.), validerer hvis planen er realistisk og efterkontrollerer, når transporten er kørt (vha. bl.a. GPS og temperaturmålinger fra bilen). Ved brud på reglerne udarbejder vi kørselsforbud og politianmeldelser. Du vil med tiden komme i berøring med alle dele af sagsbehandlingen.
Ydermere arbejder vi med udstedelse af transportautorisationer og hjælper såvel interne som eksterne kunder med IT-systemerne TRACES og Eksportportalen.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende arbejdsdag med selvstændige opgaver og engagerede kollegaer, der brænder for dyrevelfærd. Du bliver en del af et dynamisk og åbent arbejdsmiljø med hjælpsomme kolleger, hvor vi lægger vægt på sparring på tværs samt en god omgangstone. Vi har fokus på løbende kompetenceudvikling, og vores mål er at skabe en effektiv, livsvenlig arbejdsplads med balance mellem arbejde og fritid og en høj grad af psykologisk tryghed.
Vi sørger for grundig oplæring i opgaveløsningen, og du vil blive tilknyttet en ”buddy” for at sikre dig den bedst mulige introduktion til os og arbejdsopgaverne.
Om os
EKC beskæftiger ca. 40 medarbejdere på vores kontor i Vejen. Vi er organiserede i teams, hvor opgaverne fordeles og løses. Det er vigtigt for vores teamsamarbejde, at alle kollegaer kan og vil samarbejdet og samtidig kan arbejde selvstændigt med at løse de opgaver, de varetager. Sparring og videndeling med kollegaer er en vigtig del af vores hverdag for såvel nye som erfarne kollegaer. Omgangstonen er uhøjtidelig, og vi tager hånd om hinanden som kollegaer.
Om dig
Du har en administrativ baggrund, er uddannet inden for kontor og har stærke kompetencer inden for administration, sagsbehandling og IT. Det vil være en fordel, at du har erfaring i at arbejde med Officepakken, ligesom kendskab til journaliseringsprogrammet WorkZone vil være en fordel, men det ikke en forudsætning.
Vi forventer, at du:
• Er stabil, har en positiv indstilling og en god portion humor
• Har en anerkendende tilgang til såvel interne og eksterne samarbejdspartnere
• Er hurtig til at sætte dig ind i nye områder og har evnen og lysten til at lære nyt
• Er god til at arbejde i teams, men samtidig kan arbejde selvstændigt
• Har flair for sagsbehandling og administrative opgaver
• Udviser initiativ og vilje til at få opgaverne løst
• Er struktureret, har overblik og en god ordenssans
• Kan håndtere og prioritere arbejdsopgaver i de travle perioder
• Har gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner på dansk og gerne også engelsk og/eller tysk
Hvornår skal du starte?
Vi har brug for dig snarest muligt og senest fra den 1. maj 2025.
Samtalerne vil blive afholdt i Vejen d. 24. februar 2025.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingerne er på fuld tid – gennemsnitligt 37 timer pr. uge. Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere mellem Skatteministeriet og HK-Stat.
Der er mulighed for deltidsansættelse afhængig af dine ønsker.
Sådan søger du
Du søger stillingen ved at sende din ansøgning online i vores rekrutteringssystem senest den 16. februar 2025.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV og kopi af eksamensbevis.
Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om at arbejde i Fødevarestyrelsen på www.foedevarestyrelsen.dk/om-os/job
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionslederne Henrik Beyer, 72 27 51 68 eller Torben Lillegaard Nielsen, 72 27 69 92.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.