Har du lyst til at være en del af et miljø, hvor hverdagen ikke er givet på forhånd, og hvor to arbejdsdage sjældent er ens? Hvor du skal jonglere med mange forskellige typer af praktiske arbejdsopgaver samt vagtplanlægning - så er det måske dig, Fødevarestyrelsen leder efter.
Vi søger en sekretær til en fast stilling på et sted mellem 20 og 32 timer med tiltrædelse den 1. maj 2025 eller efter nærmere aftale.
Dine opgaver Fødevarestyrelsen tilbyder en alsidig kontorfunktion med mange forskellige små og store opgaver. Dine primære arbejdsopgaver er bl.a. vagtplanlægning, tidsregistrering, ferieplanlægning og diverse konteringer. Hertil kommer administrative opgaver relateret til løn og personale, herunder overblik over overenskomster og retningslinjer. Vi arbejder med MS-office pakken og flere forskellige andre systemer, herunder planlægningssystemet Planday, Timesag, Indfak2 og Workzone.
Stillingen er fysisk placeret på griseslagteriet Danepork, Tørskindvej 19, 7183 Randbøl.
Danepork er et slagteri i stor vækst og har for nyligt opstartet 2 holds skifte, hvorfor der er brug for mere hjælp til sekretærposten.
Stillingen er nyoprettet mhp at tilføre flere ressourcer til sekretærposten, da vores velfungerende planlægger har svært ved at følge med.
Om dig - Du er uddannet kontorfunktionær og/eller har erfaring med vagtplanlægning og sekretæropgaver.
- Du er omhyggelig i dit arbejde, og du arbejder meget struktureret.
- Du er serviceminded og indstillet på at blive afbrudt i dit arbejde mange gange i løbet af arbejdsdagen.
- Du er robust af natur og trives i et uformelt miljø.
- Du kan godt lide at være i en blæksprutte-funktion og udviser fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelsen af det daglige arbejde.
- Du er i stand til at håndtere fortrolige oplysninger.
- Du har et godt humør og bidrager i hverdagen til et godt socialt miljø.
- Du er dygtig til Office-pakken, særligt Excel, og du har mod på at sætte dig grundigt ind i vores bemandingssystem og øvrige IT-systemer.
Om os Fødevarestyrelsens Kødkontrol er en statslig arbejdsplads, og det er derfor vigtigt, at du er bevidst om det ansvar, det medfører at være ansat i en myndighedsrolle ved en styrelse, og at du agerer herefter i hverdagen. Dine kollegaer vil primært være embedsdyrlæger og tilsynsteknikere, som du ligeledes skal vagtplanlægge for.
Embedsdyrlægernes og tilsynsteknikernes arbejdsopgaver består i fødevarekontrol af de slagtede grise. De fysiske rammer på kontoret bærer således præg af, at vi er en kontrolfunktion placeret på et slagteri, hvor driften af slagtekæden har høj prioritet, og opgaver derfor med jævne mellemrum må omprioriteres for at tilgodese tilstrækkelig bemanding til kontrollen.
Kontrolgruppen som du skal være sekretær for, består pt af 6 dyrlæger og 24 tilsynsteknikere hvoraf en fungerer som planlægger i det daglige. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med planlæggeren i det daglige arbejde.
Du vil således blive en del af en stor dynamisk gruppe af medarbejdere, som spænder bredt alders- samt erfaringsmæssigt.
Embedsdyrlæger og tilsynsteknikeres arbejde styres ofte på minuttet, og de har som regel ikke helt rent tøj på, når de kigger ind på kontoret i en kort pause for at få hjælp eller give en besked.
Vi har en åben og fri omgangstone med et tæt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse. Vi tilstræber at være med til eller påvirke de forandringer, der sker inden for Fødevarestyrelsens Kødkontrol.
Du vil som sekretær sammen med den anden planlægger være en støttefunktion for både sektionslederen og de øvrige medarbejdere samt have en del kontakt til Kødkontrolsekretariatet i Aarhus.
Løn- og ansættelsesvilkår Din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid aftaler vi til et sted mellem 20 og 32 timer, og ansættelse sker efter gældende overenskomst for kontorfunktionærer i Staten mellem Skatteministeriet og HK. Der er mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Hovedtjenestestedet er Fødevarestyrelsens Kødkontrol ved Danepork, Tørskindvej 19, 7183 Randbøl.
Tiltrædelse 1. maj eller efter nærmere aftale.
Yderligere oplysninger Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Susanne Frandsen på tlf.nr. 72 27 55 68, og du opfordres til at læse mere om Fødevarestyrelsen på
www.fvst.dk.
Din ansøgning og videre proces
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, bilag og eksamensbevis og gerne referencer til tidligere arbejdsgivere online i vores rekrutteringssystem,
senest den 14. marts 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 12.
Fødevarestyrelsen opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.