Fødevarestyrelsen, Glostrup
Fødevarestyrelsen søger en skarp koordinator af styrelsens samarbejde med de danske universiteter
Fuldtid
Permanent
Stationsparken 31, 2600 Glostrup, Danmark
ID: 2848012
|
Indrykket for 9 dage siden
Vil du være med til at sikre at Fødevarestyrelsen har et godt samarbejde med danske universiteter og at vi til enhver tid kan få relevant forskningsbaseret rådgivning? Er du stærk i at koordinere og strukturere processer og samarbejde på kryds og tværs af mange aktører? Og vil du spille en strategisk vigtig rolle i udviklingen af et spændende tværfagligt samarbejde? Så har vi en sjælden stilling ledig.
Om stillingen
Fødevarestyrelsen etablerer et dedikeret team, der skal sikre løbende styring, vedligeholdelse og udvikling af samarbejdet med universiteterne. Fødevarestyrelsen har en række aftaler med danske universiteter om forskningsbaseret myndighedsbetjening. De skal sikre, at vi kan få relevant forskningsbaseret rådgivning. Det gælder både med kort frist, f.eks. i beredskabssituationer og i det lange perspektiv, hvor kvalificeret rådgivning danner grundlag for kontrolopgaver og politikudvikling. Derudover er Fødevarestyrelsen engageret i flere europæiske partnerskaber.
Vi søger derfor en nysgerrig, opsøgende og struktureret kollega, der vil indgå i et team på to personer til at koordinere og udvikle styrelsens strategiske fokus og behov for rådgivning på tværs af aftalerne.
Opgaven har stort fokus og er højt prioriteret. En vigtig del af stillingen, går med at indhente bidrag på tværs af Fødevarestyrelsen, samt at udvikle dialogen med øvrige relevante styrelser og universiteterne. Dit arbejde skal bidrage til, at aftalerne og samarbejdet med universiteterne får den rette balance mellem konkret praktisk anvendelighed og strategisk sigte.
Vi tilbyder
Du vil få indsigt i mange spændende faglige emner såsom kostråd, forbrugeradfærd, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd samt håndtering af dyresygdomme. Samtidig vil du få mulighed for bruge dine evner til at balancere flere forskellige interesser og navigere i internationalt forskningssamarbejde.
Berøringsfladen ud i Fødevarestyrelsen, øvrige styrelser og departement, samt til DTU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og til samarbejdspartnere uden for Danmark er meget bred. Stillingen er placeret i Foder- og Fødevaresikkerhed, der er en af Fødevarestyrelsens centrale faglige enheder, men funktionen er i høj grad tværgående for hele styrelsen og med gode udviklingsmuligheder.
Om dig
Vi søger en akademisk medarbejder, gerne med samfundsvidenskabelig baggrund.
• Du har evnen til at holde styr på faglige detaljer og det strategiske fokus på samme tid
• Du kommer med en positiv energi, er initiativrig og nysgerrig
• Du er god til at skabe overblik for dig selv og andre ved at arbejde analytisk og resultatorienteret
• Du kan holde styr på store processer med mange aktører
• Du er en stærk koordinator med et godt blik for samspillet mellem faglighed og politik
• Du kan formulere dig klart og præcist mundtligt og skriftligt
• Du har gode samarbejdsevner, sætter pris på at arbejde tværfagligt og trives i et nogle gange højt arbejdstempo med skarpe deadlines
• Du har lyst til internationalt samarbejde og har gode formidlingsevner
Om os
Foder- og Fødevaresikkerhed er en central faglig enhed i Fødevarestyrelsen med ca. 45 medarbejdere fordelt på tre sektioner, der arbejder tæt sammen. Vi har en bred vifte af fagligheder med dyrlæger, biologer, agronomer, ingeniører og jurister m.v. Vi driver fødevareberedskabet, arbejder med rammerne for bekæmpelse af madspild, giver rammerne for foder- og fødevaresikkerhed til virksomheder og borgere i form af vejledning og regler om hygiejne, mikrobiologi og zoonoser, giver værdi til animalske biprodukter i eksempelvis energisektoren og medicinalbranchen og vi kommunikerer gode råd til forbrugerne. Det hele sker i samspil med andre enheder og branchen og med tæt kontakt til vores departement.
Vi fokuserer på udvikling og fleksibilitet. Vi lægger vægt på løbende kompetenceudvikling og er en arbejdsplads, der giver mulighed for balance mellem fritid og arbejdsliv.
Vi er placeret kun 5 minutters gang fra Glostrup s-togstation med gratis parkeringsplads, hvis du kommer i bil. Vi har en god kantine, gratis fitnesscenter, fleksible mødetider, mulighed for hjemmearbejde og en velfungerende personaleforening.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling som fuldmægtig.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten.
Tiltrædelse er snarest muligt og senest pr. 1. maj 2025.
Din ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning sammen med CV, kopi af eksamensbeviser og andre relevante dokumenter.
Ansøgningen skal sendes via vores rekrutteringssystem senest den 5. marts 2025.
Læs mere om Fødevarestyrelsen på www.fvst.dk.
Er du interesseret? Så er du meget velkommen til at kontakte sektionsleder Ulrich Pinstrup på tlf. 72 27 67 13 og høre mere om stillingen.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.