Maskiningeniøruddannelsen i Kalundborg søger en adjunkt eller lektor, samt timelærere eller eksterne lektorer til undervisning og udviklingsopgaver af vores uddannelser.
Er du drevet af at formidle og videregive din faglighed og erfaring? Er du samtidig motiveret af at udvikle en ny uddannelse i tæt samarbejde med dygtige og engagerede kolleger, studerende og lokale virksomheder? Så kan det være dig, vi står og mangler til vores studerende på Diplomingeniøruddannelsen i Maskinteknologi i Kalundborg.
Diplomingeniør i Maskinteknologi er en forholdsvis nyetableret uddannelse i Kalundborg, og det er vores ambition at uddanne de bedste maskiningeniører i Danmark. Vi målretter vores uddannelse til arbejdsmarkedet ved at samarbejde tæt med den danske industri samt med virksomheder og andre aktører i Biotekbyen Kalundborg. Læs meget mere her. https://www.biotekbyen.dk/
Vi forventer desuden, inden for kort tid, at skulle etablere og udvikle ny diplomingeniøruddannelse i robotteknologi.
Din profil
Vi søger dig, der brænder for at uddanne inden for grænseområdet mellem maskinteknologi, digitalisering og Industri 4.0. Det er derfor vigtigt, at du kan genkende dig selv i nedenstående:
Du er en dygtig og motiverende underviser,
der engagerer dig for de studerende. Du bidrager sammen med dine kolleger til at skabe et aktivt, fagligt og socialt studiemiljø. Det er vigtigt, at du kan bidrage positivt til den nære faglige relation, vi har mellem undervisere og studerende.
Du bidrager til, at det faglige, det praktiske og samarbejdet fungerer optimalt.
Vi er mere end blot en arbejdsplads, og vi drives af et stærkt kammeratskab og en fælles faglig interesse.
Du har lyst til at indgå i et arbejdsfællesskab og være med til at etablere en ny uddannelse.
Vi arbejder kontinuerligt med at opbygge og udvikle vores ingeniøruddannelse, og der er mange opgaver, der skal udføres for første gang. Som adjunkt eller lektor med den rette profil får du en central rolle i opbygningen af en ny uddannelse med fokus på automation og robotics.
Din ingeniørfaglighed kommer i spil
i forhold til dine kompetencer, og du kan undervise inden for dele af følgende områder:
- Industri 4.0
- Programmering
- Digitalisering i relation til maskinteknologi
- Automation
- Robotics
- Regulering
- Maskinkonstruktion
Derudover forventer vi os, at du:
- har en baggrund som ingeniør og gerne er lektorbedømt
- har relevant erhvervserfaring inden for ingeniørfaget
- kan undervise på dansk og gerne også på engelsk.
Dine arbejdsopgaver
Som underviser på Diplomingeniøruddannelsen i Maskinteknologi har du en række forskellige opgaver i løbet af en arbejdsuge.
Du skal primært undervise og vejlede
de studerende teoretisk samt værksteds- og projektbaseret inden for dine fagområder. Du skal selv tilrettelægge, gennemføre og evaluere undervisningen og samtidig bidrage til den løbende udvikling af undervisningen.
Undervise på efter- og videreuddannelse og på grunduddannelse.
Du skal undervise studerende på fuldtidsstudium såvel som kursister med et fuldtidsarbejde ved siden af deres efter- og videreuddannelse.
Fagligt samarbejde som en del af hverdagen.
Du bliver en del af et fagligt fællesskab, hvor du sparrer og samarbejder med dine kolleger. Sammen sørger I f.eks. for at tilrettelægge gode undervisningsforløb, udvikle undervisningsmaterialer, og måske er der et arrangement tilknyttet centret, som skal stables på benene.
Har du erfaring med og interesse i enkelte administrative opgaver vil det være en fordel. Ligesom det vil være en fordel, hvis du har interesse i at spille en central rolle i etablering af ny uddannelse inden for dit fagfelt.
Dine kolleger
Du bliver ansat i Centre for Engineering and Science, som driver uddannelserne Bioanalytiker, Radiograf, Diplomingeniør i Bioteknologi, Diplomingeniør i Maskinteknologi samt efter- og videreuddannelserne diplomuddannelse i Bioteknologi, procesteknologi og kemi, akademiuddannelse i Automation og drift samt akademiuddannelse i Innovation, produkt og produktion.
Du bliver en del af et team med uddannelsesledere, adjunkter og lektorer. På vores uddannelser i Kalundborg er vi 20 ansatte undervisere, og ved Diplomingeniør i Maskinteknologi er vi fire lektorer fast tilknyttet. Vi arbejder på at skabe den bedste ingeniøruddannelse i tæt samarbejde med biotekindustrien i Nordvestsjælland, samt vores engagerede studerende. Vi værdsætter høj faglighed og løser opgaver samt udfordringer i fællesskab, hvor vi alle er bevidste om vigtigheden af at bidrage til fællesskabet og til centerets samlede målsætning.
Vi holder til i vores nybygget campusbygning fra 2021 og i nabobygningen Helix Lab.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingen som adjunkt eller lektor er på fuld tid med ansættelse pr. 1. august 2025
, meget gerne før.
- En stilling som timelærer eller ekstern lektor sker med op til 500 timer om året og er tidsbegrænset for en periode på 3 år.
- Hvis du har nogen spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Jesper Stensbo Knudsen, [email protected], 7248 3224
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her eller ved at klikke på 'Søg stillingen' til højre på denne side senest den 27. april 2025
https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger
- Vi forventer at afholder samtaler i uge 19 og 20.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Ansættelse som adjunkt eller lektor
På Absalon er adjunkturet en 3-årig uddannelsesstilling. Det understøtter vi gennem Absalons lektorkvalificeringsforløb, som alle nyansatte adjunkter deltager i, og alle får tilknyttet en vejleder.
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.