Drifts- og Vedligeholdelsesenheden søger en teknisk medarbejder, meget gerne med teknisk baggrund og uddannelse. Vi søger en person med bred faglig viden og sans for kvalitetsmæssig udførelse af alle opgaver. Det tekniske team er et velfungerende team, der varetager en række vitale opgaver inden for sikringsteknisk udstyr, ABA-anlæg og elinstallationer/forsyninger, derudover drift og vedligehold af trådløst netværk, AV-udstyr samt opsætning af it-arbejdspladser m.v. Du skal kunne begå dig i en offentlig, politisk styret organisation, der har stor bevågenhed, og du sætter en ære i at medvirke til at sikre høj kvalitet og dermed gode rammer for husets mange forskellige brugere.
Du bliver en del af et team på seks medarbejdere, og du kommer til at samarbejde med mange enheder på tværs af Folketingets Administration, i særdeleshed Folketingets it-enheder og Byggesekretariat.
Din primære arbejdsopgaver - At planlægge, koordinere og udføre daglige driftsopgaver med primær fokus på vedligehold af trådløst netværk og opsætning og nedtagning af it-arbejdspladser og dertil hørende installationer.
Derudover vil dine arbejdsopgaver være
- At kunne assistere vores AV-teknikere ved behov.
- At håndtere øvrige tekniske driftsopgaver, hvor opgavernes faglige indhold og kompleksitet kan variere alt efter dine kvalifikationer.
Din arbejdsplads Drifts- og Vedligeholdelsesenheden består af 42 medarbejdere fordelt på syv team, der varetager drifts- og vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med Folketingets daglige drift.
Din profil Du har gerne en teknisk uddannelse. Ud over generel flair for teknik kan det være en fordel at have erfaring med tekniske installationer. Erfaring med arbejde i fredede ejendomme betragtes også som en fordel. Du trives i en varierende og spændende hverdag, hvor helhedstænkning, service, fleksibilitet og selvledelse indgår som naturlige værdier i forhold til din opgaveløsning.
Du har en venlig, serviceminded og løsningsorienteret indstilling over for brugere, kolleger og samarbejdspartnere, og du er åben over for nye opgaver og har en lyst til at lære. Du skal være en god teamplayer og villig til at assistere på tværs af teamet.
Du videndeler og har en veludviklet situationsfornemmelse og gode kommunikationsevner.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fuldtidsstilling, og du vil blive ansat i henhold til gældende overenskomst.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes. Sikkerhedsgodkendelsen skal kunne opretholdes gennem hele din ansættelse.
Information og ansøgning Du kan høre mere om stillingen hos teamleder for det tekniske team Søren Hansen på tlf. 3337 3050.
Du sender din ansøgning med cv, eksamenspapirer og eventuelle anbefalinger online via www.ft.dk.
Ansøgningsfrist: mandag den 27. januar 2025, kl. 12.00. Vi forventer at afholde samtaler i uge 7 og 8.