Forsvarets Efterretningstjeneste(FE) søger flere dygtige it-sikkerhedsspecialister eller it-sikkerhedsofficerer til beskyttelse af Forsvarets klassificerede informationer.
Brænder du for cyber– og informationssikkerhed, og er du dedikeret, pragmatisk og holistisk tænkende?
Vores sektion skal vokse, og vi har derfor flere spændende stillinger, hvor du vil indgå i et stærkt fagligt miljø, der løser en række af Forsvarets Efterretningstjenestes opgaver som national it-sikkerhedsmyndighed på Forsvarsministeriets område. Du vil blive en del af et team bestående af dygtige it-sikkerhedsspecialister, som arbejder for at sikre et højt sikkerhedsniveau for Forsvarets klassificerede og forretningskritiske it-løsninger. Vi kan love dig, at du vil få faglig sparring på et professionelt niveau i en sektion, der arbejder med en bred og spændende opgaveportefølje.
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Sektionen, som du vil blive en del af, har en stor berøringsflade med Forsvaret, og med virksomheder der leverer materiel og it til Forsvaret.
Som national it-sikkerhedsmyndighed på Forsvarsministeriets område har FE bl.a. til opgave at sikkerhedsgodkende (akkreditere), rådgive og føre tilsyn med klassificerede it-løsninger i Forsvaret samt ved andre myndigheder, der bruger Forsvarets it-løsninger. Det er en vigtig opgave, der kræver en stærk grundlæggende indsigt og forståelse for it- og kommunikationsteknologi, herunder bl.a. it-infrastruktur, systemforståelse, softwaredesign samt tekniske sikkerhedsforanstaltninger.
Vi skal samtidig sikre, at både nationale og internationale bestemmelser og krav til informationssikkerheden overholdes, hvorfor interesse for og viden om informationssikkerhed, herunder risikoanalyse og –styring er en fordel. Vi har direkte adgang til viden om aktuelle cybertrusler og anvender denne viden til at afdække, vurdere og modvirke disse trusler i vores arbejde med at akkreditere og rådgive om gode og sikre it-løsninger, ligesom vi også rådgiver om håndtering af sikkerhedshændelser. Vi yder desuden støtte til Forsvarets it– og materielanskaffelsesprojekter, og derfor er indsigt i projektledelse og -processer en fordel.
Dine arbejdsområder vil omfatte akkrediterings– og tilsynsopgaver samt rådgivning om cyber– og informationssikkerhed. Du kommer til at deltage i forskellige nationale og internationale faglige fora og netværk i bl.a. NATO-regi. Der stilles høje krav til kvalitet, dokumentation og formidling af vores arbejde. Det skal derfor være naturligt for dig at indgå i faglig sparring med dine kollegaer og din sektionschef om opgaverne, ligesom du skal trives med at rådgive på flere niveauer, både i den løbende dialog med vores kunder, i briefinger og i form af skriftlige produkter, hvor du kan sætte dig ind i kundernes behov for støtte og rådgivning.
Du og din baggrund er vigtig
Du har en it-ingeniøruddannelse eller lign. på bachelor–/kandidat–/master niveau og har erfaring fra f.eks. en it-udviklingsafdeling eller som it-sikkerhedsrådgiver, konsulent eller lign. Du har evt. en eller flere certificeringer såsom CISM, CISSP, CEH, Security+ eller ISO27001.
Såfremt du forventer snart at afslutte din uddannelse fra universitetet, hører vi også meget gerne fra dig.
Du kan også være officer (M321, M322, M331) med tilsvarende it-baggrund.
Du besidder en god viden om it- og kommunikationsteknologi samt praktiske færdigheder, der gør dig i stand til at sætte dig ind i løsningerne og bidrage til deres forbedringer. Du har en stor interesse for og kendskab til cyber– og informationssikkerhed. Du har endvidere gode formulerings- og kommunikationsevner både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk, der gør dig i stand til at forstå og formidle teknisk dokumentation og viden samt deltage i nationale og internationale arbejds- og erfaringsudvekslingsgrupper.
Du trives med at takle komplekse problemer, og derudover kan du nikke genkendende til et eller flere af nedenstående udsagn:
Du har:
• arbejdet med akkreditering eller certificering.
• kendskab til og gennemført audits af informationssikkerhed.
• arbejdet med risikoanalyser og –styring og/eller projektledelse.
• forståelse for roller og ansvar i en it-sikkerhedsorganisation.
• arbejdet med håndtering af sikkerhedshændelser.
• kendskab til kryptologi og/eller MDM/mobil styresystemer.
• en god væremåde, ligesom du er god til at skabe samarbejde og kan få forskellige fagligheder til at spille sammen.
Din nye arbejdsplads
Som udgangspunkt vil dit faste tjenestested være fra Københavns området eller flyvestationen Karup.
Forsvarets Efterretningstjeneste er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og militære it-sikkerhedsmyndighed. Sammen arbejder vi for Danmarks sikkerhed, interesser og borgernes tryghed.
Forsvarets Efterretningstjeneste udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler, og vi arbejder for et sikkert digitalt Forsvar. Vi er med til at opdage og håndtere, når Forsvarets interesser udsættes for cyberangreb, og vi samler, opbygger og deler den viden, som kan forebygge det næste angreb.
Forsvarets Efterretningstjeneste arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet, som har betydning for Danmark og danske interesser.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer.
Er du officer vil du blive ansat efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingerne er indplaceret i løngruppe 4 og 5, som omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause.
Til stillingerne hører en pensionsordning, som Forsvarets Efterretningstjeneste betaler.
Som ansat i Forsvarsministeriets ministerområde er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.
Som i resten af Forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet. Såfremt du er udpeget til udsendelse i international operation, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via linket på denne side senest den 25. februar 2025.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 10 til uge 12 og stiler mod en ansættelse fra maj 2025, eller hurtigst muligt derefter.
Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på [email protected] hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan finde mere information om Forsvarets Efterretningstjeneste på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet kan få et mere detaljeret indblik i Forsvarets Efterretningstjenestes opgaver, Forsvarets Efterretningstjeneste som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir