Er du nysgerrig og drevet af den politiske dagsorden? Vil du arbejde helt tæt på ministeren og være med til at skabe fundamentet under fremtidens vækst og velstand? Så er du måske vores nye kollega i departementet. Vi søger én eller flere fuldmægtige.
Om jobbet Vi søger nye kollegaer, som vil være med til at skabe stærke og sunde rammevilkår for dansk erhvervsliv og forbrugere. Du skal være motiveret af at gøre en forskel i et centralt placeret ministerium. Vores arbejde centrerer sig omkring den nationale regulering af danske virksomheder. Vi er med fra starten i udarbejdelsen af politiske udspil og efterfølgende forhandlinger. Vi samarbejder med styrelserne på erhvervsministeriets område, når politiske aftaler skal omsættes til regulering, og vi betjener ministeren og Folketinget i lovprocessen. Som ansvarlig for vurdering af erhvervsøkonomiske konsekvenser af al ny regulering er vi samtidig involveret i andre ministeriers lovgivning, når denne medfører byrder for danske virksomheder, eller når regeringen generelt ønsker administrative lettelser for danske virksomheder. Derudover har vi løbende ministerbetjening ifm. ministerens møder, spørgsmål fra Folketinget, regeringssager mv.
Vi er ansvarlig for store dele af erhvervs- og selskabsreglerne, og du vil kunne komme til at løse opgaver inden for flere fagområder, bl.a.:
- Søfart
- Økonomisk sikkerhed
- Administrative lettelser for erhvervslivet
- Forbrugerbeskyttelse og markedsføringsreglerne
- Klagenævn for virksomheder og borgere
Vi løser vores opgaver i tæt samarbejde med andre ministerier og interessenter, og derfor lægger vi stor vægt på gode processer og gode relationer. Du kan desuden komme til at løse opgaver i forbindelse med det danske EU-formandskab i andet halvår af 2025.
Om dig Vi forestiller os, at du har en kandidatgrad fra en samfundsvidenskabelig uddannelse. Du må gerne være nyuddannet, eller måske du har et par års erfaring fra en politisk ledet organisation, et andet ministerium eller tilsvarende. Det er centralt, at du kan tage ansvar og drive dine sager, både internt og eksternt. Du er:
- fagligt interesseret i erhvervspolitik og erhvervslivets rammevilkår i Danmark, herunder i form af erhvervsregulering
- grundig og tager ejerskab over opgaver og processer
- resultatorienteret og leveringsdygtig, også når problemstillingen kræver en ekstra indsats.
- samarbejdsbevidst og har gode formidlingsevner.
Vi lægger endvidere vægt på, at du er nysgerrig på at lære nyt og søger dialog med bl.a. dansk erhvervsliv, organisationer m.fl.
Om os De to nationale teams er en del af området for Erhvervsregulering og Internationale forhold, der dækker både national og international erhvervsregulering. I området er vi ca. 40 medarbejdere organiseret i fire teams, og du vil blive en del af et af de to nationale teams.
Vi har et tæt samarbejde med ministeriets syv styrelser og de andre ministerier, og det er en nøgleopgave som medarbejder at kunne navigere mellem forskellige fagligheder og politiske ønsker. Vores hverdag er præget af en uformel tone, hvor vi altid kan sparre med hinanden om stort og småt – både af faglig og social karakter.
Om ansættelsen Du vil blive ansat efter overenskomsten for akademikere i staten.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet. Er du interesseret? Send din ansøgning via linket
senest onsdag d. 8.januar 2025. Husk også at uploade dit CV, dine eksamenspapirer med stempel og underskrift samt andet relevant materiale.
1. samtaler forventes at blive afholdt fra uge 2 og 2. samtaler fra uge 3. Vi håber, du kan starte den 1. marts 2025. Der vil blive brugt logik- og personlighedsanalyse i forbindelse med samtalen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til kontorchef Sophie Ødgaard Blæsbjerg på tlf.
91 33 72 43 eller kontorchef Nikolaj Slot Simonsen på tlf.
91 33 72 08.
Vi glæder os til at høre fra dig.