Vil du bidrage til Danmarks sikkerhed og være med til at sikre forsyningen i vand- og affaldssektoren? Miljø- og Ligestillingsministeriet søger en strategisk og handlekraftig generalist til en nyoprettet stilling med ansvar for at koordinere vores beredskab. Du vil blive en nøglefigur i arbejdet med at implementere NIS2- og CER-direktiverne, og dine beslutninger får direkte indflydelse på samfundets sikkerhed og stabilitet. Her har du chancen for at bruge dine kompetencer til at løfte et område med stort politisk fokus og være med til at forme fremtidens sektorberedskab.
Om jobbet Ansvaret for beredskab og forsyningssikkerhed i vand- og affaldssektoren er et område med stigende fokus i Miljø- og Ligestillingsministeriet, som indtil nu har været forankret flere steder både i departementet og Miljøstyrelsen. Der er dog et behov for en mere central koordinering af arbejdet i koncernen, og det er her, du kan komme til at spille en nøglerolle.
Som generalist hos Miljø- og Ligestillingsministeriet får du ansvar for at drive og koordinere vigtige processer, der sikrer beredskab og forsyningssikkerhed. Stillingen forankres i kontoret Økonomi, digitalisering og service, men du vil komme til at arbejde tæt sammen med både Miljøstyrelsen, fagkontorer i departementet og andre ministerier for at sikre, at vores beredskab er velfungerende og lever op til NIS2- og CER-direktiverne.
Du kommer i høj grad til at sætte kursen for dit eget arbejde, hvor du bl.a. får mulighed for at:
- Drive det interne samarbejde omkring beredskab i vand- og affaldssektoren.
- Rådgive og sparre med kollegaer på sikkerhedsområdet for at sikre optimal forståelse og implementering på tværs af ministeriet.
- Sikre overholdelse og rapportering i forhold til NIS2- og CER-direktiverne for de relevante sektorer.
- Samarbejde på tværs af staten i et komplekst og dynamisk miljø, hvor du vil repræsentere ministeriet og dele viden på tværs af sektorer.
- Tilsyn med informationssikkerhed i ministeriet og underliggende myndigheder, så vi altid lever op til de højeste standarder.
Om dig Vi forventer, at du har en lang videregående uddannelse og gerne solid erfaring fra lignende stillinger, hvor ansvar og selvstændig opgaveløsning har været en del af din hverdag. For at få succes i rollen ser vi desuden gerne, at du har:
- Stærk politisk forståelse og evne til at udvise dømmekraft i komplekse situationer.
- Erfaring inden for sikkerhed, beredskab eller digitalisering.
- Evnen til hurtigt at skabe overblik over nye områder og problemstillinger.
- Evnen til at formulere skarpe oplæg til direktionen.
- En engageret og samarbejdsorienteret arbejdsform, hvor du formår at skabe relationer og opbygge tillid blandt kollegaer og samarbejdspartnere.
- Kendskab til vand- eller affaldssektoren er en fordel, men ikke et krav.
Om kontoret Du bliver en del af kontoret Økonomi, digitalisering og service, hvor vi arbejder med udvikling og drift på tværs af Miljø- og Ligestillingsministeriets ansvarsområder. Her får du kollegaer, der brænder for at finde løsninger på komplekse problemstillinger inden for bl.a. it-drift og informationssikkerhed, forskningsområdet, budget, intern kommunikation, finanslov, økonomisk analyse og servicefunktionen for hele departementet. Kontoret er kendetegnet ved et stærkt socialt sammenhold og samarbejdsmiljø, hvor vi støtter hinanden og tænker på tværs af fagområder. Vi har fokus på din faglige udvikling og lægger vægt på, at du kan bruge og udvide dine kompetencer hos os.
Løn- og ansættelsesvilkår Du ansættes som fuldmægtig eller konsulent afhængigt af kompetencer og erfaring. Ansættelsen er på fuld tid efter overenskomst for akademikere i staten.
Der vil afhængig af kvalifikationer være mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg.
Ansættelsesområdet er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Miljø- og Ligestillingsministeriets departement, der har adresse på Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte teamleder Jesper Nør Kjeldsen på tlf. 20 33 59 35. Du kan læse mere om Miljø- og Ligestillingsministeriet på vores hjemmeside
www.mim.dk.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning og CV senest den
19. november 2024. Vi læser ansøgninger løbende og forventer at afholde samtaler i uge 48. I forbindelse med samtalen vil du forinden skulle besvare en case.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!