Generalkonsuler til ledelse af Danmarks Repræsentationer Vil du være med til at sikre, at Danmark er en førende nation inden for eksport og innovation? Har du ledelseserfaring, en solid kommerciel profil og evne til at skabe konkrete resultater for danske virksomheder? Så er stillingerne som generalkonsul måske noget for dig. Vi søger motiverede kandidater, der i stillingen som generalkonsul kan styrke Danmarks kommercielle interesser og myndighedssamarbejder i Bangalore, Hamborg, Houston og Istanbul. Opgaver og ansvar For alle fire stillinger vil du have ansvaret for ledelsen af generalkonsulatet, forretningsudvikling og faglig sparring. Du indgår i en samlet varetagelse af danske interesser i landet, som sker under ambassadørens overordnede ansvar. Du har det administrative og økonomiske ansvar for generalkonsulatets arbejde og for at nå de årlige aktivitetsmål for handels-/innovationsindsatserne. Det forventes, at du har en strategisk tilgang til arbejdet med at fremme danske virksomheders interesser i verden, lige såvel som du skal kunne rådgive både små og store virksomheder på tværs af sektorer. Du skal samtidig have blik for de skiftende internationale politiske rammevilkår og være i stand til at bringe bredden i Udenrigsministeriets politiske indsigter i spil til gavn for de danske virksomheder.
Du vil have ansvar for at få udnyttet det fulde potentiale på generalkonsulatet og sikre et godt samspil og samarbejde. Der er knyttet konkrete resultatkrav og aktivitetsmål til stillingerne. Det vil være en vigtig opgave for dig at formidle generalkonsulatets arbejde i det respektive land og i Danmark.
Hvem er du? Vi søger en dygtig leder med en solid kommerciel profil og fokus på at skabe resultater både sammen med sit team, på tværs af repræsentationen, i samarbejde med ambassaden og på tværs af regionen. Samtidig har du en relevant akademisk uddannelse kombineret med flere års international erfaring, herunder fra det private erhvervsliv.
Vi lægger vægt på, at du:
• Har ledelseserfaring, gerne fra internationale eller tværkulturelle sammenhænge, og er god til at motivere, sætte retning for og sparre med et ambitiøst team af medarbejdere.
• Har omfattende erfaring med rådgivning om internationalisering til virksomheder, gerne både startups/SMV’er og store virksomheder.
• Har relevant erfaring og netværk inden for energi-, life science- og/eller teknologisektoren.
• Har interesse i og erfaring med at arbejde i spændingsfeltet mellem innovation, forretning, politik og investering.
• Har indgående kendskab til salg og evner at skabe tætte og systematiske kunderelationer.
• Har flere års international erfaring og forstår og kan afkode kultur- og forretningsforskelle.
• Er resultatorienteret og trives med helt konkrete og målbare performancemål.
• Er god til at samarbejde internt og eksternt.
• Er god til at udvikle og vedligeholde netværk.
• Er diplomatisk anlagt og besidder en god politisk forståelse.
• Har gode engelskkundskaber og for stillingen i Hamborg også gode tyskkundskaber.
Landespecifikke forhold Generalkonsulatet i Bangalore Bangalore er hjemsted for et af Indiens stærkeste innovations- og iværksættermiljøer og tilbyder gode muligheder for at hente relevant viden, teknologi og innovation til Danmark.
Som chef for generalkonsulatet i Bangalore og innovationscentret er dit overordnede mål, at skabe konkrete kommercielle muligheder og resultater for danske virksomheder samt at styrke danske videnstunge virksomheder og forsknings-/ uddannelsesinstitutioners adgang til viden, talent, teknologi, partnere og finansiering.
Sammen med en forskningsattaché udgør du ICDK Bangalores ledelsesteam. Ud over dig, består teamet i Bangalore af en forskningsattaché, fem eksportmedarbejdere, fem innovations-medarbejdere, to investeringsfremmemedarbejdere, tre administrative medarbejdere, én PA og 2 praktikanter.
Læs mere her Generalkonsulatet i Hamborg Tyskland er Danmarks største samhandelspartner og udgør et væsentligt marked for mange danske SMV’er og er ofte første eksportmarked for nyere virksomheder.
Som leder af generalkonsulatet i Hamborg har du det daglige ansvar for kontorets overordnede virke og administration med direkte chefansvar for ca. 15 medarbejdere og et par praktikanter i Hamburg, samt yderligere fem handelsrådgivere og sektorspecialister på tværs af regionen. Hertil kommer det faglige og administrative ansvar for to administrative og konsulære medarbejdere i Hamborg.
Som leder af generalkonsulatet i Hamborg skal du være ansvarlig for en professionel rådgivning til dansk erhvervsliv. Generalkonsulatet indgår i et tæt samarbejde med de øvrige repræsentationer i Nordvesteuropa-regionen (Tyskland/Østrig/Schweiz/Nederlandene/Belgien og Luxembourg). Samarbejdet er bygget op omkring en sektorteamstruktur (matrix) med fælles mål. Regionen ledes af ambassadøren i Berlin og koordineres i det daglige af handelschefen i Berlin. Det forventes, at generalkonsulen sikrer indfrielse af regionens resultatmål inden for miljø og energi, der bl.a. dækker fjernvarme, energioptimering i fødevareindustrien, vind, vand, biogas, PTX, samt CCS i tæt samarbejde med resten af regionen. Generalkonsulatet forventes at indgå positivt og proaktivt i det regionale samarbejde i Nordvesteuropa, herunder gennem en rummelig og fleksibel tilgang at sikre, at der foregår den fornødne vidensdeling, koordinering og resultatskabelse.
Læs mere her Generalkonsulatet i Houston Houston er kendt for at være verdens energihovedstad, og kernen af den amerikanske energisektor.
Generalkonsulatet i Houston har fokus på handelsfremme, borgerservice og i mindre grad kulturelle aktiviteter.
På borgerservice ydes der bistand til danske statsborgere i Texas samt Alabama, Arizona, Arkansas Mississippi, New Mexico, Louisiana og Oklahoma.
Generalkonsulatet i Houston indgår i et tæt og veletableret regionalt samarbejde med de øvrige kontorer i Nordamerika. Samarbejdet sker særligt inden for en række prioriterede sektorer (bl.a. energi, sundhed, vand, forsvar og fødevare).
På Generalkonsulatet i Houston er der udover to administrative medarbejder og to praktikanter også placeret handelsmedarbejdere med fokus på sundhed, vand og energi. I alt har kontoret 15 medarbejdere.
Læs mere her Generalkonsulatet i Istanbul Istanbul er det kommercielle knudepunkt i Tyrkiet og udgør et vækstområde i regionen. Den eksisterende toldunion mellem EU og Tyrkiet har bidraget til en stærkt voksende bilateral handel mellem Danmark og Tyrkiet.
Generalkonsulatet i Istanbul indgår i en samlet varetagelse af danske interesser i Tyrkiet, som sker under ambassadørens overordnede ansvar. Generalkonsulatet i Istanbul har derfor et meget tæt og udbytterigt samarbejde med ambassaden i Ankara, hvor der ofte samarbejdes om danske fremstød og kommercielle aktiviteter på tværs af Tyrkiet. Generalkonsulatet indgår ligeledes i et tæt og veletableret regionalt samarbejde med repræsentationerne i MENA-regionen. Samarbejdet sker særligt inden for de prioriterede sektorer sundhed, fødevarer, vand, energi og energieffektivitet.
Som leder bliver du ansvarlig for et tæt samarbejde med de lokale tyrkiske myndigheder om at skabe rammevilkår for danske virksomheder og konkrete eksportmuligheder
. Læs mere her Organisatorisk placering Det danske generalkonsulat i hhv. Hamborg, Houston og Istanbul samt det danske generalkonsulat og innovationscenter i Bangalore.
Løn og ansættelsesvilkår Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse frem til 31. juli 2027 med mulighed for forlængelse.
Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation. Stillingerne er klassificeret som chefkonsulent med personaleledelse.
Det er en forudsætning for udsendelse, at du er skattepligtig i Danmark. Under udsendelsen beskattes lønnen ligeledes i Danmark.
Under udsendelsen får du et skattefrit udetillæg fastsat i henhold til leveomkostningerne på posten. Udetillægget beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. familie-sammensætning. Der stilles tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. forflyttelsesrejse, flytning, sundhedsforsikring, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler.
Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.
Tiltrædelse Pr. 1. august 2025 eller snarest derefter
Ansøgningsfrist og kontakt Ansøgningsfristen er
søndag den 20. oktober 2024. Vi forventer at afholde samtaler i uge 44. Du søger under ”Job” på
www.um.dk. Du skal indsende en målrettet og motiveret ansøgning på maksimum 1 side og et CV indeholdende oplysninger om uddannelse, tidligere arbejde og øvrige kvalifikationer, niveau for sprogkundskaber, referencer m.v. Vedhæft venligst dit eksamensbevis. Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning.
Skulle du have spørgsmål til stillingen, som ikke er besvaret i opslaget eller kan findes på
www.um.dk, er du meget velkommen til at kontakte Bo Eske Rosenberg (Bangalore),
[email protected], Jakob Andersen (Hamborg),
[email protected], Morten Siem Lynge (Houston),
[email protected] og Thierry Hoppe (Istanbul),
[email protected] og hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår kan du kontakte HR-konsulent Mette Brink,
[email protected], +4533920288.
Du kan læse om the Trade Council på www.tradecouncil.dk. Her fremgår ligeledes ambassadernes websites.
Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge en stilling i UM.
Se her hvordan vi behandler dine personoplysninger, når du ansøger en stilling hos Udenrigsministeriet.