Ønsker du at komme tæt på de politiske processer bag den grønne omstilling? Er du god til processer og samarbejde? Og er du opsøgende, grundig, og evner at skabe overblik med mange bolde i luften? Så er stillingen hos Kontor for Tværgående Politik i Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet lige noget for dig.
Om jobbet I Kontor for Tværgående Politik søger vi en ny medarbejder, der har lyst til at understøtte ministerens politiske arbejde sammen med gode kollegaer i Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet. Konkret består arbejdet i at:
- udarbejde og løbende opdatere den langsigtede politiske retning og plan for ministeriet og på den baggrund faciliterer relevante og rettidige politiske drøftelser med ministeren og direktionen på faste strategiske møder.
- Understøtte politikudviklingen på tværs af ministeriet med særligt fokus på afdækning af politiske hensyn, interessentinddragelse og risici.
- Skabe formater og skabeloner for møder og sager, som kan hjælpe til konstruktive politiske processer i resten af ministeriet
- Facilitere og bidrage til tværgående drøftelser af fx faglige problemstillinger eller prioritering af områder på tværs af ministeriet.
Arbejdet vil give dig en bred forståelse for tilrettelæggelsen af regeringssager og forhandlinger samt styrke dine evner til at finde kompromisser på tværs af fagligheder, aktører og politiske hensyn. Du vil få en bred indsigt i den samlede politikudvikling på klima-, energi og forsyningsområdet gennem samarbejde med mange forskellige kontorer inden for ministeriet og i andre ministerier.
Kontoret består af otte medarbejdere og en student, der i samarbejde løfter en række tværgående opgaver, som understøtter ministeriets planlægning, prioritering og politiske arbejde. Vi lægger vægt på godt kollegaskab med plads til sjov i hverdagen, og hvor vi hjælper hinanden, når der til tider bliver travlt i kontoret.
Om dig Du vil i jobbet skulle bidrage til at koordinere og planlægge med mange aktører, og det er derfor vigtigt, at du har stærke proces- og samarbejdsevner. Du skal kunne give andre lyst til at hjælpe dig med at komme i mål, og du skal være god til at kommunikere med dem, du samarbejder med. Du skal kunne holde overblik over mange sager og sikre fremdrift i processer med interessenter og bidragsydere på tværs af fagligheder. Vi forventer således, at du:
- har erfaring med at drive tværgående forløb,
- er imødekommende med gode samarbejdsevner både internt og eksternt,
- arbejder struktureret og effektivt og kan tage selvstændigt ansvar for at drive dine opgaver frem,
- har god politisk forståelse og sans for politisk kommunikation,
- kan se sammenhænge på tværs af komplekse problemstillinger og forløb.
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til den relevante overenskomst for akademikere i staten indgået mellem Skatteministeriet og en række AC-organisationer. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Har du lyst til at vide mere, kan du kontakte:
- Souschef Christian Bay-Andersen på tlf. 21 56 19 55
- Kontorchef Tania Engbo Dyck-Madsen på tlf. 50 87 48 84.
Ansøgning Send din ansøgning, CV og kopi af eksamensbevis, så vi har det senest d. 14. januar 2025. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt og vi. Vi indkalder løbende til samtaler.
Ministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen, dog er det et krav for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes.
Om departementet I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for et klimaneutralt samfund i vækst og balance. Vi udvikler grundlaget for grøn omstilling i Danmark og globalt, vi udvikler rammerne for fremtidens grønne forsyning, og vi skaber grunddata og viden, der kan understøtte politisk handling og skabe reel forandring for klima og samfund. Det gør vi i dialog med vores omverden og med fokus på faglighed, samarbejde og trivsel i arbejdet. Læs mere om ministeriet på kefm.dk.