Banedanmark, Carsten Niebuhrs Gade 43
Hvor svært kan det være at være jurist i Banedanmark?
Fuldtid
Permanent
Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V, Danmark
ID: 2853282
|
Indrykket for 2 dage siden
Det kan faktisk være ret kompliceret, men hvis du har en god forvaltningsretlig ballast, din juridiske metode er i orden, og du vil være med til at løse en stor og samfundsvigtig rolle, så er det måske dig, der er vores kommende kollega i Banedanmarks interne ”advokatkontor”.
Vi har én ledig stilling som fuldmægtig eller konsulent til besættelse snarest. Du kan være nyuddannet eller have en god solid erfaring. I Banedanmark får du en karriere med mening, udvikling og et arbejdsliv i balance. Det synes vi er vigtigt. Vil du være med?
Du vil begynde din vej ind i Banedanmark i teamet for Forvaltningsret & Generel Jura, som er et team med 15 kolleger med en bred juridisk opgaveportefølje og en stor berøringsflade ud i Banedanmark.
Vi har et tværgående blik og samarbejde med resten af Banedanmark, Transportministeriet og andre interessenter. Samarbejdet er kendetegnet ved rettidig involvering og respekt for hinandens mange fagligheder.
Juridisk rådgivning med fokus på faglighed, sparring og engagement
Dine opgaver svarer til et offentligretligt ”advokatkontor” med udgangspunkt i Banedanmarks myndighedsrolle. Du sætter proaktivt din juridiske metode i spil, er med til at sætte retning og bidrager til at løfte Banedanmarks opgaver. Du hviler i din juridiske faglighed og kan se muligheder, når du undersøger den bedste løsning for Banedanmark.
Jernbaneret er en juridisk disciplin, der trækker på en større del af de juridiske grundfag. Der vil derfor ofte kunne være problemstillinger eller retsområder, på både nationalt og EU-niveau, som du måske aldrig har beskæftiget dig med før, men du behøver ikke at kunne det hele. Det vigtigste er, at du har dine juridiske færdigheder i orden, er indstillet på at udforske nye juridiske problemstillinger, og at vi er et gensidigt match. Har du en underviser gemt i maven, så har du også mulighed for at undervise kollegerne i resten af Banedanmark i blandt andet forvaltningsret.
Alle jurister i teamet beskæftiger sig med en bred vifte af juridiske opgaver og rådgivning. Du vil derfor få kolleger, der har opnået kompetencer inden for blandt andet jernbaneret, forvaltningsret, herunder aktindsigt, ekspropriation, servitutter, hævd, GDPR, EU-ret, miljøret, aftale- og kontraktret og lovarbejde. Du kan komme til at lave forvaltningsretlig sagsbehandling, skrive juridiske notater, udfærdige udkast til regler på Banedanmarks område og meget andet.
Hos os er sparringskulturen fremherskende. Vi deler viden og vender de juridiske knaster, så vores rådgivning bliver bedst mulig. Vi arbejder tæt sammen om opgaverne, både i teamet og på tværs af Banedanmark. Det er helt afgørende for os, at der er en god sparring og læring i alt, hvad vi laver. Vi er et team med holdånd og begejstres over hinandens juridiske åbenbaringer.
Du bliver en del af et større hold i området Jura, Udbud og Bæredygtighed, hvor der er omkring 110 medarbejdere, og hvor vi allerede er en del jurister af forskellig slags, der blandt andet beskæftiger sig med erstatning, ejendom, kontrakter og udbud.
Din profil
Vi forestiller os, at du er uddannet cand.jur. eller lignende. Du kan være nyuddannet eller have en god solid erfaring. Du har interesse for forvaltningsretten og er nysgerrig efter at sætte dig ind i nye juridiske områder og bruge din juridiske metode i praksis.
Vi sætter pris på, at du er god til at kommunikere på alle niveauer, og at du arbejder velstruktureret med fokus på faglighed, fremdrift og deadlines. Du er god til at samarbejde, men kan også arbejde selvstændigt.
Din kommende arbejdsplads er fyldt med gode kollegaer og spændende opgaver
Vi er en styrelse under Transportministeriet, og du kommer til at arbejde i vores hovedkontor tæt på Fisketorvet og Dybbølsbro station. I Banedanmark får du 2.900 dygtige og engagerede kolleger placeret i hele Danmark med meget forskellige fagligheder, baggrunde og nationaliteter. Hertil kommer 3.500 km. jernbane og 180 millioner rejsende hvert år.
Vi arbejder systematisk og målrettet med diversitet, inklusion og ledelse, så Banedanmark har plads til alle, der kan og vil en attraktiv jernbane. Vi lægger også vægt på at have en god, fleksibel arbejdsplads i balance, hvor der også er plads til fritid og familie. Banedanmark kan tilbyde fitness rum, Falck Health Care sundhedsordning og mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC. Lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.
Du forventes at kunne begynde efter den 1. maj 2025 eller efter nærmere aftale.
Ansøgning og kontakt
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Nicolai Holm Larsen. Send gerne din ansøgning med CV, samt kopi af eksamensbevis med karakterudskrift (bachelor og kandidat) hurtigst muligt.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionen.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der kunne blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.