Vil du være med til at skabe værdi igennem optimering og automatisering af administrative opgaver?
Om os
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ansvaret for alle etablissementer og arealer under Forsvarsministeriets område og skaber dermed de etablissementsmæssige forudsætninger for Forsvarets enheder og myndigheder.
Digitaliseringssektionen er én af fem sektioner i Proces- og Forretningsudviklingsafdelingen. Afdelingen er en del af Ejendomsstaben, som skal opstille rammerne for opgaveløsningen til resten af organisationen, yde støtte og rådgivning i forhold til dette.
Med ansvar for at udvikle den digitale omstilling inden for rammerne af vores digitaliseringsstrategi har vores sektion ansvaret for administrationen af styrelsens it systemer. Dermed skal vi sikre, at vores processer og forretningsgange er systemunderstøttede og lever op til de behov, som forretningen har. Sektionen har ligeledes ansvaret for styrelsens Business Intelligence, it serviceudvalg, it-governance samt kursustilrettelæggelse og -koordinering.
Om stillingen
Du har ansvaret for og udfører automatiseringer. Her er du medansvarlig for at øge udbyttet af vores it-systemer og øge sammenhængskraften mellem it-systemerne.
Du bidrager til kortlægningen af styrelsens data- og systemlandskab, da vi med overblik og visualiseringer af styrelsens portefølje af it-systemer ønsker at sikre, en afdækning af de behov der er i styrelsen bedst mulig.
Dine opgaver er, at:
• Sparre og rådgive om automatisering af manuelle processer.
• Identificere optimeringsområder i samarbejde med slutbrugere.
• Analysere behov og beskrive processer og data flow for nye RPA-robotter samt omsætte
beskrivelserne til brug for softwareudviklere.
• Kvalitetssikre procesbeskrivelser og teste RPA-robotter inden ibrugtagning.
• Sikre det samlede overblik og drift af RPA-robotter i samarbejde med specialister.
• Udvikle og støtte forretningen i brugen af Nintex Forms og Nintex Workflow evt. efter
en oplæring.
• Systemproceskortlægge.
• Sagsbehandle systembehov fra slutbruger.
• Udarbejde undervisningsmateriale og retningslinjer inden for dit område.
Du er en del af en organisation med både militære og civile ansatte, hvor du har et godt og solidt netværk med dygtige kollegaer med mange forskellige faglige perspektiver. I dagligdagen har vi frie rammer og stor mulighed for at påvirke beslutninger og løsninger.
Dit faste arbejdssted i Hjørring med mulighed for aftale om hjemmearbejde i et vist omfang.
Om dig
Du skaber netværk både internt og til eksterne samarbejdspartnere. Du kommunikerer i et ikke teknisk sprog og omsætter krav og systemforklaringer til nemt forståelige vejledninger, processer og billeder. Du er forretningens forlængede arm til it-udviklingen.
Gennem dialog omsætter du forretningens behov til velbeskrevne procesbeskrivelser til brug for vores it-udvikler. Efter en oplæringsperiode udarbejder du Nintex Forms og Nintex Workflow i samarbejde med dine kollegaer.
Du har en innovativ og nysgerrig tankegang, og du handler på de observationer, du gør dig. Du værdsætter og bidrager til det gode samarbejde og læring på tværs af fagligheder.
Har du arbejdet med procesbeskrivelse, robotter, workflows i sharepoint eller scripts, da ses dette som en fordel.
Ansættelsesvilkår
Afhængig af din baggrund bliver du ansat og aflønnet i henhold til den enhver tid gældende Akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten (AC) eller over-enskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).
Der vil der være mulighed for at forhandle et kvalifikationstillæg. Til ansættelsen er der til-knyttet en attraktiv fuld arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Dit daglige tjenestested er i Hjørring.
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte chef for Digitaliseringssektionen, Susanne Jerup Ejstrup på telefon 72 81 34 19.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Karin Dupont på 32 66 51 88.
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis senest den 1. januar 2025.
Vi holder samtaler løbende og ansættelse er snarest muligt.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS EJENDOMSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) støtter og servicerer militære og civile myndig-heder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.
Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.
Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.