Har du lyst til at arbejde med forvaltning af landbrugsstøtte og den igangværende grønne omstilling, og vil du prøve kræfter med administration af tilskudsmidler? Så er du måske vores nye kollega i Landbrugsstøtte & Geodata. Om jobbet I Landbrugsstøtte & Geodata arbejder vi for at sikre gode rammebetingelser for landbrugserhvervet og for at gennemføre aftalen om et grønt Danmark.
Enhedens primære opgave er at implementere og forvalte en række tilskudsordninger, både i form af indkomststøtte til landbrugerne gennem grundbetaling og koblet støtte, men også i form af f.eks. bio-ordninger, hvor landbrugerne skal gøre mere for natur og miljø for at få del i tilskuddet. Vores enhed står for udarbejdelse af reglerne i overensstemmelse med EU’s fælles landbrugspolitik, såvel som fortolkningen heraf. Opgaverne spænder bredt fra minister- og departementsbetjening, EU-arbejde, design af tilskudsordninger, vejledning og kommunikation til landbrugere og borgere inden for enhedens ansvarsområde.
I Team Direkte Støtte har vi brug for en ny kollega, der i første omgang skal være med til behandling af klagesager fra landbrugere, som skal indstilles til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Behandling af klagesager er en af enhedens kerneopgaver, og vi har brug for flere hænder til at løse den. Enheden modtager omkring 200 klagesager om året. Du vil indgå i arbejdsfællesskab med de omkring 20 personer på tværs af enheden, som på nuværende tidspunkt arbejder med klagesager. Arbejdet består primært af behandling af klager over afgørelser om støtteudbetaling og afgørelser om støttetræk, hvor du får ansvaret for at udarbejde indstillinger til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Alt efter dine interesser og erfaringsgrundlag vil det være muligt at supplere med opgaver af mere generel karakter, såsom regelafklaringer og besvarelse af borgerhenvendelser.
Dine opgaver Du vil få opgaver relateret til administrationen af enhedens tilskudsordninger. Det vil bl.a. indebære:
- konkret sagsbehandling af klager fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.
- afgrænsede regelafklaringer på baggrund af henvendelser fra erhverv, interessenter eller kollegaer
Om dig Du skal have en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse f.eks. jurist, cand.merc.(jur) eller lign., og du må gerne være nyuddannet.
For at lykkes i stillingen er det vigtigt, at du
- har et godt kendskab til grundlæggende forvaltningsret og EU-ret
- formulerer dig klart og tydeligt på skrift
- har øje for det gode samarbejde
- har forståelse for sammenhængen mellem regler, sagsbehandling og it-udvikling
- har lyst og mod på at dykke ned i den landbrugsfaglighed, som styrelsen arbejder med
- tager initiativ, kan arbejde selvstændigt og proaktivt følger op på aktiviteter eller opgaver
- er grundig og ansvarsfuld
Din nye arbejdsplads Du bliver ansat i enheden Landbrugsstøtte & Geodata i Team Direkte Støtte. I teamet er vi 11 medarbejdere fordelt på jurister og samfunds- og naturfaglige kandidater. Vi har et engageret arbejdsmiljø med høj faglighed samtidig med, at vi prioriterer, at det skal være sjovt at gå på arbejde.
Under Ministeriet for Grøn Trepart arbejder Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på at gennemføre en historisk stor omstilling af det danske landskab. Som enhed har Landbrugsstøtte & Geodata en væsentlig rolle i forhold til at udvikle tilskudsordninger, der understøtter dansk landbrugs grønne omstilling.
Du vil få et tæt dagligt samarbejde med kolleger på tværs af enheden, hvor vi er ca. 80 medarbejdere fordelt på 6 teams.
Ansættelsesvilkår Der er tale om en fast stilling til besættelse snarest muligt. Du vil blive ansat som fuldmægtig i henhold til den gældende overenskomst for akademikere i staten.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Nyropsgade 30, 1780 København V.
Nærmere oplysninger Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Louise Lundstrøm Nielsen, tlf. 23 84 90 15 eller kontorchef Nina Aksig Nørland, tlf. 20 27 95 23.
Ansøgningsfrist Du søger stillingen ved at sende en motiveret ansøgning med CV, eksamensbevis med karakterudskrifter og eventuelle referencer online i vores rekrutteringssystem
senest søndag den 6. april 2025. Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler tirsdag den 22. april 2025.