Vil du gerne dykke ned i sager inden for selskabs- og aktionærbeskatning og løse komplekse juridiske problemstillinger? Bliv en del af Skatteankestyrelsen, hvor vi arbejder for at sikre retssikkerheden, når vi behandler klager over skatteforvaltningens afgørelser. Tag plads i et specialiseret, juridisk miljø, hvor du får rig mulighed for faglig udvikling. Fordybelse i komplekse og vigtige sager På Skatteankestyrelsens 6. kontor arbejder vi primært med klager over Skattestyrelsens afgørelser og bindende svar fra Skatterådet på området for selskabs- og aktionærbeskatning. Vores sager spænder vidt og omhandler alt lige fra beskatning af selskaber og koncerner, herunder skattepligtsspørgsmål og omstrukturereringer og sambeskatningsforhold, til fonde og foreninger, beskatning af gevinst og tab på aktier, udbyttebeskatning og spørgsmål om indeholdelse af kildeskat. Vi arbejder med både national og international skatteret.
Fælles for vores sager er, at de rejser interessante og ofte principielle juridiske spørgsmål af afgørende betydning for virksomheder og borgere samt skatteforvaltningen. Vi er en uafhængig klageinstans, som arbejder for retssikkerhed og det korrekte resultat, når vi fastlægger praksis på skatteområdet. Vi beskæftiger os med bl.a. lovfortolkning, formalitetsspørgsmål, forvaltningsret og EU-ret.
Når du bliver en del af 6. kontor, bliver du en del af et stærkt juridisk hold, der tæller 20 kolleger med forskellig juridisk baggrund og anciennitet. Kontoret er inddelt i 4 teams, og du bliver tilknyttet et af de tre teams, der arbejder med selskabs- og aktionærbeskatning. Du kan finde faglig sparring på tværs af kontoret – vi tror nemlig på, at vi løfter det faglige niveau, når vi vidensdeler og sparrer med hinanden.
Vi tilrettelægger et onboardingprogram til dig og sikrer rammerne for din fortsatte faglige udvikling, fx i form af sparring med dygtige kolleger og mulighed for efteruddannelse. Du vil også få tilknyttet en erfaren kollega, som vil introducere dig til vores opgaver og hverdagen hos os. I Skatteankestyrelsen understøtter vi fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøfter du med din leder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Dine ansvarsområder og primære opgaver Du får et stort selvstændigt ansvar for dine egne sager, som du følger fra A-Z, og du vil:
- afdække juridiske aspekter og skære sagerne til
- afholde møder med klagere og rådgivere
- udarbejde forslag til afgørelse
- deltage i retsmøder i Landsskatteretten.
Med de opgaver forestiller vi os, at du - er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. Du har ideelt flere års erfaring med juridisk sagsbehandling inden for skatteområdet.
- kan lide faglig fordybelse og det skriftlige juridiske arbejde og formår at skabe overblik over omfattende og kompliceret materiale.
- arbejder selvstændigt og driftsorienteret og sikrer den rette kvalitet i sagerne til rette tid.
- aktivt bidrager til kontorets faglige sparring og vidensdeling, ligesom du kommunikerer klart både på skrift og i tale.
Din nye kollega Astrid Rabøl glæder sig til at møde dig ”Du kan se frem til at blive en del af et fagligt stærkt kontor med et godt sammenhold. Vi arbejder hver især meget selvstændigt med sagerne, som vi følger fra start og frem til afgørelse ved Landsskatteretten eller skatteankenævnene. Men undervejs i forløbet kan du finde al den sparring, du har brug for hos dine kolleger. Alle er flinke og hjælpsomme. Selv som erfaren sagsbehandler er det rart med et par ekstra øjne på sagerne, som varierer meget og bliver sværere efter dit erfaringsniveau. Det betyder også, at du hele tiden kan finde faglig udfordring og lære nyt”, fortæller Astrid Rabøl.
Vidste du… … at Skatteankestyrelsen er en af landets største juridiske arbejdspladser, der dækker hele spektret af kompleksitet i skatteretten – lige fra ejendomsvurdering til transfer pricing og beskatning af lønmodtagere.
… at Skatteankestyrelsen er en uafhængig klagemyndighed. Det betyder, at når en borger eller virksomhed har fået en afgørelse fra fx Skattestyrelsen, som de ikke er enige i, så kan de klage til os. Det kan handle om, hvilken skat eller moms de skal betale. Vores vigtigste opgave er at hjælpe borgere og virksomheder med at få den korrekte afgørelse i deres sag inden for en rimelig sagsbehandlingstid. Hver dag går vi på arbejde for at sikre retssikkerhed, og det, synes vi, giver vores arbejde mening.
Kontakt og ansættelsesvilkår Upload din ansøgning, dit CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 28. november 2024.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Anders Roed på telefonnummer 3376 0982 eller souschef Rikke Harboe Dalhoff på telefonnummer 3376 0874.
Vi læser ansøgninger og holder samtaler løbende. Vi bruger personligheds- og adfærdstest og eventuelt logisk test som dialogværktøj på 2. samtaler.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC) i Skatteministeriet.
Startdato og arbejdssted Startdato er 1. februar 2025 eller efter nærmere aftale.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er på Østerbro på adressen Strandboulevarden 89, 1. sal, 2100 København Ø.