Vil du arbejde for et trygt sundhedsvæsen? Er du en analytisk stærk jurist, som tager ansvar og kan sikre flow i dine sager? Så har vi brug for dig. Om Sundhedsjura Vores hovedopgave er at træffe afgørelser og kvalitetssikre styrelsens opgaver på tilsynsområdet. Opgaverne løses i tæt samspil med vores sundhedsfaglige kollegaer.
Vi laver også lovgivningsopgaver samt administrerer og yder juridisk vejledning om en lang række centrale regler på sundhedsområdet, herunder regler om journalføring, patienters retsstilling, kosmetisk behandling, markedsføring af sundhedsydelser og forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed. Sundhedsjura koordinerer og kvalitetssikrer desuden styrelsens opgaver med bidrag til besvarelser af folketingsspørgsmål og lovhøringer.
Enheden består af i alt 39 medarbejdere fordelt på tre sektioner. Heraf er 30 medarbejdere jurister. Vi søger tre nye juridiske kollegaer, som bliver en del af vores team af sundhedsretlige eksperter, der til sammen udgør et stærkt juridisk fagligt fællesskab.
Din hverdag hos os Dine primære arbejdsopgaver:
- Juridiske opgaver inden for det sundhedsfaglige tilsyn med behandlingssteder (organisationstilsynet) eller sundhedspersoner (individtilsynet), herunder at træffe afgørelser om tilsynssanktioner.
- Juridisk rådgivning til sundhedspersoner mv. om patienters retsstilling, journalføring m.v.
- Administration og håndhævelse af reglerne om tilladelse til at udføre kosmetisk behandling.
- Rådgive politiet i sager inden for styrelsens områder.
- Vejlede og undervise kollegaer i sundhedsjuridiske og offentligretlige spørgsmål.
- Udarbejde og revidere bekendtgørelser og vejledninger.
- Betjene minister og departement, herunder bidrage til svar på folketingsspørgsmål, inden for de sagsområder der er dine.
De nærmere opgaver fastlægges ud fra dine kompetencer, erfaringer og interesse.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer Du er uddannet cand.jur. og har styr på din forvaltningsret og interesse for sundhedsvæsenet. Det er en fordel, hvis du er vant til at træffe afgørelser eller har erfaring fra en anden tilsynsmyndighed, ligesom kendskab til sundhedsjuridiske spørgsmål eller lovgivningsopgaver er en fordel. Vi er også interesserede i nyuddannede jurister, der brænder for opgaven og er klar til at tage ansvar efter en periode med oplæring.
Det er afgørende, at du er god til at samarbejde og finde løsninger i fællesskab – både internt med dine nære kolleger og eksternt i en bred kreds af samarbejdspartnere.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Arbejder selvstændigt og effektivt uden at gå på kompromis med kvaliteten.
- Kommunikerer klart og tydelig i både skrift og tale.
- Er holdspiller, der finder størst glæde ved de resultater, vi skaber sammen.
Vi tilbyder Vi tilbyder meningsfulde opgaver, som ofte har stor offentlig bevågenhed, og hvor du gør en forskel for borgere og sundhedspersoner. Vi arbejder i et berigende tværfagligt miljø, og du vil få kollegaer, der drives af et stort engagement. Vi har en uformel omgangstone og godt kollegaskab og arbejdsglæde er vigtige omdrejningspunkter i enheden.
Du vil gennemgå et introduktionsprogram og få en basisuddannelse i styrelsens tilsynsopgaver, som bliver tilpasset din erfaring og dine kompetence. Du vil også få gode muligheder for anden efteruddannelse.
Vi er derudover en arbejdsplads, der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.
Du bliver omfattet af en gratis kaffe- og frugtordning, gode træningsfaciliteter, og så har vi en god kantine og en smuk beliggenhed. Derudover har vi en aktiv personaleforening og en kunstforening.
Om ansættelsen Ansættelsen er på fuld tid og tiltrædelse ønskes pr. 1. juni 2025.
Den fysiske adresse er Islands Brygge 67, 2300 København S.
Du bliver – afhængig af dine kvalifikationer – ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Ansøgningsfrist er den 20. marts 2025.
Kontakt os gerne Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder Henrik Kristensen på tlf. 7222 7798 eller sektionsleder Metta Frost på tlf. 6193 9600.
Er du interesseret? Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i 13-14. Du kan læse mere om os på www.stps.dk.