Har du erfaring med at arbejde i et ledelsessekretariat, og har du lyst til at udvikle dine kompetencer i et dynamisk arbejdsmiljø med en højaktuel politisk dagsorden i et team af tætte kollegaer, så er stillingen som sekretær i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet måske noget for dig? Om jobbet I Klima- Energi og Forsyningsministeriet har vi en stilling ledig i direktionssekretariatet, hvor fokus er på understøttelse af kontorcheferne i departementet. Vi søger en sekretær med godt overblik, en proaktiv tilgang til opgaverne og med sans for detaljer. Erfaring med at arbejde i et travlt og dynamisk miljø er en fordel. Du skal være klar til at tage fat med et godt humør og være indstillet på, at jobbet af og til kræver en vis fleksibilitet udenfor almindelig arbejdstid.
I Direktionssekretariatet er vi seks medarbejdere, herunder tre sekretærer, der betjener departementschefen og departementets fem afdelingschefer samt to sekretærer, der hovedsageligt understøtter kontorcheferne. Sammen med den anden kontorchef-sekretær varetager du den daglige understøttelse af kontorcheferne, herunder rejseafregninger, booking af personalesamtaler, arrangering af centerdage m.v., understøttelse af onboarding af nye medarbejdere og i et vist omfang dag til dag kalenderstyring. Med andre ord er der tale om en stilling med mange forskelligartede opgaver, der giver mulighed for både personlig og faglig udvikling. Du vil få gode kolleger, der bakker hinanden op og løfter i flok. Omgangstonen er uformel, og der lægges vægt på at hjælpe hinanden, og at det skal være rart og sjovt at gå på arbejde hver dag.
Om dig Du har en kontoruddannelse inden for offentlig administration eller en anden relevant uddannelse. Det er en fordel, hvis du har relevant erfaring fra en lignende stilling i centraladministrationen, men nyuddannede kan også komme i betragtning. Du skal have en god forståelse for, hvordan du hele tiden kan tænke to skridt frem og derved sørge for, at ledelsesbetjeningen sikrer, at en travl hverdag kan gøres enkel og overskuelig. Du er dertil fortrolig med Microsoft Office-pakken og evner at sætte dig ind i andre IT-systemer, ligesom det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til programmerne F2, Indfak og RejsUd og kender til KEFMS ressortområde.
Vi forventer i øvrigt, at du:
- Er ansvarlig, omhyggelig og proaktiv.
- Er god til at planlægge og holde styr på frister og kan bevare overblikket, når det går stærkt.
- Er imødekommende, serviceorienteret og god til at samarbejde.
- Trives med en travl og uforudsigelig hverdag.
- Har gode skriftlige og mundtlige fremstillingsevner - både på dansk og engelsk.
- Evner at arbejde under pres i en til tider travl hverdag tæt på det politiske niveau.
Dertil bemærkes det, at det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes.
Vi tilbyder: - Et team præget af holdånd og samarbejde i en uformel omgangstone.
- Et særdeles spændende og varieret arbejde i et politisk orienteret miljø og tæt på ministeriets ledelse.
- En dynamisk hverdag med mange kontaktflader både internt og eksternt.
- Gode personlige udviklingsmuligheder.
Løn- og ansættelsesvilkår Du bliver ansat som kontorfunktionær efter Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Løn afhængigt af kvalifikationer.
Yderlig oplysninger Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Lars Beer Nielsen,
[email protected] / 40 17 72 39.
Ansøgning Send din ansøgning og CV, så vi har det senest d. 20. november. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt, og vi forventer at afholde samtaler løbende.
Ministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om departementet I departementet er vi ca. 230 engagerede og dygtige medarbejdere. Vores kerneopgaver er at betjene ministeren og at levere den strategiske ramme for ministeriets arbejde og sikre koordinering og styring af det samlede ministerområde.
Vi arbejder sammen med et bredt felt af samarbejdspartnere inden for klima-, energi- og forsyningsområdet - både i og uden for ministeriet. To dage er sjældent ens, og vi møder hele tiden nye udfordringer. Vi stiller store krav til faglighed og ansvarlighed, men vores omgangsform er præget af en positiv og uformel tone.