Vil du være med til at forebygge alvorlige komplikationer hos patienter? Vil du deltage i udviklingen af et unikt monitoreringssystem med nye trådløse apparater og kunstig intelligens? Er du en selvstændig og initiativrig forsker der kan få ting til at lykkes?
Hvis du kan svare ja til ovenstående, så har vi brug for dig til vores ambitiøse forsknings- og innovationsprojekt.
Vi søger pr. 1. april 2025 eller snarest derefter endnu en klinisk assistent til WARD projektet (Wireless Assessment of Respiratory and circulatory Distress), som udgår fra Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet i samarbejde med førende forskningsinstitutioner i Danmark. WARD udvikler et verdensførende trådløst klinisk supportsystem, der indsamler og informerer om vitale parametre for at forebygge komplikationer inden- og udenfor hospital.
Kvalifikationer Vi søger en selvstændig og ambitiøs læge, der er god til samarbejde og koordinere. Det er en fordel, hvis du har gennemført introduktionsuddannelse i anæstesi, kirurgi eller et akut medicinsk speciale, men ikke et krav. Ansættelsen er 3-årig og målet er at du indskrives med henblik på erhvervelsen af en selvstændig ph.d.-grad, herunder minimum 3 videnskabelige publikationer.
Som del af teamet af WARD-ansatte skal du kunne se nye muligheder og være teknisk nysgerrig, samtidig med at du på balanceret vis sikrer, at alle projektdetaljer nås med omhu og til tiden.
Derudover vil der blive lagt vægt på:
* Klinisk erfaring med behandling af akutte komplikationer.
* Dokumenteret erfaring med forskning, projekter og publikationer.
* Resultatorienteret dynamisk arbejdsmentalitet med fokus på samarbejde og innovation.
* Eventuel erfaring med udførelse af randomiserede kliniske forsøg eller myndighedsgodkendelse af kliniske forskningsprojekter.
Om projektet Vi er i gang med en 4-årig Innovationsfondsstøttet videreførelse af WARD-projektet, hvor kontinuerlige målinger af kroppens vitale parametre (puls, SpO2, respirationsfrekvens mv.) suppleres med flere AI-baserede algoritmer og sensorer, der placeres brugervenligt bl.a. ved øret. Monitoreringen bearbejdes, fortolkes og kommunikeres i et klinisk supportsystem, som er installeret på personalets arbejdstelefoner. Klinisk forværring kan dermed opdages automatisk i realtid og behandles tidligere og der derved kan der forebygges komplikationer. WARD-systemet er CE-mærket og allerede nu implementeret på flere hospitalsafdelinger i Europa og har indsamlet data fra mere end 3000 patienter.
Projektet har over 25 fastansatte læger, ingeniører, sygeplejersker, programmører mv, og samarbejder tæt med de øvrige projektpartnere, som i aktuelle projekt er spin-out firmaet WARD24/7 ApS, Niels Bohr Instituttet og T&W Engineering. Det er vigtigt, at man som klinisk assistent kan indgå i disse strukturer og bidrage til dokumentation af WARD-systemet mål: at være et klinisk supportsystem, som trådløst monitorerer risikopatienter på hospitalsafdelingerne og i eget hjem så komplikationer opdages hurtigt og forværring dermed undgås, og dermed også giver personale og patienter tryghed.
Projektet har gennem støtte fra større fonde opnået fuld finansiering til at nå det ambitiøse mål om at blive internationalt førende på området for patientobservation. Over de næste 3 år stiles mod at gennemføre et randomiseret klinisk forsøg til at dokumentere effekten af det videreudviklede WARD-system. Du vil blive primær investigator på gennemførelsen af dette vil som klinisk assistent have en stor opgave med design, koordinering og praktisk udførelse i samarbejde med det øvrige team og vejledere i projektets ledergruppe.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er 37 timer ugentlig af 3 års varighed og projektet er fuldt finansieret. Ansættelsesvilkår vil være i henhold til overenskomst. Som ansat i stillingen, vil du formelt være ansat på Bispebjerg Hospital, men vil også være tæt knyttet til Rigshospitalet inklusive ugentligt fremmøde, og have udgående arbejde på øvrige institutioner og samarbejdspartnere.
Ansøgning og kontakt Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til WARD-projektets kliniske ledergruppe:
- Christian S. Meyhoff, forskningsansvarlig overlæge, ph.d., professor, Anæstesiologisk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Tlf.: 24910542, e-mail: [email protected]
- Eske K. Aasvang, forskningsansvarlig overlæge, dr.med., professor, Anæstesiafdelingen, CKO, Rigshospitalet, Tlf.: 26232076, e-mail: [email protected]
Ansøgningsprocedure: Fristen for ansøgning er 20. februar 2025 kl. 23.59. Ansættelsessamtaler afholdes tirsdag den 25. februar. Læs mere om WARD: https://www.ward247.org/
Anæstesiologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital har en forskningsenhed med omkring 35 ansatte og forsker i en lang række emner indenfor bl.a. forebyggelse af hjerte- og lungekomplikationer, smertebehandling og intensiv terapi. Afdelingen består desuden af et anæstesiafsnit, et perioperativt afsnit, intensiv afsnit, fælles intermediær afsnit, smerteklinik og akutlægebil. Anæstesiafsnittet yder årligt 12.000 anæstesier primært til elektiv og akut kirurgisk gastroenterologi og ortopædkirurgi. Intensiv har 12 senge. Anæstesiafdelingen på Rigshospitalets Center for Kræft og Organsygdomme har en årelang tradition i forskning i verdensklasse indenfor optimering af kirurgiske patientforløb. Forskningsenheden består af seniore forskere, ph.d.-studerende, projektsygeplejersker og medicinstuderende. Afdelingen yder anæstesi til højtspecialiseret urologisk, kar- og mave-tarm kirurgi, og er desuden ansvarlig for Rigshospitalets opvågning med mere end 7.000 årlige opvågningsforløb. Om Bispebjerg Hospital Bispebjerg Hospital er et af hovedstadens store akuthospitaler. Det er bygget i 1913 og består af en del gamle, smukke bygninger, som er fredede, og har parklignende udearealer, der nu er prisbelønnede ”Helende haver”. De historiske bygninger og omgivelserne er med til at give en hel særlig stemning og atmosfære. Frem mod 2030 bygger vi til og får Nyt Hospital Bispebjerg som – udover superflotte nye bygninger – også giver os nye spændende arbejdsopgaver indenfor gynækologi, børneanæstesi og fødsler. Der er allerede nu parkeringshus med gratis parkering døgnet rundt. Se og hør mere om Bispebjerg Hospital i denne video:
https://www.bispebjerghospital.dk/om-hospitalet/oplev/medier/Sider/Se-filmen-om-Det-Samarbejdende-Hospital.aspx