”Crime as a service” er begrebet, hvor en gerningsmand sælger sine evner eller viden som en serviceydelse, uden selvstændigt at have interesse og aktier i målet. København har været genstand for adskillige alvorlige hændelser det seneste år. Derfor øger Københavns Politi nu indsatsen mod den personfarlige, grænseoverskridende kriminalitet.
Københavns Politi har måske netop brug for dine kompetencer, hvis du har lyst til at gøre en reel forskel i bekæmpelsen af denne særlige og alvorlige kriminalitet!
Om stillingen
Afdelingen for Efterretning og Analyse (AEA) i Københavns Politi hører under Efterforskningsenheden og består af en god fordeling af dedikerede medarbejdere i specialiserede grupper med både politifaglig og civil baggrund. Afdelingen understøtter hele politikredsen og i særdeleshed efterforskningsenheden med opgaveløsninger inden for en bred vifte af områder såsom efterforskninger, efterretninger samt strategiske og operative analyser.
Københavns Politis Afdeling for Efterretning og Analyse (AEA) søger 2 sagskoordinatorer, som har erfaring med eller interesse inden for efterforskning og efterretning. Hos AEA vil du opleve et engageret og motiveret tværfagligt arbejdsmiljø, hvor du har mulighed for at udvikle dig og få udfordret dine kompetencer. Du vil blive placeret i et team bestående af både politiuddannede og civilt ansatte, hvis primære opgave er, at understøtte og servicere de større organiserede efterforskninger i kredsen. Jobbet er meget varierende og kræver omstillingsparathed og villighed til også at møde uden for normal arbejdstid, samt forståelse for omskiftelige prioriteringer. Du skal målrettet og effektivt kunne indsamle, bearbejde og analysere relevant information, der bl.a. skal bruges til både bagudrettet og fremadrettet efterforskning samt i en efterretningsmæssig kontekst.
Din nye hverdag
Vi tilbyder et spændende og alsidigt arbejde i et velfungerende socialt miljø med en uformel omgangsform, hvor du vil få en bred kontaktflade til AEA’s forskellige faggrupper og samarbejdspartnere. Derudover vil du få berøring med et bredt udsnit af efterforskninger og operative indsatser i Københavns Politi. Dit daglige arbejde vil både foregå i egen afdeling såvel som på de enkelte efterforskningshold for at styrke samarbejdet.
Dine primære opgaver vil bl.a. være:
• Udfinde køretøjer, gerningspersoner og opholdssteder via data i politiets registre.
• Udarbejde kortmateriale til brug for efterforskninger.
• Udveksle relevante oplysninger fra moniteringsområderne og politiets registre med efterforskningsledere og sagsansvarlige.
• Koordinere opgaver mellem øvrige specialiserede fagligheder i afdelingen.
• Indsamle og analysere oplysninger fra sager, som kan være relevante at udveksle eller journalisere i politiets registre.
• At være bindeled til efterretnings- og analyseenheder i andre kredse, herunder NSK samt PET.
• Deltagelse i akutte indsatser for at standse alvorlige forbrydelser.
• Deltage i nationalt og internationalt samarbejde og erfaringsudveksling.
• Berige og udfærdige trusselsvurderinger.
Ud over dine opgaver som sagskoordinator vil du deltage i ad hoc løsning af andre opgaver i afdelingen og sektionen. Det kan for eksempel være mindre analyser, datatræk, undervisning, mindre OSINT-opgaver og udfærdigelse af efterforskningsoplæg. Du får også muligheden for at blive en aktiv spiller i efterretningsceller og deltage i indsatser i Vagtcentralen ved større planlagte begivenheder eller pludseligt opståede hændelser.
Umiddelbart efter din ansættelse vil der blive udarbejdet et individuelt uddannelsesforløb til dig.
Hvad vi forventer af dig
Jobbet kræver ikke en specifik uddannelse, men vi forventer, at din faglige interesse er centreret omkring efterretning og analyse, herunder med fokus på organiseret kriminalitet. Dette kan være med afsæt i en tidligere stilling fra f.eks. Politiet eller Forsvaret, men kan også være uddannelse som f.eks. kriminolog, sociolog, journalist eller noget helt andet. Har du decideret efterforskningserfaring er det et plus.
Du trives med at arbejde detaljeorienteret og dybdegående, men besidder også evnen til at bevare overblikket, især i travle situationer. Du skal have gode IT-kundskaber, og det forventes, at du kan behandle, validere og dokumentere indhentet materiale på et professionelt niveau.
Du er analytisk tænkende og formår at identificere behov for udvikling af analytiske metoder og værktøjer i arbejdet. Du er i stand til at gå forrest i udvikling og afprøvning af nye systemer, arbejdsmetoder og IT systemer. Du er god til at formulere dig både mundtligt og på skrift og kan udarbejde rapporter og notater til både internt som eksternt brug. Du har gode sociale kompetencer og inddrager erfaring og gode ideer fra dine kollegaer, således vi alle spilles stærke.
Kan du se dig selv i ovenstående, vil vi meget gerne høre fra dig. Der stilles ikke krav til specifik uddannelsesbaggrund, men vi forventer at du har en bachelor eller kandidatgrad inden for et relevant felt såsom kriminologi, sociologi, eller journalistik.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Teglholm Allé 1-3, 2450 København SV.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om os og om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicepolitiinspektør René Bro på telefonnummer 51358694 eller e-mail [email protected] (Mailen kan IKKE bruges til ansøgninger).
Når du søger en stilling i Politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i Politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
Foruden din ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist: 6. februar 2025.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir