SOME-opslag. Nyhedsbreve. Videofortællinger. Forandringskommunikation. Forskningsformidling. Events. Stakeholderpleje. Når børn og unge bliver syge, ændrer livet sig for hele familien - sygdom og praktik fylder og de livgivende hverdagsaktiviteter bliver sat på pause. På Mary Elizabeths Hospital bygger vi ovenpå personalets høje faglighed med en hospitalsoplevelse, der integrerer leg, hjemlighed og nye digitale muligheder. Og vi gør det på måder, som rækker ud over, hvad man normalt forventer af et hospital, fordi livet skal leves – også når man er syg.
Vi har mange historier ”gemt” i projektet og byggeriet og mange mennesker, der skal involveres og aktiveres frem mod indflytningen i 2027. Så, er du den, der laver en videoreportage, når de store skannere skal flytte ind i vores nye, flotte bygning på Rigshospitalet, eller skriver artiklen om, hvordan personalet tester nye arbejdsgange, inventar og indretning? Så er det måske dig, vi leder efter.
Du skal eksekvere på en bred vifte af interne og eksterne kommunikationsopgaver og være en stærk formidler af visuelle fortællinger med hands on-erfaring med videoproduktion.
Din rolle og opgaver Du får en central rolle i forhold til at skabe og levere kvalitetsindhold om Mary Elizabeths Hospital til mange forskellige kanaler.
Du skal understøtte forandringsarbejdet internt på Rigshospitalet frem mod at mere end 1.000 klinikere skal flytte og etablere nye arbejdsgange og kulturer i den nye bygning.
Du skal også bidrage til arbejdet med at formidle viden og historier eksternt og afvikle events i samarbejde med de forskellige aktører omkring Mary Elizabeths Hospital – herunder særligt med Ole Kirk’s Fond, som er en del af partnerskabet bag hospitalet.
Din placering og kolleger Du bliver en del af projektteamet bag Mary Elizabeths Hospital og kommer til at sidde tæt på byggeriet sammen med den kommunikationsansvarlige på projektet. Du får også en ben ind i Rigshospitalets centrale kommunikationsafdeling, hvor du bliver en del af et fagligt stærkt miljø.
Du kommer også til at involvere dig i de temaer og udfordringer, der fylder generelt på Rigshospitalet og i det øvrige sundhedsvæsen.
Du refererer formelt til presse-og kommunikationschefen på Rigshospitalet.
Læs mere om Rigshospitalets vision:
https://www.rigshospitalet.dk/om-hospitalet/strategi/Sider/vision.aspx Om dig Vi forestiller os, at du har erfaring fra en lignende rolle og er klar til at tage ansvar i et spændende og ambitiøst byggeprojekt.
- Du er selvproducerende, velskrivende og ved hvordan forskelligt indhold versioneres til kanaler og målgrupper.
- Du kan konceptudvikle, planlægge, filme, klippe, redigere og færdiggøre den gode videofortælling.
- Du er ikke bange for at bevæge dig ud i virkeligheden på et stort hospital.
- Du vil trives i en lille enhed, hvor contentplanen ofte overhales af en anden virkelighed, hvor vi går fra planlagt til spontant indhold.
- Du er nysgerrig, initiativrig og motiveret af at få ting fra hånden.
Om Mary Elizabeths Hospital Mary Elizabeths Hospital er blevet til i et unikt, strategisk partnerskab mellem Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirk’s Fond.
Vi er nu nået ind i de sidste faser frem mod åbningen i 2027, og vi har travlt!
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er som udgangspunkt en 2-årig projektansættelse på 37 timer ugentligt med mulighed for forlængelse. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst, og der ydes tillæg efter kvalifikationer. Tiltrædelse snarest muligt.
Ansøgning og ansøgningsfrist Vi vil gerne have dit CV på skrift samt en videoansøgning, hvor du kort fortæller om dig selv og din motivation for at søge stillingen. Derudover bedes du sende max én sides tekst, hvor du reflekterer over, hvordan du vil styrke fortællingen om Mary Elizabeths Hospital på vores LinkedIn-profil. Angiv også i dit CV hvilke redigeringsprogrammer, du har erfaring med, fx til video, lyd og grafik.
Ansøgningsfristen mandag 31. marts 2025. De første samtaler vil blive afholdt over Teams. Derefter inviterer vi udvalgte kandidater til en længere samtale.
Har du spørgsmål, kan du kontakte: kommunikationsansvarlig på Mary Elizabeths Hospital
[email protected]. eller presse- og kommunikationschef på Rigshospitalet
[email protected].