Den centrale analyseenhed ved Syddansk Universitet, SDU Analytics, søger en koordinator til en fast stilling i enhedens uddannelsesanalyseteam. Stillingen er en specialkonsulentstilling.
Din profil som koordinator
Det væsentlige for os er ikke din uddannelsesbaggrund, men at du evner at skabe overblik og sammenhæng på tværs af forskellige typer af opgaver og sikre opsætning af gode strukturer for opgaveløsning. Din koordinerende funktion kræver, at du har en god procesforståelse, og at du har en fornemmelse for, hvornår og hvordan dine kollegaer og andre interne samarbejdspartnere bør inddrages i processer og tværgående opgaver i SDU Analytics.
SDU er en politisk organisation, og det er derfor vigtigt, at du har en god forståelse, hvad det vil sige at arbejde i en politisk organisation, og hvad det betyder for opgavehåndteringen. Det er desuden vigtigt, at du har erfaring med at arbejde med databaseret ledelsesunderstøttelse, da en del af din funktion som koordinator vil være at bidrage aktivt til den ledelsesinformation, som SDU Analytics leverer til hhv. rektorat og fakulteter. Dette er dog sekundært, da den primære opgave vil være at sikre gode interne rammer for opgaveløsning.
Vi har en forventning om, at du kan tage selvstændigt ansvar for de processer og opgaver, som du er lead på. Din rolle som koordinator vil ofte være både at initiere, sikre implementering og skabe en plan for opfølgning i forhold til tværgående opgaver og processer. Herudover er det vigtigt, at du selv – men også via sparring med dine kollegaer – kan finde de gode løsninger, når der opstår uforudsete udfordringer i de processer og opgaver, som du har ansvar for.
Ingen kan alt, men til sammen kan vi meget. Den ideelle kandidat kan byde ind med:
Fagligt relevante erfaringer:
• Solid erfaring som lead på strukturprocesser med fokus på at skabe sammenhængskraft.
• Solid erfaring som koordinerende led i forhold til tværgående opgaver.
• Solid erfaring med procesledelse, herunder facilitering, gennemførsel, implementering og opfølgning.
• God forretningsforståelse i forhold til hvordan data og analytisk understøttelse kan bidrage værdifuldt til beslutningsprocesser på forskellige niveauer.
• Erfaring med at arbejde med ledelsesunderunderstøttelse – gerne i en stor organisation.
• Erfaring med Excel og PowerPoint.
• Solide kompetencer i forhold til skriftlig og mundtlig formidling.
• Kendskab til SQL og DevOps er en fordel, men ikke et krav.
Som person forventer vi, at du:
• Er struktureret og udviklingsorienteret i opgaveløsningen.
• Er opsøgende og tillidsvækkende i din tilgang til opgaver og mennesker.
• Kan tage lead/agere produkt- eller procesejer.
• Evner at arbejde selvstændigt, men også at du er velfungerende i teamsamarbejder, der arbejder tæt sammen med en høj grad af faglig videndeling.
Om SDU Analytics
SDU Analytics er en ambitiøs enhed, der udvikler og vedligeholder en bred analytisk understøttelse på tværs af universitetets mange forretningsområder. Vores analytiske præsentationer bruges af bestyrelse, rektorat, ledelsesstrengen og generelt bredt på universitetet, hvor vi sikrer, at både beslutningstagere og administrative sagsbehandlere har tidssvarende, retvisende og væsentlige informationer til rådighed.
SDU Analytics udgøres af 18 analytikere, en studentermedhjælp, en chefsekretær, en afdelingsleder og en analysechef, hvor analytikerne er organiseret i to teams:
• Uddannelsesanalyseteam med fokus på ekstern/intern compliance samt forretningsanalyser.
• Forskningsanalyseteamet med fokus på forskningsfinansiering og forskningsaktivitet.
Foruden opgaverne i hvert team håndteres en række tværgående opgaveløsninger, hvor analytikerne videndeler og samarbejder. Eksempelvis opsætning af datagrundlag i SQL, drift og udvikling af SDU’s Analyseportal, R & DevOps infrastruktur samt legalitet i forhold til data, data governance og dataetik. De fælles samarbejder er vigtige, da analytikernes anciennitet strækker sig fra nyuddannet til mere end 20 års erfaring, med stor variation i uddannelsesbaggrund og med naturlig forskellighed i faglige styrker og fokusområder.
Vi har et stærkt fællesskab, hvor vi forventer, at alle helt naturligt bidrager aktivt til et sundt arbejdsmiljø i det daglige virke med plads til både faglige ambitioner og gode grin. Det betyder også, at vores nye kollegaer skal være ambitiøse i at udvikle sunde samarbejdsrelationer internt og eksternt.
Praktisk information
Vi ser frem til din motiverede ansøgning vedlagt dit CV. I udvælgelsen lægger vi vægt på, at:
• Din ansøgning eksplicit forholder sig til de ønsker, som vi ovenfor har formuleret til din profil.
• Du kan perspektivere, hvorledes en ansættelse i SDU Analytics passer ind i din karriere.
• Din ansøgning viser gode skriftlige færdigheder på dansk.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Louise Heidemann på e-mail: [email protected]
Læs om SDU Analytics her: https://www.sdu.dk/da/om-sdu/ledelse-administration/faellesadministrationen/analytics
Ansøgningsfrist: søndag d. 9. februar 2025, kl. 23:59:59.
Der afholdes både 1. og 2. samtale. 1. samtale forventes afholdt i uge 8, mens 2. samtale forventes afholdt i uge 9. Hvis du bliver indkaldt til 2. samtale, vil du få en opgave, umiddelbart efter 1. samtale, som skal præsenteres ved 2. samtale.
Ansættelse pr. 1. april 2025.
Du skal søge jobbet via SDU’s Jobportal.
Om SDU: Vi vil skabe værdi for og med samfundet
Syddansk Universitet er til for at løse samfundets store udfordringer, og er en vigtig aktør i Region Syddanmarks udvikling og en bro mellem akademisk viden og samfundets behov. Uanset om vores bidrag er forskningsbaseret viden, innovative løsninger, uddannelse eller læring, skal vi gøre en positiv forskel for samfundet, og være med til at skabe en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – og det kan vi kun med de rette mennesker.
SDU har fem fakulteter og en fællesadministration. Geografisk har SDU hovedsæde i Odense, men også aktive campusser i Esbjerg, Sønderborg og Kolding – samt fra 2026 også i Vejle, plus et forskningsmiljø i København. SDU har i alt 4.068 ansatte og 20.308 studerende.
SDU stræber efter at være en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker, udvikler og fastholder højt kvalificerede og engagerede medarbejdere. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der er fundamentet for vores succes. I SDU Analytics tilbyder vi således samlet set gode muligheder for faglig og personlig udvikling i et arbejdsliv, der understøtter både den gode præstation og et velfungerende familieliv.
SDU står på de klassiske akademiske dyder som fri, kritisk og uafhængig forskning og uddannelse, men er i sin organisation og sin tilgang ikke tynget af traditioner. Universitetet er kendetegnet ved en særlig pionerånd, som er præget af et godt samarbejde om retning og indsatser mellem ledere, medarbejdere og studerende. Læs mere om SDU og SDU’s strategi på.
Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC
Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.
Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir