Vi søger dig, der er speciallæge i psykiatri til overlægestilling. Alternativt søger vi en læge med kompetencer og interesse for psykiatri eller almen medicin eller neurologi, gerne på speciallægeniveau. Hvis du er interesseret så læs videre her. Vil du være vores nye kollega? Du bliver en del af et ambulatorie, der har et godt fællesskab med en god og humoristisk tone og et højt specialiseret fagligt miljø, hvor der er mulighed for kompetent sparring med meget erfarne og engagerede klinikere.
Dertil kan vi tilbyde:
- Faglige konferencer, et stærkt lægefagligt hold med faglige inputs som undervisning, psykofarmakologiske konferencer, journal club, speciallægemøder mm.
- Kurser og relevant efteruddannelse for at sikre din faglige videreudvikling.
- Et center med god og stærk lægefaglig ledelse i både den ambulante og akutte søjle.
Ambulatoriet består af afsnitsledende overlæge, afsnitsledende psykolog, 4 speciallæger, 10 psykologer, 2 sygeplejersker, 1 ergoterapeut og 1 socialrådgiver, som alle indgår i et tværfagligt samarbejde om behandling, undervisning og forskning. Vi arbejder sammen og ønsker os en kollega der har lyst til at spille med os og bidrage til en atmosfære af høj faglighed og god social trivsel.
Om jobbet Som ambulatorie varetager vi behandling i pakkeforløb for hhv. angst, depression, personlighedsforstyrrelser og PTSD på hovedfunktionsniveau.
Vi arbejder med integrerede medicinske og psykologiske behandlingstilbud, herunder psykoedukation og psykoterapi.
Behandling i pakker foregår i samarbejde med regionens øvrige centre, der i fællesskab varetager denne opgave. Der er en opdeling i hovedfunktion og regionsfunktion. Patienterne visiteres via en central visitation.
Ny henviste patienter vurderes altid først af læge, psykolog eller anden kliniker med kompetencer på området.
Vi lægger vægt på, at lægerne udfører lægelige behandlingsopgaver samt udredning og diagnosticering, dog vil der være mulighed for terapeutiske forløb i samarbejde med ambulatoriets meget erfarne psykologer og psykoterapeuter, som hovedsagelig varetager den terapeutiske behandling.
Som universitetshospital har vi en forpligtelse til at uddanne medicinstuderende. Vi har desuden en forpligtelse til at uddanne de yngre læger for at sikre den lægefaglige videreuddannelse.
Vi søger dig, der har: - Interesse og kompetencer inden for psykopatologi, psykofarmakologi og eventuelt psykoterapi.
- Interesse for og gerne erfaring med udredning og behandling af ovennævnte diagnoser.
- Gode evner til samarbejde og kommunikation.
Da behandlingspakkerne i stigende grad bliver udspecificeret, er det en klar fordel, hvis du har det godt med struktur, relativt veldefinerede rammer og udmøntning af behandling, samt er god til at gøre din faglighed gældende i den sammenhæng.
Løn og vilkår Vi ønsker, at du tiltræder snarest muligt efter aftale.
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst, herunder overenskomstens bestemmelser om arbejdstid.
Ambulatoriet har åbent i dagtimerne. Din arbejdstid vil derfor primært ligge inden for dette tidsrum.
Regionen er et døgndækket område, og du vil efter konkret behov kunne blive planlagt med vagter uden for ambulatoriets åbningstider i overensstemmelse med arbejdstidsreglerne i overenskomsten.
Interesseret? Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte en af følgende:
- Afsnitsledende overlæge Catherine Wohlert på tlf. 3864 3100 eller på tlf. 27330605
- Afsnitsledende psykolog Malene Friis Thøgersen på tlf. 3864 3100
Du kan også læse mere om Psykiatrisk Center Nordsjælland på vores
hjemmeside.
Ansøgningsprocedure Har vi allerede fanget din interesse? Så send din ansøgning, cv og evt. speciallægeanerkendelse via linket på siden
senest mandag den 21. april 2025. Hvis du er speciallæge, vil bedømmelse af ansøgere ske på baggrund af dine oplysninger om egne kompetencer inden for hver af de 7 kompetencer for speciallæger, hvorfor ansøgningen bedes udarbejdet i henhold til disse.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler mandag den 28. april 2025 om eftermiddagen.
Læs og hør mere om dine karrieremuligheder og Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på Job i Psykiatrien.