Lundevejsskolen
Lærer søges til Hørsholm kommunes specialskole Lundevejsskolen
Fuldtid
Permanent
Lundevej 19, 2970 Hørsholm, Danmark
ID: 2728728
|
Indrykket for 81 dage siden
Lærer søges til Hørsholm kommunes specialskole Lundevejsskolen
Lærerstilling (fuld tid) til besættelse 1. december 2024.
Er du en engageret, robust og dygtig lærer?
Brænder du for at arbejde med børn med særlige behov - følelsesmæssige, sociale, faglige og kommunikative udfordringer? Børn, der har brug for ekstra hjælp for at komme i god udvikling? Har du lyst til at arbejde i et lille struktureret skole- og fritidsmiljø? Være en del af et engageret, ligeværdigt og forpligtende teamsamarbejde bestående af socialpædagog/pædagoger og lærere, der dagligt varetager undervisning samt det forebyggende arbejde? Vil du gerne bruge dine kompetencer i at understøtte et skole, - og SFO miljø, hvor udvidet forældresamarbejde prioriteres højt?
Hvis du kan svare ja til ovenstående, så skal du søge stillingen som lærer på Lundevejsskolen i Hørsholm.
Lundevejsskolen er normeret til ca. 45 elever fra 0 – 9. klasse. Skolen er opdelt i tre afdelingsteams der dækker alle klassetrin. I grupperne er der mellem 4 og 8 elever. Og der er altid minimum to personaler. I gruppe- og årgangsteamene øver vi os til stadighed på at tilpasse den pædagogiske ramme, så den passer bedst muligt til børnenes funktionsniveau. Skolen arbejder med low arousal pædagogik, tydelighed og fast struktur og har som pædagogisk fundament, at elever gør det rigtige, hvis de kan.
Vi har kontinuerligt fokus på at foretage de nødvendige justeringer af planen, når der er behov for det. Som medarbejder på Lundevejsskolen vil du komme til at arbejde tæt sammen med dit team og andre relevante fagpersoner samt leder. Dit professionelle sparringsrum vil primært være i dette regi. Skolen har eksisteret i fem år.
I vores arbejde gør vi også brug af alle faciliteterne rundt om i kommunen, f.eks. svømmehal, strand, skov, og vi har samarbejde med vores naboskole Usserød Skole om bl.a. brug af PLC (pædagogisk Lærings Center), idrætshal og fysik/kemilokalet. Skolen råder selv over Madkundskabslokale og Billedkunstlokale
Du vil, på lige fod med dine kolleger, komme til at deltage i det fortsatte samarbejde om at skabe rammerne for kommunens specialskoletilbud.
Stillingen aflønnes i henhold til gældende overenskomst.
Stillingen ønskes besat så hurtigt som muligt, senest 1. november.
Hvad søger vi?
Du skal kunne varetage undervisningen og føre til prøve i dansk og engelsk.
Du har gode relationelle og faglige kompetencer og er fleksibel i forhold til din forståelse af den pædagogiske faglighed, undervisningsrammer samt personlig og social læring.
Som menneske er du både tydelig og tålmodig, så du kan vise eleverne, at du har set dem og gerne vil dem. Du tør lytte og korrigere, når praksis viser, at man er nødt til at gå en anden vej for at nå i mål. Du er ambitiøs, men også i stand til at reflektere over egen praksis.
Du anser børnenes sociale og relationelle trivsel som en forudsætning for læring – og afviger gerne fra den planlagte undervisningsplan for at skabe det mest optimale læringsrum for hver enkel og for gruppen.
Du har fokus på udvikling af børns personlige, sociale og faglige kompetencer og at facilitere og understøtte læringssituationer.
Du har erfaring med at skabe læring for udfordrede elever i undervisningen, har stærke relationskompetencer både i arbejdet med elever og forældre, du har mod på at give eleverne handlestrategier, selv når der er modstand, samt lyst til at arbejde med elevernes omgivelser og finde ressourcer og muligheder.
Du trives med at være en del af et lille og dynamisk miljø. Du er god til at arbejde struktureret, fleksibelt, professionelt og omsorgsfuldt samt er omstillingsparat i forhold til egen plan.
Du trives med at få og give kollegial feedback samt deltage i supervision med PPR og andre fagrelevante personer.
Din faglige profil er, engelsk og dansk-lærer gerne med prøveerfaring. Du skal være uddannet lærer/speciallærer gerne med erfaring inden for specialområdet. Specifikt indenfor autismespektrumforstyrrelser (ASF), ADHD og ADD og kognitivt udfordret børn. Du må meget gerne have kendskab til ASF-specifikke værktøjer som TEACCH, Low arousal, de ti H-er, ABA eller lignende.
Mere viden:
Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til skoleleder af Lundevejsskolen Thomas Nyborg på tlf. 20 75 91 86 eller afdelingsleder for udskolingen Mai-Britt Andersen på tlf. 21 54 79 36
Søg sådan:
Brug link ’Søg jobbet’ for at søge stillingen eller søg via www.horsholm.dk/job. Du vil blive bedt om kontaktoplysninger og om at uploade CV og ansøgning.
Ansøgningsfrist senest torsdag den 22.10.2024. kl. 12.00. Der kan evt. afholdes løbende ansættelsessamtaler, ellers vil der blive afholdt ansættelsessamtaler onsdag i uge 43. Samtalerne vil blive afholdt på Lundevejsskolen kontor. Skolens adresse er Lundevej 19, 2970 Hørsholm.
Arbejdssted:
Lundevejsskolen er centralt beliggende i Hørsholm kommune 5 – 10 min. gang fra Usserød Kongevej.