Har du en stærk faglig, didaktisk og pædagogisk profil inden for dansk eller matematik i folkeskolen? Vil du være en del af STUK’s understøttelse af fagudvalgenes arbejde med fagfornyelse og udvikle og vejlede om undervisning og prøver? Og har du lyst til at blive en del af et stærkt fagligt fællesskab af læringskonsulenter, der brænder for folkeskolens fag? Så hører vi gerne fra dig. Dine arbejdsopgaver Som læringskonsulent i dansk eller matematik i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) vil du komme til at bidrage til udvikling af fag, test og prøver og bidrage til fagfornyelsen som led i regeringens kvalitetsprogram for folkeskolen. Du kommer også til at bygge bro mellem ministeriet og praksis, bl.a. via opgaver med vejledning.
Du vil bl.a. få følgende opgaver:
- Indgå i samarbejdet med styrelsens fagudvalg for hhv. dansk og matematik i arbejdet med udvikling af Folkeskolens Fagplaner, som skal træde i kraft i skoleåret 2027/28.
- Bidrage til kvalitetssikring på prøveområdet og i udviklingen af Folkeskolens Nationale Færdighedstest.
- Vejlede om prøver, vejlede de statsligt beskikkede censorer samt afholde censorkurser.
- Informere og vejlede om gældende regler og nye tiltag, herunder holde oplæg for sektoren.
- Besvare henvendelser fra pædagogisk personale, særligt via styrelsens digitale platform for vejledning emu-respons.
Du bliver en del af et stærkt team af læringskonsulenter på grundskoleområdet i Center for Dagtilbud og Skoleudvikling. Vi understøtter kommuner og skoler i samarbejde med en række centrale aktører, så det bliver lettere at give god undervisning. Internt er læringskonsulenternes ministerets vidensressource om fagene i praksis, og du vil komme til at understøtte ministeriets arbejde bredt set ift. hhv. dansk og matematik.
Om dig Du er en erfaren lærer, og du har eventuelt erfaring med at indgå i udviklingsprojekter med flere forskellige samarbejdspartnere. Du er et fagligt fyrtårn inden for dit fag og har en solid viden om didaktiske metoder, der kan fremme elevers læring. Du kan være med til udvikle og forankre nye praksisser på skoleområdet og inden for dit fag. Du har også viden om prøverne i dit fag og har ført elever til prøve. Du brænder for at være med til at gøre en forskel for folkeskolen.
Vi forventer derudover, at du: - er struktureret og kan bevare overblikket, også i perioder med mange opgaver
- kan formulere dig klart og tydeligt på skrift og i tale
- har gode samarbejdsevner
- har forståelse og lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation.
Det er en fordel, hvis du også har erfaring fra en politisk styret organisation, f.eks. som kommunal konsulent eller lignende.
Du vil passe godt ind i teamet, hvis du: - har lyst til gode faglige drøftelser og udviklingsprojekter
- er god til at samarbejde med mennesker, som har en anden faglighed end din egen
- er samarbejdsorienteret og sætter pris på videndeling med kollegaer.
Om Center for Dagtilbud og Skoleudvikling I Center for Dagtilbud og Skoleudvikling i STUK arbejder vi for gøre det lettere at skabe stærke læringsmiljøer og give god undervisning. Der er ca. 75 medarbejdere i centret, som er organiseret i to teams, der arbejder med hhv. dagtilbuds- og folkeskoleområdet.
Vi har tre kerneopgaver i STUK:
- Som brobygger mellem politik og praksis sikrer vi, at både ministerbetjening og sektorunderstøttelse er vidensbaseret, har udsyn og blik for helheder
- Som myndighed understøtter vi sektoren i at kende og overholde de lovbestemte krav til deres arbejde samt i at tilrettelægge effektiv drift med god kvalitet.
- Som kvalitetsudvikler står vi på et fundament af dyb indsigt i regler, viden og data. Vi omsætter lovgivning og politiske ambitioner til indhold i læringsmiljøer, fag, test og prøver samt indretning af uddannelser og pasningstilbud. Og vi understøtter sektoren i at omsætte alt dette til god kvalitet i undervisning og pædagogisk praksis.
Vi har et stærkt og professionelt læringsmiljø, hvor vi løbende udvikler vores opgaveløsning og de redskaber, vi bruger – i tæt samarbejde med kollegaer i teamet, i centret og på tværs af hele organisationen.
Gennem ansættelse i Center for Dagtilbud og Skoleudvikling udvikler du både dine kompetencer som læringskonsulent inden for dit fag og som embedsmand i centraladministrationen.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fuldtidsstilling. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i forhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.
Forventet tiltrædelse er 1. august 2025 eller efter aftale.
Ansættelsessted: STUK, Center for Dagtilbud og Skoleudvikling, Tidemandsvej 1, 4300 Holbæk.
Lyder det som noget for dig? Send din ansøgning, cv og eksamensbevis
senest tirsdag den 18. marts 2025. Du søger stillingen via linket i annoncen. Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 12 eller 13. Som led i rekrutteringsprocessen kan du blive bedt om at besvare en case, der vil indgå som en del af den samlede vurdering.
Vil du vide mere? Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Sidsel Hansen på telefon 21 64 61 31 eller per mail
[email protected]. Send evt. en sms, så vil du blive ringet op. Du kan også læse mere om Børne- og Undervisningsministeriet på vores hjemmeside uvm.dk.