Ledende overlæge søges til sengeafsnit R2, Retspsykiatrisk Afdeling , Skejby pr. 01.02.2025 eller efter aftale.
Vi har brug for en dedikeret, fagligt ambitiøs ledende overlæge, der brænder for ledelse og patientbehandling. Vi har en ledig stilling i sengeafsnit R2, intensivt psykose- og rehabiliteringsafsnit, Retspsykiatrisk Afdeling, AUH Psykiatrien.
Den ledende overlæge/oversygeplejersken sikrer i samarbejde et højt fagligt niveau, patient- og pårørendeinddragelse og et sikkert og udviklende arbejdsmiljø.
Sengeafsnit R2 er et intensivt psykose- og rehabiliteringsafsnit med fokus på stabilisering, rehabilitering samt bedring af patienternes funktionsniveau, så de kan opnå sygdoms-erkendelse - og i højere grad fungere selvstændigt ved udskrivelsen. Patienterne har dom til behandling eller til anbringelse. Overlægen vil have mulighed for at fordybe sig i længere-varende terapeutiske forløb samt varetage akutte opgaver. Der er 16 patienter indlagt.
Ledende overlæge skal i samarbejde med oversygeplejersken varetage den daglige ledelse og faglige udvikling i R2, herunder personaleledelse, sikkerhed, kvalitetsudvikling og samarbejde, både internt som eksternt.
Der er et højt aktivitetsniveau i R2. Relationsarbejdet er omdrejningspunktet for indsatsen.
Der lægges stor vægt på et anerkendende miljø i forhold patienter og personale. Afsnittet er præget af ansvarlighed i forhold til arbejdsmiljø, samarbejdsrelationer og sikkerhed. Vi vægter patientinddragelse meget højt, ligeledes inddragelse af pårørende og andre samarbejdspartnere.
Personalegruppen er tværfagligt sammensat og består af sygeplejersker, SOSU-assistenter/plejere, socialpædagoger, psykolog, socialrådgiver/socialformidler, lægesekretær, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Der er stort fokus på den faglige og tværfaglige udvikling.
Der er en stor social ansvarlighed i personalegruppen. Alle hjælper og støtter hinanden i arbejdet med patienterne. Samlet er der ca. 40 medarbejdere ansat.
Ledende overlæge vil kunne få tid til at deltage i Retspsykiatrisk Afdelings øvrige opgaver, herunder mentalobservation, behandling af ambulante patienter, kvalitetsudvikling og forskning.
Ledende overlæge vil indgå i en dynamisk ledergruppe sammen med de andre funktionsledelser og afdelingsledelsen, og vi forventer, at vores kommende ledende overlæge i R2 har lyst til at tage del i afdelingens og Region Midts spændende strategiske og faglige udviklingsprocesser og sætte sit præg på disse.
Ledende overlæge er naturligvis en del af lægegruppen i Retspsykiatrisk Afdeling og medvirker til den lægefaglige udvikling.
Ledende overlæge deltager i universitetshospitalets uddannelse af såvel medicinstuderende som yngre læger.
Ledende overlæge vil blive tilbudt den nødvendige ledelsesmæssige sparring, herunder evt supervision, samt få mulighed for at deltage i relevante lederkurser/-uddannelser. Ledende overlæge har endvideree mulighed for løbende videreuddannelse, fx den retspsykiatriske ekspert-uddannelse, psykoterapeutisk uddannelse, deltagelse i Retspykiatrisk Interessegruppe og DPS´arrangementer.
Stillingsbeskrivelse kan rekvireres hos sekretær Lone Poulsen, tlf. nr. 78472503, eller e-mail: [email protected]
Ansøgeren skal sammen med ansøgningen sende skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer.
Ledende overlæge ansættes på overenskomstmæssige vilkår med mulighed for forhandling om funktionsløn eller kvalifikationsløn efter principperne i Ny Løn.
Man indgår i fælles vagt på Aarhus Universitetshospital, Skejby.
For yderligere oplysninger kan ansøger kontakte cheflæge Trine Arngrim på tlf. nr. 2116 6596 eller e-mail: [email protected]
Praktiske oplysninger
Du søger elektronisk via www.rm.dk
Ansøgning og skema til bedømmelse af de lægefaglige kompetencer indsendes elektronisk og skal være os i hænde senest torsdag dag den 09.01.2025.
Vi forventer at afholde samtaler den 17.01.2025.
Retspsykiatrisk Afdeling er en specialafdeling på Arhus Universitetshospital i Skejby med ca. 260 medarbejdere fordelt på 4 sengeafsnit og en klinik.
Med baggrund i værdigrundlaget i Region Midtjylland er vores ambition en åben og respektfuld dialog med patienter, pårørende, samarbejdspartnere og medarbejdere samt at stræbe efter et højt fagligt niveau og en kultur, der fremmer udvikling. Vi vægter gensidig tillid, fokus på patienternes ressourcer under hensyntagen til sikkerheden, og at man som medarbejder påtager sig et ansvar. Indsatsen i forhold til de enkelte patienter varetages af tværfaglige teams, som i fællesskab er ansvarlige for behandlingen.
I Psykiatrien i Region Midtjylland prioriterer vi, at vores medarbejdere løbende udvikler deres kompetencer. Derfor har vi skræddersyet vores eget uddannelsesunivers – Psykiatriakademiet. Her kan du blive inspireret til det næste skridt i din karriere.
Læs mere om vores mange muligheder på Psykiatriakademiets hjemmeside : Klik her for at se hjemmesiden
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir