Som leder af Ballast i KFUM’s Sociale Arbejde skal du videreudvikle behandlingsindsatsen for børn og unge, som vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug på tværs af hele Danmark. Du bliver del af en organisation, hvor vi er stærkt optaget af at skabe værdige livsvilkår for børn, unge og voksne i udsatte livspositioner. Vi har et motto, hvor vi siger: ”Fordi vi sætter spor i hinandens hjerter” og det skal kunne mærkes i alt, hvad vi gør.
KFUM’s Sociale Arbejde er en nonprofitorganisation, hvor vi handler på de behov vi ser og møder. For små 10 år siden så vi et behov for at hjælpe børn og unge mellem 5 og 25 år fra familier med alkohol- eller stofmisbrug. I dag tilbyder vi behandlingsforløb for børn og unge, uanset hvor de bor i Esbjerg, Varde, Fanø, Tønder, Jammerbugt, Morsø eller Thisted kommune ud fra 5 behandler-huse. Vi bringer behandlingen ud og møder børn og unge, hvor de bor, og vi bringer børn og unge til frivilligbårne fællesskabsstøttende sociale caféer i egnens centerby. Behovene, vi møder, bliver desværre bare større og større - særligt uden for de større byer. Det er derfor, vi har brug for en leder i Ballast, der kan sikre videreudviklingen af Ballast.
Ballast er et gratis og professionelt behandlingstilbud til 5-25-årige børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug. Børnene har det ofte svært, fordi de forsøger at dække over forældrene, må tilsidesætte egne behov og har vanskeligt ved at tolke, føle og udtrykke følelser. Ballast tager udgangspunkt i den pædagogiske metode NUSSA, som er træning og udvikling af hjernen gennem leg og aktivitet, hvor deltagerne får redskaber til at tackle nogle af hverdagens udfordringer. Vi har i gennemsnit 140 børn og unge i behandlingsforløb.
Lederens rolle er at udvikle og fremtidssikre KFUM’s Sociale Arbejdes behandlingstilbud til børn, unge og voksne sammen med øvrige behandlingsinstitutioner i KFUM’s Sociale Arbejde. Der er tale om en nyoprettet fuldtidsstilling, hvor du bliver en del af ledelsesfællesskabet med andre institutioner i KFUM’s Sociale Arbejde.
Du skal videreudvikle Ballast fagligt, tætne samarbejde med Folketingets socialudvalg, Socialstyrelsen, kommunens familieafdeling, skoler og uddannelsesinstitutioner og andre lokale aktører samt udvide og udbygge strukturer for behandling, så vi når bedre og længere ud til børn og unge i familier ramt af misbrug - og gøre det sammenhængende, så det hviler i en sund og bæredygtig økonomi.
Du skal bidrage til at skabe synergi og vekselvirkning i en tæt kobling mellem Ballast og øvrige tilbud og indsatser i KFUM’s Sociale Arbejde ved at tage ansvar for at udleve landsorganisationens strategi, være engageret i fælles udviklingsprojekter og bidrage ind i landsorganisationens forpligtende arbejds- og værdifællesskab. Det sker i tæt samarbejde mellem behandlingsinstitutioner i KFUM’s Sociale Arbejdes inden for alkohol, stoffer og ludomani, hvor du som leder tager initiativ til og bidrager til at udbygge arbejds- og værdifællesskabet.
Vi tilbyder dig et job med høj grad af mening. Du bliver del af et arbejds- og værdifællesskab, hvor vi er bærere af håbet og troen på det enkelte menneskes unikke værdi. Som vores navn mere end antyder er vi rundet af KFUM-bevægelsen og det frivillige arbejde, og det præger vores måde at være sammen. Vi tror på, at alle har noget at bidrage med, og vi forventer at man tager ansvar for helheden og bidrager med det, man kan. Vi ved, at vi som mennesker sætter spor i hinandens hjerter, og det former vores kultur og måde at omgås hinanden. Vi har i mere end 100 år udlevet vores virke på den folkekirkelig grund og med afsæt i vores bagland i KFUM- og K, FDF, Y’s Mens og KFUM-spejderne.
Du bliver leder af i alt 9 medarbejdere, som er fordelt på 5 lokationer.
Du får arbejdsplads i de enkelte behandlings-huse og med mulighed for arbejdsplads på hovedkontoret i Strib. Derfor skal du være mobil og have mod på at være rundt i landet med jævnligt tilstedevær og føling med hverdagen. Vi sætter pris på en uformel omgangstone og ønsker at alle oplever en tryg hverdag, hvor vi er sammen om formålet ”at skabe værdige kår for mennesker i udsatte livssituationer”.
Vi forestiller os, at du kommer med en god portion terapi- og ledelseserfaring, kendskab til misbrugs-området og forståelse af børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, og at du har relevant erfaring i forhold til jobbet.
Du har sans for økonomistyring, forståelse for kommunikation og erfaring med ansøgning af puljer og fonde, arbejder struktureret og forstår at inddrage relevante parter i en beslutning samtidig med, at du er i stand til at sætte handling bag beslutninger med retning.
Som leder er du tydelig og tillidsvækkende og har erfaring med at lede ’op imod’ styregruppe, ’til siden’ mod andre institutioner i KSA og centrale samarbejdspartnere og ’ned af’ til medarbejdere.
Som menneske trives du med at være i en mangfoldig organisation, hvor frivillighed og faglighed går hånd i hånd, og du ved, at vi kun lykkes i fællesskab. Derfor har du ud over relevant faglig erfaring sandsynligvis også hentet livserfaring gennem frivilligt arbejde eller i frivilligbårne organisationer.
Løn – og ansættelsesvilkår
Du tilbydes en fast stilling med løn og pension efter KFUM’s Sociale Arbejdes lønregulativ. Du ansættes af en styregruppe med daglig reference til styregruppens formand.
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte projektleder Louise eller udviklingschef Michael (med undtagelse af uge 7).
Du kan læse mere om Ballast på www.projektballast.dk
Der er ansøgningsfrist 17. februar kl. 12.
Første runde samtaler bliver afholdt den 21. februar og anden runde samtaler den 25. februar. Vi regner med, at du kan starte den 1. april 2025.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir