Vil du stå i spidsen for arbejdet med at standardisere og ensrette vores arkitektur- og udviklingsarbejde, definere best practice for dokumentation og understøtte strategiske teknologivalg? Vi skaber fundamentet for fremtiden Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.
Er du vores nye kollega? Din styrke er din it-faglighed, som du lykkes med at bringe i spil, når du leder it-specialister. Du sætter en ære i at opstille de rigtige rammer og forudsætninger for at skabe trivsel, udvikling og effektive løsninger. Vi forventer en leder, der er teknologiorienteret og har erfaring med digitalisering i det offentlige. Det er afgørende, at du har lyst til at bidrage aktivt i en ledergruppe, der består af to kontorchefer og seks områdelederkolleger, og at du finder energi i at lykkes i fællesskab og på tværs af organisationen.
Vi forestiller os, at du: - Har erfaring med it-udvikling og arkitektur, så du kan sparre med medarbejderne.
- Har et ledertalent i maven eller har god erfaring med ledelse af it-specialister.
- Har en relevant leder- og/eller it-uddannelse eller/og relevant erfaring
- Ønsker at udvikle både dine ledelses- og faglige kompetencer.
- Har en anerkendende og involverende ledelsesstil.
- Finder energi i at udvikle, optimere og forbedre fx processer og standarder.
- Er skarp i skriftlig kommunikation, så du kan bidrage til at imødekomme de statslige krav til fx dokumentation af beslutningsprocesser.
Området Udvikling og Arkitektur Du får ledelse af et område med 13 medarbejdere, heraf 9 udviklere, 2 arkitekter og 2 koordinatorer. Udvikling og Arkitektur er fra den 1. marts et selvstændigt område, og der vil derfor opstå et naturligt behov for at præge strukturen og samarbejdet med de andre områder i it-centeret.
Områdets udviklere programmerer primært i Natural i en Adabas-database på Linux, mens arkitekterne arbejder med EA og større projekter. Vi arbejder med flere legacy-problemstillinger, så du skal finde det spændende at finde vejen til en moderne it-organisation uden at gå på kompromis med den stabilitet, som legacy-it-løsningerne garanterer.
Center for IT Vi er ca. 90 dygtige og engagerede medarbejdere med kompetencer indenfor bl.a. arkitektur, it-udvikling, test, projektledelse, support og leverandørstyring. Sammen har vi til opgave at anskaffe, forvalte og videreudvikle en række store kerne-fagsystemer i tæt samarbejde med vores interessenter.
De største systemområder er til understøttelse af SU, studieadministration på uddannelsesinstitutionerne og bevillingsadministration af forskningsmidler. I den forbindelse har vi særlig fokus på at sikre kvalitet og et helhedsorienteret arbejde med it-arkitektur på tværs af centerets systemportefølje.
En ambitiøs og social arbejdsplads Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Løn og ansættelsesvilkår Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Vi har flekstid og mulighed for hjemmearbejde. Som leder hos os har du en 39/11-ordning, som betyder, at du tildeles 11 cheffridage årligt og har en normal ugentlig arbejdstid på 39 timer i stedet for 37 timer.
Arbejds- og tjenestested er Haraldsgade 53, 2100 København Ø.
Du ansættes som områdeleder med reference til it-centerets ene kontorchef Lotte Enevold Snedker. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Lotte Enevold Snedker på telefonnummer 7231 9143 / e-mail
[email protected], eller den kommende områdeleder for Udvikling og test Stina Matthiesen på telefonnummer 7231 9518 / e-mail
[email protected].
Søg stillingen Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest
torsdag den 27. februar 2025. Vi forventer at afholde førstesamtalerunde i uge 10 og anden samtalerunde i uge 11-12. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personanalyse.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang.
Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen løfter vi en bred portefølje af faglige og administrative opgaver og projekter, der understøtter videreudvikling af dansk forskning, vidensbaseret innovation og en løbende kvalitetsudvikling på de videregående uddannelser i et godt internationalt samspil på både forsknings- og uddannelsesområdet. Det sker i tæt dialog med de videregående uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører med afsæt i dyb faglighed på de relevante områder. Styrelsen har også ansvaret for den ordinære uddannelsesstøtte (SU) og en række andre særlige støtteordninger for uddannelsessøgende samt ansvaret for drift og udvikling af SU-systemer, studieadministrative it-systemer mv.
#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen