Cand. Jur. // Cand.merc. Jur
Group Legal og Compliance
Group Legal og Compliance udfører eller koordinerer alle juridiske og compliance opgaver både for hovedkontoret og for vores 15 handels- og produktionsselskaber i Europa og USA samt kontakten til Corporate Legal i henholdsvis Tyskland og Japan samt juridiske samarbejdspartnere i flere lande.
Vi er ca. 750 medarbejdere i Kyocera Unimerco, hvoraf halvdelen arbejder i hovedkvarteret i Sunds ved Herning. Group Legal og Compliance er en mindre og meget agil koncernfunktion med fokus på forretningsorienteret juridisk rådgivning i højt tempo samt 100% compliance i alle handlinger på tværs af koncernen. Vi har ambitiøse vækstplaner og høje forventninger til den juridiske support til forretningen. Vi søger lige nu en dygtig jurist, som sammen med vores General Counsel kan fortsætte udviklingen af legal og compliance funktionen. Der er tale om et midlertidigt barselsvikariat med tiltrædelse snarest muligt og indtil til 31.08.2026.
Et alsidigt job for en forretningsorienteret og dynamisk jurist
Du skal beskæftige dig med juridisk sparring, support og projektledelse til alle forretningsområder i en international handels- og produktionsvirksomhed med fokus på kommerciel og juridisk risikovurdering af samhandelskontrakter samt udarbejdelse af specialkontrakter og standarder. Den del af forretningen, som du primært skal beskæftige dig med omsætter for ca. 1 Mia. DKK og med tyngden i det juridiske arbejde for selskaber, kunder og leverandører i Norden, store dele af Europa, England og USA.
Operationel og løsningsorienteret rådgivning
Vi er en mindre afdeling. Det giver en stor spændvidde i opgaverne og stort selvstændigt og fagligt råderum. Du skal derfor trives med at være generalist og kunne levere kompetent juridisk rådgivning afstemt med supportbehovet i forretningen – også når tiden er knap og beslutningsgrundlaget er ufuldstændigt.
Du får derudover mulighed for at videreudvikle hele koncernens complianceprogram inden for GDPR, konkurrenceret, anti-korruption, eksportkontrol, ESG m.v. Herunder juridiske vurderinger af regler og forpligtelser, implementering af operationelle politikker samt uddannelse af relevante medarbejdere i koncernen on-line og on-site.
Herudover er der mulighed for at beskæftige sig med ansættelsesret, IT-kontrakter og -sikkerhed, selskabsret, produktcompliance, IP, forsikringer og meget mere.
Når du er fortrolig med jobbet, vores forretning og kulturen, så er der mulighed for at arbejde fra hjemmekontoret 1-2 dage om ugen, hvis du da ikke foretrækker at møde op og nyde godt af firmarestauranten, fitness centret og de mange rigtig gode kollegers gode og humørfyldte selskab.
Din profil
Din uddannelsesbaggrund er Cand. Jur. eller Cand.merc. jur. Vi forventer, at du allerede har et par års erfaring med at omsætte jura til operationelle og praktiske råd og vejledninger. Det kan være i en tilsvarende stilling i en virksomhed, hvor du har et par års erfaring, eller du er lige færdig som fuldmægtig.
En helt anden profil kunne være den mere erfarne jurist, som gerne vil prøve ’den anden side’ og måske arbejde lidt færre timer – men stadig med meget kvalificerede og udviklende opgaver. Har du den baggrund, så kan vi skrue op for ansvaret og opgavetyngden og lidt ned for tiden – fx med 30-35 timer om ugen.
Du kommunikerer præcist og enkelt på både dansk og engelsk, er interesseret i mulighederne i legal tech, og du har interessen i at forstå de kunder, applikationer og forretningssammenhænge, som du lægger juridisk faglighed rådgivning til.
Vi har mange muligheder for at sammensætte et job, hvor tid, faglighed og udviklingsmuligheder matcher din situation. Du skal ’bare’ komme med stor faglighed, forretningsmæssig nysgerrighed og så skal det være vigtigt for dig at være en engageret del af et godt hold, hvor du kan stole på at dine kolleger har lige så gode holdninger som dig – og vil skabe gode resultater sammen med dig.
Bliv en del af et godt hold
Vi er ambitiøse og engagerede og står sammen om at skabe gode resultater – men med respekt for hinanden, det samfund vi er en del af og det gode arbejdsliv. Vi tror på, at et godt arbejdsliv er en vigtig del af en god tilværelse.
Vi serverer sunde måltider i vores medarbejderrestaurant, har overskudsdeling, fitnessrum, ugentlige holdtræninger og fysioterapeut m.v. – men ved også, at det kun er noget værd, hvis du hver dag møder dygtige, humørfyldte og forskellige kolleger og ledere, som ser dig, støtter dig og stiller krav i et motiverende samarbejde.
Efter arbejde kan du møde dine kolleger i en af vores mange klubber og dyrke din interesse for bl.a. cykling, padeltennis , jagt, golf, gaming og meget mere.
Om os
Du bliver en del af en international koncern, der blev grundlagt i 1964. Siden 2011 har vi været en del af det globale konglomerat Kyocera, der i dag beskæftiger mere end 80.000 medarbejdere på verdensplan på tværs af forskellige produktområder.
Hos Kyocera Unimerco producerer, genopsliber og sælger vi nogle af verdens mest effektive og komplicerede specialproducerede værktøjsløsninger til bl.a. træ- og metalindustrien i hele verden.
Vi er ca. 750 medarbejdere ansat på tværs af 16 selskaber i Danmark og udlandet. Heraf arbejder ca. halvdelen af disse på vores hovedkontor i Sunds ved Herning.
Ring, skriv eller besøg os
Vil du høre mere om jobbet, Kyocera Unimerco, om vores legal & compliance strategi eller hvem de nye kolleger er så kontakt os.
Ring eller skriv til General Counsel Charlotte Tamstrup +45 2546 3687 eller [email protected]. Alternativt til HR Business Partner Tina Lilleøre +45 2176 3643 [email protected] og hør nærmere.
Du er også velkommen til at aftale et indledende kort besøg, hvis du vil være helt sikker på, at vi fortjener din ansøgning. Send i øvrigt kun dit uddybende CV – ikke en lang ansøgning.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir