Nationalmuseets Skibe og Værft - Center for Søfart og Maritime Håndværk søger en dynamisk og udadvendt matros og søfartsformidler.
Danmarks maritime fortid er temaet for Nationalmuseets Skibe og Værft, som holder til på havnen i Holbæk. Vi sejler med gamle skibe, restaurerer dem og formidler dansk søfartshistorie med de tilknyttede håndværk, skibstømmerkunst og sømandsskab. Vi tilbyder skoleundervisningsforløb, kurser, foredrag, sejladser med vores skibe og konsulentarbejde relateret til vores virksomhed.
Arbejdsområde Arbejdet består af sejlads og skibsarbejde samt undervisning og formidling. De primære arbejdsopgaver er at:
- Sejle med Nationalmuseets fartøjer - primært Bonavista og Anna Møller
- Deltage i vedligehold af museets fartøjer samt diverse opgaver på museets værft
- Forestå dagligt skibsarbejde - herunder rengøring, madlavning og opklaring af skibe
- Arbejde med børn og unge - herunder maritim 10. klasse og ungdomsskole
- Formidle og undervise i traditionel sejlads og sømandskab
- Være med til at opretholde en sikker arbejdsplads
- Medvirke til at udvikle centeret
Kvalifikationer Vi søger en matros/søfartsformidler, som er udadvendt og dygtig til at formidle og undervise. Du skal være serviceminded og kunne kommunikere med børn, unge, gæster og besøgende. Endvidere må du gerne have erfaring fra sejlskibe.
Museets formidling foregår på mange platforme især sociale medier. Du må derfor gerne have flair for at arbejde med sociale medier.
Du skal være i besiddelse af bevis som ubefaren skibsassistent samt gyldig blå bog.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen ønskes besat fra den 1. marts 2025 eller snarest derefter. Stillingen er tidsbegrænset til den 31. oktober 2025.
Arbejdsstedet er Nationalmuseets værft på Holbæk havn. Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer ugentligt. Under sejlads har du over en 30 dages periode 20 arbejdsdage og 10 fridage. Når du er i land, ligger arbejdstiden som hovedregel mandag – fredag, men ind i mellem også om aftenen og i weekenden. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til individuel kontrakt.
Nationalmuseet skal have mulighed for at vurdere en børneattest inden ansættelsen.
Ansøgning Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestilling blandt vores medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Skriftlig ansøgning sendes via vores elektroniske rekrutteringssystem på vores hjemmeside
www.natmus.dk/job og
skal være museet i hænde
senest onsdag den 5. februar 2025. Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til centerleder Martin Andersen på telefon 20755151 eller e-mail
[email protected] Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på
www.natmus.dk