Søger du et spændende, alsidigt og både national og internationalt orienteret job?
Ønsker du at bruge dine juridiske kompetencer fuldt ud, og samtidig være en nøglespiller i en dynamisk og kompleks organisation? Vil du kunne trives med at få mudder på støvlerne? Så er du måske vores nye militærjuridiske rådgiver.
Om os 2. Brigade består af en opklaringsbataljon på Bornholm, en let infanteribataljon i Haderslev, en panserbataljon og en uddannelsesbataljon i Holstebro samt en uddannelsesbataljon i Slagelse.
Brigadestaben er placeret i Slagelse og har bl.a. ansvaret for at uddanne enheder til beredskab, udsendelse i internationale operationer og værnepligtige soldater under Hærens basis uddannelse såvel som stående reaktionsstyrke.
Derudover skal brigaden kunne opstille et hovedkvarter med hele eller dele af staben, der kan indgå i internationale operationer eller nationale opgaver i hele kongeriget.
Brigadestaben er kendetegnet ved at være en alsidig og fleksibel arbejdsplads med en positiv tilgang til nye udfordringer. Vi har et godt socialt sammenhold og et højt aktivitetsniveau – både i forhold til gennemførelse af egen uddannelse, men også i forhold til undervisning og kontrol af de enheder, der er underlagt 2. Brigade.
Om stillingen I det daglige vil du indgå i brigadestabens Operationssektion (G3), der består af en sektionschef, tre operationsofficer og en operationsbefalingsmand. Dertil er et antal stillinger i reservestrukturen.
Operationssektionens opgaveportefølje omfatter områder som; yde bidrag til Hærens Styrkegenereringsprogram (SGP), ansvarlig for opstilling og uddannelse af nationale/internationale indsættelser, føring af 2. brigades operationscenter samt planlægning og gennemførelse af øvelsesaktiviteter for brigadens enheder.
Ud over en bred opgaveportefølje, har operationssektionen kontaktflader til resten af staben, brigadens enheder samt eksternt til forsatte myndigheder, styrelser og kommandoer. Du vil med baggrund i dette, få muligheden for, at opnå en detaljeret forståelse af Forsvarets organisation, processer og prioriteringer.
Selv om du indgår i Operationssektionen vil du opleve, at du er involveret i mange aspekter bredt i hele brigaden. Som militærjuridisk rådgiver skal du bl.a. rådgive chefen for 2. Brigade, brigadestaben og brigadens underliggende myndigheder samt andre dele af Hærens enheder.
Dine arbejdsområder bliver bl.a. nationale og folkeretlige rammer for gennemførelse af militære operationer i og uden for væbnet konflikt, herunder humanitær folkeret og menneskerettigheder.
Du er med til at uddanne Hærens personel, så de juridisk er rustet til deltagelse i operationer. En del af uddannelsen er blandt andet undervisning i det juridiske grundlag for magtanvendelse og frihedsberøvelse af personer.
Du skal forvente rejseaktivitet i stillingen, både i ind- og udland, i forbindelse med øvelse, undervisning og briefing af enkeltpersoner og enheder.
Som militærjuridisk rådgiver kan du forvente at skulle udsendes i internationale missioner. Din opgave vil oftest være at rådgive enhedschefen i alle juridiske forhold, som er relevant for opgaveløsningen. I den sammenhæng vil dine opgaver spænde fra rådgivning af chefer og briefing af soldater i brug af magt, afgørelse af erstatningssager, og helt over til fortolkning af forvaltningsaftaler m.m. Under udsendelse vil du skulle dele samme vilkår som enheden, du er udsendt med.
Om dig Du er cand. jur. med interesse for folkeretten, herunder særligt humanitær folkeret og menneskerettigheder. Du er indstillet på, at ville gøre en forskel som del af et team samt at kunne virke i internationale operationer.
Du behersker engelsk i skrift og tale på forhandlingsniveau. Erfaring med forvaltningsret er en bonus, men ikke et krav.
Du er analytisk i din tilgang til arbejdsopgaver, og du kommunikerer klart i skrift og tale. Du kan lide at undervise samt omsætte juridiske dokumenter til brugervenlige manualer, og dette i et sprog, som tilpasses den aktuelle målgruppe, der spænder lige fra værnepligtige soldater til Hærens chefniveau.
Som person har du handlekraft, robusthed samt evnen til at arbejde selvstændigt og træffe beslutninger på egen hånd, da du vil være den eneste fastansatte jurist ved 2. Brigade. Du er initiativrig og gør brug af din faglighed såvel som dine sociale egenskaber og har i øvrigt en positiv tilgang til forhindringer.
Du bliver en del af den militærjuridiske rådgiverordning, der består af alle de militærjuridiske rådgivere, der er fordelt ved Forsvarets myndigheder i Danmark. Generalauditøren ved Forsvarets Auditørkorps har det faglige ansvar for ordningen, hvilket bl.a. indebærer et ansvar for at sikre grund- og efteruddannelse af militærjuridiske rådgivere. Du kan læse mere om ordningen
her.
Stilling giver muligheder for fleksibilitet i forhold til arbejdstid, arbejdsopgaver og øvrige forhold omkring stillingen. Såfremt du ikke i forvejen har kendskab til Forsvaret og ikke besidder de grundlæggende militære enkeltmandsfærdigheder, får du muligheden for at gennemgå et uddannelsesforløb.
Du får fast tjenestested i Slagelse, og der vil der være mulighed for hjemmearbejde.
Ansættelsesvilkår: Du bliver ansat og aflønnet efter den gældende overenskomst for Akademikere i Staten samt aftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Danmarks Jurist- og Økonomforbund om særlige vilkår for militære juridiske rådgivere inden for Forsvarsministeriets område. Der vil i forbindelse med ansættelse være mulighed for at forhandle et tillæg. Der er knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning til stillingen.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer. Du skal derfor være indstillet på at gennemgå en jobafprøvning, som omfatter en fysisk test, en helbredsundersøgelse samt psykologisk screening forud for ansættelse.
Dit faste tjenestested er på Gardehusarkasernen i Slagelse. Fjernarbejdsplads stilles til rådighed og hjemmearbejdsdage er en naturlig del af varetagelsen af tjenesten i brigadestaben.
Din daglige påklædning vil være militær uniform.
Kontaktoplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Operationssektionen, major Andreas Ecksteen Kofoed på telefon 7283 3031 eller mail:
[email protected].
Har du spørgsmål vedr. løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mia Nordbeck Carlsson ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 3266 5716 eller mail:
[email protected].
Ansøgningsfristen er den 23. februar 2025. Ansættelsessamtaler forventes gennemført herefter.
Sådan søger du Ansøgningen sendes elektronisk via linket, hvor du skal vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at dokumenter kun kan vedhæftes som PDF filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om 2. Brigade 2. Brigades enheder består af opklaringsbataljonen på Bornholm, den lette infanteribataljon i Haderslev, panserbataljonen og uddannelsesbataljonen i Holstebro samt uddannelsesbataljonen i Slagelse. Derved har vi opgaver inden for rammerne af både Hærens Basisuddannelse, Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse og Stående Reaktionsstyrke, og er samtidig ansvarlig for teknisk og taktisk udvikling inden for de tre kapacitetsområder: Opklaring, kampvogne og let infanteri.
Brigadestaben skal kunne opstilles som et hovedkvarter med hele eller dele af staben, der kan indgå i internationale operationer eller nationale opgaver i hele Riget, herunder ved terroranslag, større naturkatastrofer og tilsvarende.
Brigadechefen varetager funktionen som tjenestegrensansvarlig chef for kamptropperne, hvilket bl.a. indebærer, at brigaden er ansvarlig for styrkeudvikling og uddannelsesudvikling af kamptropperne på tværs af begge brigader. Vi er endvidere overordnet ansvarlige for uddannelse af enheder til nationale og internationale operationer. Det betyder bl.a., at brigaden er ansvarlig for den indsættelsesspecifikke uddannelse, der gennemføres under Mission Rehearsal Training, Mission Rehearsal Exercise og Live Firing Exercise.