Er du fiks på fingrene, og får du tingene til at virke? Kan du lide at kombinere soldaterlivet med professionen mekaniker?
Så er du måske lige den vi gerne vil have som kommende kollega!
Søg derfor stillingen som mekaniker i Stabskompagniet!
Om osStabskompagniet uddanner og træner højt specialiserede og dygtige ingeniørsoldater mhp. at kunne bidrage med forskellige kapaciteter til løsning af mange forskelligartede opgaver i rammen af 1. Panseringeniørbataljon og 1. Brigade.
Kompagniet er delt i fem specialiserede delinger; en kommandodeling, en stabsdeling som styrer og bemander bataljonsstabens føringsinstallationer, en ingeniørrekognosceringsdeling og to parkdelinger med alt fra feltbro, plejl og rendegravere m.m. til lastvogne og store pakninger af ingeniørammunition.
I kompagniet sætter vi opgaven i centrum og har en løsningsorienteret tilgang til tjenesten. Herudover er kompagniet kendetegnet ved en fri omgangstone hvor der er højt til loftet. Kompagniet bidrager til INTOPS med personel af alle grader.
Om stillingenSektionen består af 12 mand; én oversergent, én sergent, en korporal og 9 konstabler, fordelt på fagområderne motor, våben og elektronik.
Som mekaniker i kommandodelingens vedligeholdelsessektion, vil du få stor indflydelse på din egen hverdag. Du vil i høj grad være medbestemmende på om kompagniet kan løse opgaverne, da køretøjerne er et stort omdrejningspunkt for kompagniet.
Som motormekaniker, vil du komme til at reparere køretøjer i alle størrelser, fra personvogn til lastvogne, pansrede køretøjer og entreprenørmaskiner.
I sektionen lægger vi stor vægt på en uformel omgangstone, ligesom de sociale relationer dyrkes både i, og uden for arbejdstiden.
Foruden tjenesten som mekaniker, er du også soldat. Derfor afholder sektionen også dage i felten, deltager på øvelser, er på skydebanen og meget mere af det der kendertegner virket som soldat.
Om digVi ansætter på en blanding af faglige og menneskelige kompetencer, og de vægter næsten lige meget.
For at komme i betragtning til stillingen skal du være i besiddelse af svendebrev som til enten automekaniker, lastvognsmekaniker eller landbrugsmaskinemekaniker.
Hvis du er den vi mangler har du følgende menneskelige egenskaber: teamwork, faglighed, fleksibilitet og er beslutsom.
Din fysiske form er vigtig for os, og da vi også deltager i operative aktiviteter, skal du kunne honorere de gældende fysiske krav for forsvaret.
Af øvrige kompetencer er det ønskeligt at du kørekort til kategori B, C og E.
AnsættelsesvilkårStillingen er en faglært konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Faglært basisløn og tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Skive.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Sektionsfører Lars Thomsen Jensen 23 34 84 22.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Seniorsergent Steen Andersen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse mail
[email protected].
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er den 15. december 2024 og samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Stillingen er til besættelse 1. januar 2025 eller snarrest derefter.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM INGENIØRREGIMENTET
Ingeniørregimentet hører hjemme på Ingeniørkasernen i Skive, en af landets største kaserner.
Regimentets hovedopgave er at uddanne enheder indenfor de fem ingeniørspecialer; kampingeniør-, ammunitionsrydnings-, konstruktions-, geospatial- og CBRN-tjeneste.
Regimentet består af et garnisonsstøtteelement, tre professionelle bataljoner og en reservestruktur. Regimentet uddanner årligt knap 600 værnepligtige i regi af Hærens Basisuddannelse (HBU) og kursister fra alle våbenarter og værn.
Regimentet har også enheder på Pionergården på Vestamager, hvor dele af Ammunitionsrydningscenteret holder til.
Ingeniørkasernen huser også Prinsens Musikkorps, Hjemmeværnets Landsdelsregion Vest, Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- & Vestjylland samt Hjemmeværnsskolens Uddannelsescenter Midt- og Vestjylland. Derudover er der også elementer fra de funktionelle tjenester; bl.a. Driftsområde Skive under Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse, Forsyningscenter Skive under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Garnisons- og Specialværkstedet, begge under Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Med op til ca. 1.500 medarbejdere, når vi er flest og inkl. værnepligtigt personel og elever, er Ingeniørkasernen byens absolut største arbejdsplads. Garnisonen tilbyder dermed gode muligheder for en alsidig og varieret tjeneste.