Frederiks Skole søger pr. 1. september eller snarest herefter en lærer med linjefagskompetencer i musik og dansk. Stillingen er en fast fuldtidsstilling, der er tilknyttet mellemtrinnet.
En af vores dygtige lærere har fået nyt job, og vi søger derfor nu hendes afløser. Det er et krav, at du er en tydelig klasserumsleder, har gode relationskompetencer samt didaktisk flair i forhold til inklusionsopgaven. Ligeledes forventer vi, at du er glad for de unge mennesker og samarbejdet med deres forældre, så vi i fællesskab skaber de bedste betingelser for trivsel og læring.
I forhold til undervisningen er det vigtigst, at du har musik og dansk på linje, men der vil også være enkelte opgaver i andre fag. Du vil blive tilknyttet mellemtrinnet, da hovedparten af timerne ligger her, men der vil også være undervisningsopgaver i de andre afdelinger.
Frederiks Skole er en afdelingsopdelt skole, og i dagligdagen arbejdes der tæt sammen i de enkelte afdelinger. Her har du muligheden for at blive en del af et arbejdsfællesskab, hvor glæde, humor, faglighed og et positivt livssyn præger hverdagen. Frederiks Skole har 350 fantastiske elever, 38 lærer/pædagoger, samt en ledelse der består af en sekretær, en pædagogisk leder og en skoleleder.
Ansøgningsfristen er søndag den 4. august klokken 23.59, og vi forventer at afholde samtaler torsdag den 8. august.
Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skoleleder Martin Rovsing Mose på telefonnummer 87 87 21 22.