Er du klar til en spændende opgave, hvor du vil spille en central rolle i uddannelsen af fremtidens sergenter? Hærens Sergentskole i Varde søger lige nu en næstkommanderende til delingen ved Den Grundlæggende Sergentuddannelse. Her får du muligheden for at bidrage til Danmarks sikkerhed, samtidig med at du vokser både personligt og fagligt.
Om os Den grundlæggende sergentuddannelse er en del af Hærens Sergentskole, som er underlagt Forsvarsakademiet. Ved den grundlæggende sergentuddannelse uddanner vi Hærens kommende befalingsmænd. Vi uddanner omkring 250 elever om året.
Sergentuddannelsen er en taktisk uddannelse, idet ca. 50 % af uddannelsen består af føringsuddannelse. På den baggrund vil eleven, i løbet af uddannelsens varighed, kunne varetage føringen af en afsiddet infanterigruppe i defensive og offensive taktiske aktiviteter. Gruppeførerens øvrige opgaver som instruktør og vejleder er også en del af uddannelsen.
Om stillingen Som lærer og næstkommanderende, deling ved Den Grundlæggende Sergentuddannelse vil du få en forudsigelig, men også ganske travl hverdag. Normalt kendes arbejdsbelastningen et ½ år frem i tiden.
Du får mulighed for, gennem direkte kontakt, at forme, præge og uddanne unge, velmotiverede kommende befalingsmænd, indenfor de rammer som udstikkes af chefen af uddannelsen. Endvidere skal du også vejlede yngre kollegaer og officerer indenfor den militære profession.
Du en del af delingens Command Team, og er direkte ansvarlig overfor delingsføreren. Desuden er du stedfortrædende delingsfører i dennes fravær i alle aspekter af tjenesten. I en deling er der ud over delingsføreren og dig selv et antal faglærere med grad af oversergent. Stillingen stiller høje krav til dine menneskelige egenskaber, såvel som de holdningsmæssige. Derudover stilles der krav til dine evner inden for føring op til delingsniveau, dine evner som instruktør, skydeleder og til din fysiske form.
Den vigtigste opgave er, at du er med til at holdningspræge eleverne, således at eleverne, ud over deres faglige kompetencer, bibringes de rigtige holdninger og indstilling til tjenesten, så de forstår de pligter, det ansvar og de forventninger der er til dem når de skal gøre tjeneste som befalingsmænd. Denne holdningsprægning sker primært gennem det personlige eksempel og efterlevelse af Hærens befalingsmænds kerneværdier: Rollemodel, Mandskabsbehandling og Faglighed. Disse kerneværdier bruges også som målestok og referenceramme i vores vurdering af eleverne.
Om dig Du er seniorsergent med solid erfaring fra tidligere tjeneste i forsvaret eller erfaren oversergent der er klar til udnævnelse.
Du har erfaring med virket som næstkommanderende i en deling og er skarp på områderne Orden, System og Præcision.
Du forstår at præge dine omgivelser, herunder særligt eleverne, til at have fokus på netop disse tre områder.
Du har erfaring med felttjeneste og behersker til fulde virket som næstkommanderende, også under feltforhold.
Du er mentalt fleksibel og har en høj grad af omstillingsparathed.
Du har interesse for at undervise og forme potentielt kommende kolleger.
Du er rolig af sind og forstår at indgå i tæt samarbejde med andre befalingsmænd og officerer.
Du forstår vigtigheden af, at være det gode eksempel, helt fra felttjeneste, instruktørvirke og mandskabsbehandling til påklædning og personlig soignering.
Ansættelsesvilkår Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse inden for en kortere årrække.
I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på udnævnelse til seniorsergent efterfølgende. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested er Varde.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse internationale operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for Den Grundlæggende Sergentuddannelse på telefon 4172 1849 eller på mail
[email protected].
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Mertz ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 62 eller på mail
[email protected] Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 2. marts 2025, og samtaler forventes afholdt i uge i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse 1. maj 2025 eller hurtigst muligt.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Hærens sergentskole Hærens Sergentskole uddanner Hærens befalingsmænd og forestår desuden uddannelse af korporaler til Forsvaret.
Skolen er en selvstændig enhed under Forsvarsakademiet, og består af Den Grundlæggende Sergentuddannelse, Videreuddannelsen for mellemledere, en stab og støttefunktioner til uddannelserne.
Hærens Sergentskoles fælles motivation er at uddanne dygtige befalingsmænd til Hæren og Forsvaret, der lever op til Hærens Befalingsmænds Kerneværdier.