Vil du være med til at give Nørrebros børn en tryg hverdag fyldt med udviklende oplevelser? Kan du lide natur og afvekslende rammer for dit pædagogiske arbejde?
Så er det dig, vi mangler.
I Guldsmeden har vi den unikke fordel at kunne tilbyde det bedste af begge verdener – både byens livlige puls og naturens rolige omgivelser. Når vi ikke er på vores base på Nørrebro, nyder vi livet i vores udflytter, Ryttergården, som ligger smukt placeret lige ved Klampenborg Station. Her får vores to børnehavegrupper mulighed for at udforske og lege i naturskønne omgivelser, hvor vi sammen med børnene dyrker udelivet og nysgerrigt opdager naturens vidundere.
Vi søger en engageret pædagog, der trives i et dynamisk miljø, hvor by og natur mødes. Dig, der med kreativitet og struktur kan planlægge meningsfulde pædagogiske aktiviteter, og som samtidig kan bidrage til og styrke vores fællesskab. Hvis du brænder for at skabe inspirerende oplevelser for børnene både i byen og i naturen, er du måske lige den, vi leder efter!
Vores ønsker til dig
Du er uddannet pædagog, og selvom du gerne må være nyuddannet, ser vi det som en fordel, hvis du har erfaring fra børnehave. Vi håber, du bringer masser af faglig viden med dig og har lyst til at dele ud af den. Hos os er der altid plads til nye idéer og faglige inputs, men det er også vigtigt, at du kan arbejde inden for de rammer, vi har sat, og følge de planer, vi har lagt.
Vi arbejder dagligt i mindre børnegrupper med 6-8 børn i hver, hvilket kræver, at du er dygtig til at planlægge, igangsætte og strukturere forløb – både når vi er hjemme, og når vi er ude. Du har stærke kommunikations- og samarbejdsevner og formår at opbygge gode relationer. Der vil være tæt kontakt med både forældre og skolen, og det er din opgave at sikre, at de store børnehavebørn oplever trygge og glidende overgange gennem grundig overlevering og videndeling.
Det kan vi tilbyde dig i Guldsmeden
For at sikre en god hverdag for børnene lægger vi stor vægt på grundig planlægning og forberedelse. Derfor afsætter vi tid til både individuel og fælles forberedelse, så du har de bedste betingelser for at lykkes i dit arbejde.
Vi forstår vigtigheden af en god start i et nyt job, og derfor gør vi os umage for, at du får en tryg og varm modtagelse hos os. Vi har faste procedurer for din introduktion, og vores personalegruppe står klar til at hjælpe dig med alt det praktiske, så du hurtigt føler dig hjemme i dit nye arbejdsfællesskab.
Om Guldsmeden
Vi er en integreret institution med børn i alderen 0-6 år fordelt på tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Vi holder til i et charmerende hus midt i hjertet af Nørrebro omgivet af skønne grønne områder. Vores nærhed til ByOasen og De Gamles By giver os rig mulighed for at tage på spændende ture, som både børn og voksne ser frem til.
På vores dejlige legeplads er der plads til både vild leg og fordybelse med masser af plantekasser, hvor børnene kan være med til at dyrke og udforske naturen.
Du kan læse meget mere om vores skønne institution og vores udflytterhus her: Guldsmeden, og følge livet i Ryttergården på Instagram: Ryttergården. Ryttergården ligger i Klampenborg, perfekt placeret lige mellem skov og strand.
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
I København får du en bedre løn som uddannet pædagog end i de fleste kommuner. På www.kk.dk/paedagogloen kan du se, hvad man tjener som uddannet pædagog i Københavns Kommune. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Vi ønsker stillingen besat den 1. marts 2025.
Har vi vakt din interesse?
Hvis du har spørgsmål, så er du meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder Majken Samming Andersen på 21 52 25 50.
Vi ser vi frem til at modtage din ansøgning, CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 14. januar 2025
Vi holder samtaler løbende.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir