Professionshøjskolen UCN søger en engageret og dygtig økonomimedarbejder til vores regnskabsteam i økonomiafdelingen. Har du erfaring med controlling, bogføring, afstemninger og udarbejdelse af årsrapporter, og har du mod på løbende at lære nyt, er det måske dig, vi leder efter! Hvad kan du forvente i stillingen? Økonomiafdelingen på UCN er organiseret i tre teams: projekt-, konsulent- (budget) og regnskabsteam. Som økonomimedarbejder bliver du tilknyttet regnskabsteamet, der pt. består af 6 medarbejdere. Teamet varetager i fællesskab institutionens regnskabsopgaver, hvor vi veksler mellem selvstændig opgavevaretagelse og tætte samarbejdsfællesskaber. Omgangstonen er uformel og tillidsfuld, og vi prioriterer løbende sparring, hvor vi i fællesskab hjælper hinanden til at løse regnskabsopgaverne på et fagligt højt niveau.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:
- Bogføring og afstemninger i Navision Stat
- Controlling og behandling af udlægs- og rejseafregninger i RejsUd
- Controlling og behandling af fakturaer i IndFak
- Fakturering og opfølgning på debitorer
- Indberetninger til SKAT, herunder moms, lønsum mv.
Kendskab til ovennævnte systemer vægtes højt, ligesom erfaring med controlling indenfor offentlig administration og kendskab til statens kontoplan og tjenesterejseaftalen er en fordel.
Jobbet indebærer i høj grad kommunikation med såvel eksterne samarbejdspartnere som medarbejdere og ledere internt i UCN. Det er vigtigt, at du trives med dette og er god til at kommunikere på en tydelig og klar måde, så alle der henvender sig føler sig hjulpet godt videre.
Teamets opgaver udvikler og forandrer sig løbende, og i den kommende periode forventes det, at forberedelse til fremtidig aflæggelse af klimaregnskab vil være en stor opgave i teamet. En ny og spændende opgave du som medarbejder vil få rig mulighed for at sætte dit præg på.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen som økonomimedarbejder er en fast stilling på 37 timer ugentligt med tiltrædelse hurtigst muligt og senest
1. november 2024.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK (Stat). Der vil være mulighed for forhandling af tillæg.
Ansøgning Ansøgningsfristen er
mandag den 9. september 2024 kl. 23.59.
Ansættelsessamtaler afholdes
torsdag den 12. september 2024.
Yderligere information Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte regnskabsleder Søren Donbæk Kjeldsen på mail
[email protected] eller telefon 72690118.
UCN ønsker, at vores medarbejderstab afspejler diversiteten i det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, alder, etnicitet, religiøsitet, handicap og seksuel overbevisning til at søge stillingen.