Overlæge og teamleder til brystkræftteamet, Klinisk Onkologisk Afdeling Næstved
Vi søger en overlæge der har lyst til at fungere som teamleder for brystkræftteamet i Næstved.
En overlæge, der med en helhedsorienteret tilgang ikke blot ser den enkelte patient og har en individuel tilgang til arbejdet som læge, men også ser den samlede patientgruppe og bidrager til at skabe et arbejdsmiljø præget af samarbejde, omsorg og respekt.
Brystkræftteamet er afdelingens største team med 9 speciallæger og et stærkt fagligt fællesskab, hvor udvikling, samarbejde og videndeling er centrale værdier. Teamet arbejder ud fra en søjlemodel, hvor patienterne fortrinsvis er tilknyttet én af tre søjler. Hver søjle består af tre speciallæger med forskellig subspecialisering inden for mammacancer, hvilket sikrer en målrettet og specialiseret behandling. Speciallægerne har ekspertise inden for blandt andet medicinsk behandling af forskellige subtyper af brystkræft, strålebehandling, elektroporation, personlig medicin, understøttende behandling og senfølger.
Den faglige sparring på tværs af teamet, både monofagligt og tværfagligt, er en hjørnesten i arbejdet. Vi arbejder generelt med høj grad af tværfaglighed i patientforløbene og har et godt og konstruktivt samarbejde med vores brystkirurgiske kollegaer, som vi kontinuerligt udbygger og konsoliderer. Ud over det lokale samarbejde er teamets læger engagerede i senfølgeklinikken, Medicinrådets fagudvalg, DBCG, Fase1 samarbejder og naturligvis forskning.
Vi vægter udvikling og læring højt og som teamleder får du en central rolle i understøttelsen af både individuel og kollektiv faglig udvikling i teamet. Det gælder også din egen faglige udvikling, hvor vi aktivt vil arbejde for at skabe muligheder for fordybelse, forskning og kompetenceudvikling. Så kan du sætte dit præg på feltet og bidrage til vores fælles faglige vækst.
Vi tror på, at høj kvalitet i patientpleje og behandling ikke kun afhænger af høj specialisering, men i lige så høj grad af compassion – en aktiv og dyb forståelse for både patientens og kollegaers behov med et samtidigt blik for hele teamets og den samlede patientgruppes behov og muligheder. En stærk klinisk faglighed går hånd i hånd med evnen til at støtte, inspirere og engagere sit team.
Vi flytter til Køge
Forberedelserne af flygtning til de nye bygninger i Køge efterår 2026 er allerede i gang. I Køge bliver alle regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter samlet under ét tag, og allerede september 2025 overtager vi den nye stråleterapi og begynder indmåling af acceleratorerne. Sengeafsnit og ambulatorier følger efter oktober/november 2026, når indmåling afsluttet og vi er klar til at byde de første patienter velkommen.
Et stærkt universitetshospital
Som universitetshospital er vi forpligtet til at forske, udvikle og uddanne. Det særlige for os er, at vi på tværs af hele Region Sjælland bedriver forskning fra øverste hylde i de store folkesygdomme og dermed matcher bredden i patientgrupperne. Afdelingen publicerer 70 artikler årligt og har lige nu 25 forskningsansatte. Hvert år starter nye ph.d.-forløb. Forskning & udvikling er på kort tid blevet en synlig og aktiv del af hverdagen på afdelingen.
Blik for hele regionen
På Sjællands Universitetshospital har vi en særlig forpligtelse til at række ud i hele regionen. Vi bidrager til at skabe sammenhæng og samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet. Vi anerkender de uligheder, der findes i sundhedsvæsenet, og vi arbejder dedikeret på at mindske dem. Vores vision er at udvide vores omsorg og ekspertise til at dække et større geografisk område, hvor vi kan bidrage til den samme sundhed og trivsel for hele populationen i vores region.
Vores afdelingen i fuld gang med udvikling og implementering af personlig medicin og personcentreret behandling. Vi arbejder aktivt med patienters sårbarhed og modvirker social ulighed.
Mulighedernes hospital
Onkologisk Afdeling er vokset betydeligt og har ændret karakter fra at være en primær speciallægeinstitution til nu at være en mere integreret afdeling med flere yngre læger. Det betyder, at vi har fokus på at etablere et stærkt uddannelsesmiljø og bære dette ind i en større sammenhæng, når vores to matrikler samles i Køge.
Virtuelle konsultationer kan sætte både patienter og medarbejdere fri. I takt med at antallet af virtuelle konsultationer er øget, har det også givet mulighed for etableringen af arbejdsdage hjemme eller udenfor matriklen.
Vi har mange andre muligheder for fleksibilitet i arbejdstiden, herunder har vi en del medarbejdere på 4 dages arbejdsuge. Vi gør os umage med at tilbyde medarbejderne indflydelse på deres arbejdsliv.
Vi tror på, at de bedste resultater skabes i fællesskab. Vi søger en teamleder, der med ydmyghed og nysgerrighed lytter til og inddrager teamets samlede viden og erfaring – uanset stillingsbetegnelse. Vi vægter et stærkt fagligt miljø, hvor alle føler sig anerkendt og værdsat, og hvor læring og udvikling er en naturlig del af hverdagen. Herunder vil vi tage hensyn til dine interesser og kompetencer, så du kan sætte dit præg på afdelingen.
Det modige hospital
På SUH er vi modige. Vi tør være åbne og vise virkeligheden, det svære og uligheden i sundhedsvæsenet, som vi oplever den. Vores mod betyder også, at vi tør gå nye veje og være på forkant med udviklingen. Vi ser muligheder i udfordringer og stræber efter at innovere og forbedre sundhedsvæsenet med nye løsninger, når vilkårene kræver det.
Vi er i gang med at skabe et fuldt udbygget Universitetshospital. Vil du med på holdet?
Kvalifikationer
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i klinisk onkologi. Men først og fremmest søger vi en person, der med sine faglige og personlige kvalifikationer kan samarbejde på tværs af faggrænser og specialer. En person som har lyst til at engagere sig i et teambaseret klinisk arbejde, der også kan omfatte forskning, administrativt arbejde og udviklings- og innovationsarbejde.
Som teamleder skal du være interesseret i ledelse, og vi understøtter gerne din personlige ledelsesudvikling.
Om dig
Du er fagligt ambitiøs og vægter arbejdsmiljø højt.
Du er en stærk kommunikator, der kan skabe en tryg og åben dialog – både med patienter, pårørende og kollegaer. Du evner at formidle komplekse budskaber klart og engagerende og har en naturlig evne til at samle og motivere dit team. Med et skarpt blik for både den enkelte medarbejders trivsel og teamets samlede udvikling, skaber du en kultur, hvor alle føler sig hørt og støttet.
Du kan lide at arbejde tværfagligt og er god til samarbejde. Du har gode kompetencer indenfor medicinsk behandling af brystkræft.
Du har lyst til at være en del af arbejdet og være med til at videre udvikle et aktivt og dynamisk læringsmiljø for yngre læger.
Du er interesseret i udfordringer, er orienteret mod sundhedsreformens ønsker til udviklingen af sundhedstilbud, og du kan lide at have mulighed for at sætte dit eget præg på en afdeling.
Du er interesseret i hele kræftpatienten og opmærksom på, at forskellige patienter har forskellige behov.
Du har masser af energi og møder folk i øjenhøjde.
Vagt og arbejdstid
Speciallægers vagt er ’vagt udenfor tjenestested’ for udgået af dagsfunktion 8–18 (weekend 9–15) som bagvagt i Roskilde. Bagvagten dækker 26 onkologiske senge i Roskilde og 6 onkologiske senge i Næstved i samarbejde med forvagter i fremmøde på begge matrikler.
Almindeligt dagsarbejde ligger 8–15:24. Vi har daglige eftermiddags-/aftenambulatorier, typisk 15:30–18.00, og der er dermed mulighed for at veksle mellem lange arbejdsdage og afspadsering.
Du kan som teamleder fravælge vagtfunktion.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Ansættelsesstart maj 2025 eller efter konkret aftale.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte Cheflæge Mads Nordahl Svendsen på tlf. 41411801 for en fortrolig samtale om mulighederne. Skriftlig henvendelse til [email protected] er også meget velkommen.
Sjællands Universitetshospital anvender en vurdering af de 7 kompetencer (Medicinsk ekspert, Kommunikator, Samarbejder, Leder/Administrator, Sundhedsfremmer, Akademiker og Professionel) i den faglige bedømmelse.
Ansøgere bedes i ansøgningen, med bedst mulig dokumentation, forholde sig konkret til de 7 kompetencer.
Ansøgningsfrist er den 23. marts 2025. Stillingen skal ansøges via HR-skyen.
Der indkaldes til ansættelsessamtaler 26. marts 2025
Vi glæder os til at tage godt imod dig som vores nye overlæge, og vi har fokus på, at du bliver godt introduceret og føler dig godt tilpas hos os.
Såfremt du ikke ønsker teamleder funktionen men gerne vil arbejde som speciallæge i teamet så kontakt os endelig.
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir