Overlæge søges til dynamisk og erfarent team af behandlere
Pr. 01.03.2025 eller snarest derefter er en stilling som overlæge ledig ved Retspsykiatrisk Klinik, AUH Psykiatrien, Skejby
I Retspsykiatrisk Klinik behandles patienter med dom til behandling, visse seksualkriminelle og der foretages ambulante mentalobservationer. Patientgruppen er ikke omfattet af udrednings- og behandlingsgarantien. Generelt er behandlingsforløbene flerårige pga. dom og foregår i et spændende tværfagligt samarbejde. Diagnosegruppen er bred med diverse co-morbiditet, og der kan foretages supplerende undersøgelser og re-diagnosticering. En særlig gruppe patienter modtager en ekstra opsøgende og specialiseret indsats, der foregår i et højt prioriteret tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i psykiatri, der har interesse for og lyst til at medvirke i udviklingen og tilrettelæggelsen af behandlingen. Retspsykiatrisk erfaring er ikke et krav.
Der er mulighed for at deltage i undervisning, forskning og kvalitetsudvikling i afdelingen, ligesom der er gode muligheder for efteruddannelse, herunder i retspsykiatri.
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø såvel i klinikken som i lægegruppen. Der er en høj grad af fokus på sikkerhed i arbejdet, hvilket vi ser en god effekt af.
Overlægen refererer til funktionsledelsen i klinikken.
Retspsykiatrisk Afdeling er en specialafdeling på Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, Skejby med ca. 260 medarbejdere fordelt på en klinik og fire sengeafsnit. Afdelingen har landsdelsfunktion vedrørende mentalobservationer og højt specialiseret funktion vedrørende behandling af seksualkriminelle.
Du kan læse mere om afdelingen her:
Retspsykiatrisk Afdeling - Psykiatrien i Region Midtjylland - til fagpersoner
Løn- og ansættelsesforhold efter overenskomst mellem Region Midtjylland og Foreningen af Speciallæger.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Kirsten Nitschke, tlf. 7847 2640.
Ansøgningsfrist mandag den 17.03.2025.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler fredag den 21.03.2025.
Vi gør opmærksom på, at der vil blive indhentet straffeattest ved evt. ansættelse.
I Psykiatrien i Region Midtjylland prioriterer vi, at vores medarbejdere løbende udvikler deres kompetencer. Derfor har vi skræddersyet vores eget uddannelsesunivers – Psykiatriakademiet. Her kan du blive inspireret til det næste skridt i din karriere.
Læs mere om vores mange muligheder på Psykiatriakademiets hjemmeside : Klik her for at se hjemmesiden
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir