Til dig som søger en urologisk afdeling med muligheder for at bidrage til forskning og udvikling inden for børneurologi og medfødte misdannelser af urinveje/genitalia. Din primære tilknytning vil være i Børneurologi teamet. Du vil skulle tage ansvar for forløb i Børn & Unge samt Klinik for Bækkenbundslidelser, som er vigtige samarbejdspartnere. Det vil være med et særligt fokus og ansvar for børn med neurogen blære samt transition herunder udvikle og implementere sexologisk rådgivning ifm. transition fra barn til voksen hos patienter med medfødte misdannelser.
En stilling som overlæge ved Region Midtjylland med tjeneste ved Urinvejskirurgi, Århus Universitetshospital er ledig til besættelse 3. marts 2025 eller efter aftale.
Urinvejskirurgi på Aarhus Universitetshospital varetager udredning og behandling af patienter med nyre-, øvre urothel-, blære-, penis-, prostata- og testikelkræft samt benign voksen - og børneurologi på hovedfunktions-, regions- og højt specialiseret niveau.
Urinvejskirurgi varetager højt specialiserede funktioner inden for avanceret urologi, børneurologi, dialyse- og transplantationskirurgi i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning. Afdelingen dækker desuden alle områder af basisurologien. Derudover indgår Urinvejskirurgi i et fagligt fællesskab i Klinik For Bækkenbundslidelser og Senfølgeklinikken, - et område med fortsat stort udviklings- og forskningspotentiale – også inden for børneurologien.
Der ønskes ansøger, som er speciallæge i urologi med særlig kompetence- og interesseområder inden for udredning og behandling af børn med medfødte misdannelser af urinveje/genitalia samt børn med erhvervede benigne og maligne urologiske lidelser. En certificering til børneurologi skal dokumenteres.
Du vil primært være tilknyttet Børneurologi-teamet og varetage bla. teamspecifikke højtspecialiserede opgaver. Der forventes erfaring og interesse inden for udredning, behandling og opfølgning af børn med medfødte urinvejsmisdannelser og benigne/maligne uro-genitale sygdomme ud fra et evidens- og patientperspektiv i hhv. Klinik, Dagkirurgi og stationært OP.
Det forventes, at du har erfaring med robotassisteret hydronefrosekirurgi, laparoskopisk teknikker, samt at du mestrer de hyppigst forekommende åbne kirurgiske behandlingstilbud til børneurologiske patienter. Derudover forventes erfaring og rutine med robotassisteret hydronefrosekirurgi hos voksne.
Du vil skulle medvirke til at præge retning og implementering af fremtidig strategi for udredning og behandling af ovennævnte patientgrupper.
Sammen med afdelingsledelsen og øvrige speciallæger i eget team samt i tæt samarbejde med andre specialer vil du have ansvaret for udvikling og organiseringen af patientforløbene med særligt fokus på patienter med neurogen blæredysfunktion, som ofte er koblet sammen med andre malformationer og derfor kræver multidiciplinær beslutningstagning.
Derudover forventes håndtering af problematikker forbundet med overgangen fra barn til voksen for patienter med medfødte misdannelser – herunder have ansvar for udvikling og etablering af sexologisk rådgivning til denne gruppe af patienter.
Du skal sammen med teamets læger påtage dig ansvar for ledelse af transformation af børneurologien på AUH, så at børneurologien kan bidrage med veldrevne patientforløb ind i det kommende Børnehospital, AUH.
Evne til samarbejde på tværs internt i organisationen samt eksternt såvel i regionen som på tværs af regioner er af afgørende betydning i denne funktion.
Urinvejskirurgi er førende inden for den ambulante kirurgi, og en stor del af den kirurgiske aktivitet ligger placeret i vores dagkirurgiske afdeling. Din primære operative aktivitet vil være på børneoperationsafsnittet og på stationært voksen OP afsnit.
Forskningsinteresse er et krav. Erfaring med inklusion og drift af kliniske projekter vil være en fordel. Du vil skulle bidrage aktivt ind i rekruttering af patienter til kliniske projekter. Der vil være mulighed for at bidrage med egen forskningsaktivitet i form af ideudvikling og supervision af yngre kolleger. Det forventes, at tæt interaktion med Forskningsenheden tænkes ind i daglig drift.
Du skal være villig til at indgå i et travlt og dynamisk team, hvor udredning, behandling, transition, forskning og udvikling går op i en højere enhed. Drivkraften skal være ønsket om, altid at gøre det bedste for vores patienter ift. udredning, behandling og opfølgning samt bidrage til undervisning og kvalitetsforbedrende tiltag vurderet ud fra et evidens- og patientoplevet perspektiv.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge, som bidrager til et godt arbejdsmiljø og gode samarbejdsrelationer såvel internt som eksternt.
I forhold til personlige egenskaber lægges vægt på evnen til dialog baseret samarbejde, loyalitet, engagement, ansvarlighed, åbenhed og beslutningsdygtighed.
Stillingen er forbundet med børneurologisk beredskabsvagt (vagthold på 5) med rådighedstjeneste fra bolig.
Ansøgeren bedømmes ud fra de 7 lægeroller De 7 lægeroller
Ansættelsen sker med hovedtjeneste ved Århus Universitetshospital, Urinvejskirurgi.
Stillingen er omfattet af de nye lønformer, så lønnen er sammensat af grundløn, evt. kvalifikationsløn og evt. funktionsløn.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Cheflæge Anette Ryslev på tlf. 40 17 89 02 og mail [email protected]
Ansøgningsfrist d. 11. februar 2025
Funktionsbeskrivelse: https://rm.emply.com/api-v2/shared-files/5d7d52b1-523f-4aa6-8eb7-d24c58c41b70/shared-access-keys/kw32qf7eghiqxufghcdcxbpkgy7xmhwa4tck8ax5jb7e4tp1ngbulpiey28twyzm
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir