Har du erfaring med ledelse og lyst til at videreudvikle vores klinik og behandling af funktionel lidelse? Vi søger en oversygeplejerske der sammen med vores ledende overlæge skal fungere som ledelsesteam for Klinik for Funktionelle Lidelser (KFL), der er en klinik organiseret under Socialmedicinsk Afdeling på Frederiksberg Hospital.
KFL er et specialiseret tværfagligt behandlingstilbud målrettet voksne med moderat til svær funktionel lidelse eller helbredsangst. I centret undersøges og behandles voksne patienter med vedvarende fysiske symptomer, der ikke er bedre forklaret ved anden fysisk eller psykisk sygdom og som påvirker funktionsevne og livskvalitet i væsentlig grad – også benævnt funktionelle lidelser. Derudover behandles patienter med helbredsangst der er kendetegnet ved en grundlæggende angst for specifik livstruende eller invaliderende sygdom og skiftende symptomer som følge heraf. Klinikken har regionsfunktion og højt specialiseret funktion.
Klinikken lægger vægt på en bio-psyko-social og individuel tilrettelagt udredning og behandling baseret på psyko- og fysioterapeutisk indsats og herudover evt. medicin. Der lægges også særlig vægt på en socialfaglig indsats med fokus på at nedbringe belastende og vedligeholdende livsomstændigheder. Vi er et behandlingsteam bestående af læger, psykologer, fysioterapeuter, psykomotorisk terapeut, socialfaglige og sekretærer.
Oversygeplejersken vil være personaleleder for psykologer, fysioterapeuter og psykomotorisk terapeut og vil derudover i samarbejde med den ledende overlæge indgå i både den kliniske drift og organisatoriske og faglige videreudvikling.
Kvalifikationer - Bred klinisk erfaring, herunder gerne med funktionel lidelse og/eller helbredsangst
- Erfaring med såvel drifts- som personaleledelse
- Erfaring med tværfagligt arbejde og at indgå i tværfaglige teams.
- Forskningserfaring vil være en fordel, men ikke en forudsætning.
Vi søger en person, der er god til at kommunikere, ønsker tværfagligt samarbejde og kan rumme, overskue og konkludere på ofte meget komplekse problemstillinger. Du skal være god til at tage initiativ, få beslutninger sat i drift samt være engageret og have en positiv indstilling til klinikkens fremtidige udfordringer og udvikling.
Vi kan tilbyde dig - Et fagligt stærkt, ligefremt og innovativt arbejdsmiljø i en klinik under fortsat udvikling.
- Spændende kliniske opgaver.
- Dygtige og engagerede kollegaer.
- Spændende og afvekslende opgaver med stor tværregional og tværsektoriel kontaktflade.
- Gode samarbejdsmuligheder med relevante hospitalsspecialer
- Tæt og velfungerende tværfagligt samarbejde, både i KFL og med den øvrige del af Afdeling for Socialmedicin.
- En arbejdsplads der prioriterer undervisning, uddannelse og forskning højt.
- Et forskningsmiljø under opbygning.
- En vagtfri stilling med fleksibilitet.
Ansættelsesforhold Stillingen er ledig til besættelse 1. februar 2025 eller snarest derefter.
Løn- og ansættelsesforhold vil være i overensstemmelse med gældende overenskomst.
Ansøgningsprocedure Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Rikke Hinge Carlsson. Kontakt venligst vores sekretariat på 38 66 68 00.
Ansøgningsfrist Ansøgningen vedlagt CV, uddannelsesbevis samt relevante autorisationer sendes online via linket herunder senest 12. januar 2025
Samtaler forventes afholdt uge 3.