Vi kan tilbyde dig en ansættelse på et dynamisk center med patienten i centrum i en lægegruppe med fokus på uddannelse, faglig udvikling, undervisning og mulighed for forskning. Psykiatrisk Center Amager søger to læger til uklassificerede stillinger.
Velkommen indenfor på Digevej Som læge på PC Amager vil du varetage stuegang på et intensivt afsnit i dagtid. Herudover indeholder stillingen vanligt forvagtsarbejde i aftennattevagt i en åben, uvisiteret psykiatrisk akutmodtagelse.
Som forvagt er du ikke alene på vagt. PC Amager har to reservelæger i vagt efter kl 15:30, Speciallæge i Front (SIF) fra kl. 15:30 til 20 på hverdage samt en døgndækkende bagvagt. I weekenden er der SIF-vagt i dagtid.
Der udarbejdes i vagten akutte medicinplaner i samarbejde med bagvagt og SIF vagt og akutte situationer ledes i samarbejde med en forebyggelsesinstruktør fra plejegruppen. Dette sikrer dels patientinddragelse, god læring og forebyggelse af tvang.
Du får mulighed for sparring på dit daglige arbejde, fokus på karrierevejledning og generel trivsel med speciallægerne, mere erfarne læger og den uddannelsesansvarlige overlæge.
Herudover har vi fokus på ugentlig struktureret klinisk supervision, mulighed for forskning i vores forskningsenhed, undervisning og klinisk læring ved konferencer ved bl.a. fremlæggelse og drøftelse af patienter. Vi tilstræber en bred uddannelse med fokus kompetencer på alle 7 lægeroller.
Hvilke arbejdsopgaver vil du få? Du vil udover vagtarbejdet få klinisk funktion i et fast døgnafsnit, hvor dine psykiatriske lægekompetencer vil kunne udvikles i samtalerne. I tæt samarbejde med afsnitsledende overlæge, oversygeplejerske, evt. specialpsykolog og øvrige uddannelseslæger vil du kunne varetage følgende kliniske opgaver:
- udredning, psykofarmakologisk behandling og evt. henvisning til andet behandlingstilbud
- behandling af patienter med retslige foranstaltninger
- deltage i psykoedukation af patienter og pårørende
- undervisning af kolleger og YL
Vores forventninger til dig Vi forventer, at du:
- Har dansk autorisation og gerne ret til selvstændigt virke
- Er yngre læge med stort engagement og mod på faglige udfordringer
- Gerne vil bidrage til et arbejdsmiljø med fokus på vidensdeling og tværfagligt samarbejde
Hvad tilbyder vi dig? - sammenhæng mellem klinikken og forskning, blandt andet gennem et udbygget internt program med mulighed for undervisning.
- synlige ledere med engagement
- et godt kollegialt netværk i både YL og speciallægegruppen med fokus på trivsel og humor i hverdagen
- en god struktur for faglig understøttelse af det lægelige arbejde
- en ambitiøs og udfordrende arbejdsplads med gode læringsmuligheder
Om os Psykiatrisk Center Amager har fokus på socialt udsatte med forskning indenfor psykopatologi, dobbeltdiagnoser og kunstens betydning som terapeutisk intervention. PCA er optaget af at sikre omtale af patienter og pårørende er med respekt for deres individuelle problemstilling samtidigt med, at man ikke går på kompromis med evidens og standarder. PCA tilbyder en god omgangstone, fokus på work/life balance i vagtplanlægning og fordeling af opgaver med respekt for den enkeltes kapacitet og evner. PCA tilstræber at gøre RHP’s mål nærværende i hverdagen, så du oplever det meningsfuldt som speciallæge at engagere dig i det daglige ledelsesarbejde. På PCA vil du møde synlige ledere, som ikke er bange for at sætte personlighed i spil og anvende humor tilpasset situationen. Vi vægter, at samarbejde foregår i en tillidsfuld atmosfære, hvor vi er sammen om opgaven med hvert vores ansvar.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er med tiltrædelse den 1. maj 2025 eller snarest derefter og ansættelse sker for 1 år.
Stillingen er 37 timer ugentligt. Stillingen er vagtbærende. Du skal forvente 4 aftennattevagter månedligt, heraf en weekend hver måned.
Du ansættes i henhold til overenskomst for underordnede læger, herunder overenskomstens bestemmelser om arbejdstid.
Regionen er et døgndækket område, og du vil efter konkret behov kunne blive planlagt med vagter i overensstemmelse med arbejdstidsreglerne i overenskomsten.
Du kan læse mere om at være ansat i Region Hovedstadens Psykiatri på vores onboardingsside, klik
her. Interesseret? Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte René Sjælland, cheflæge, på
[email protected] eller tlf. 21729501.
Ansøgningsfristen er mandag den 31. marts 2025 Ansøgningen skal indeholde oplysninger om CV, autorisation/eksamensbevis samt oplysninger om tidligere ansættelser.
Der indhentes, efter aftale med ansøger, referencer forud for endelig ansættelse.
Om Psykiatrisk Center Amager Psykiatrisk Center Amager har et optageområde, der på nær Christianshavn dækker hele Amager og Vesterbro inkl. Sydhavnen. Befolkningstallet udgør omkring 260.000 borgere med forventning om yderligere befolkningstilvækst. Centeret har 9 døgnafsnit med i alt 129 sengepladser fordelt på fem intensive og fire åbne, subspecialiserede sengeafsnit. Den ambulante behandling varetages i to psykiatriske ambulatorier på hhv. Hans Bogbinders Allé og Gl. Kongevej og i Psykoterapeutisk og Ældrepsykiatrisk Ambulatorium, som ligger på Digevej. Derudover har vi et Gadeplansteam, OPUS Ambulatorium samt et botilbudsteam.
Psykiatrisk Center Amager er et universitetshospital med uddannelses- og undervisningsaktivitet samt en Forskningsenhed. Centeret er klassificeret til uddannelse af læger i alle stillingskategorier KBU- (klinisk basisuddannelse), speciallæge i almen medicin samt til introduktions- og hoveduddannelsesstillinger i psykiatri og til uddannelse af specialpsykologer. Centeret varetager studenterundervisningen af medicinstuderende på 10. semester ved Københavns Universitet.
Du kan læse mere om centret
her