Forstår du vigtigheden af det pædagogiske arbejde?
Og er du god til at reflektere over, hvorfor du gør, som du gør?
Så kom og bliv en del af vores fagligt funderede team. Vi mangler en kollega, som kan se børns udvikling i en større kontekst. Vi søger en pædagog, eller en medhjælper med solid erfaring til Mariehønsene, som vil være med til at skabe en tryg og genkendelig hverdag for børnene i Valby Vuggestue.
Vi har en klar struktur for dagen, men det er vigtigt for os ikke at låse os fast i kasser og strukturer, når vi planlægger aktiviteter for børnene. Vi vil hellere fokusere på, hvilken udvikling vores børn er i her og nu og justere vores praksis efter børnenes nærmeste udviklingszone.
Som kommende kollega i vores vuggestue skal du derfor være omstillingsparat og støtte op, når vi justerer planen. Du skal kunne indgå i nærværende barn-voksen-relationer hver dag og bidrage til, at skabe gode læringsmiljøer for alle børn på stuen og i hele huset. For tiden har vi stort fokus på at skabe et fælles fagligt fundament på tværs af stuerne i huset og vores fælles vision er at skabe rammerne for det gode vuggestueliv. Har du lyst til at være med til dette?
Vores ønsker til dig
Du er uddannet pædagog, og du må gerne være nyuddannet, men du skal være bevidst om, hvad du står for i dit arbejde som pædagog, og hvile i det ansvar, du har. Derfor er det også en fordel, hvis du har arbejdet i et dagtilbud enten før, under eller efter din uddannelse. Du kan også være medhjælper med erfaring, som forstår at sætte børnenes udvikling og trivsel i centrum.
Du skal være god til at sætte din faglighed i spil i hverdagen og se dig selv som en ressource for hele huset, så alle børn i Valby Vuggestue bliver præsenteret for den samme kvalitet hver dag.
Børn og forældre skal mærke og opleve en medarbejder der tager sit fag alvorligt og som sætter en stor ære i at være en del af børnenes udvikling og læring og vuggestueliv generelt.
Vi har stor fokus på sprog og arbejder blandt andet med Sprogtrappen. Du skal være med til at tænke sproglige læringsforløb ind i legen, så børnene oplever sprogunderstøttende læringsmiljøer hele dagen.
Vi lægger stor vægt på at vi skal kunne supplere hinanden i arbejdsfællesskabet, hvilket betyder, at vi skal kunne lade os inspirere, samtidig med at udvise lyst til at lære fra os.
Vi leder efter dig, som har en positiv indgangsvinkel til din arbejdsdag og er god til at fremhæve de ting, der virker, og de episoder, hvor vi lykkes med opgaven. Vi leder efter dig, som vil være en del af et meget ansvarsbevidst hus og hvor vi er stolte af vores arbejde.
Det er vigtigt at du kan deltage i arbejdet omkring at dokumenterer praksis fx i form af ugeplaner, nyhedsbreve på Aula til forældrene, men også i form af vidensdeling med kollegaer.
Det får du som pædagog i Valby Vuggestue
Som ny medarbejder træder du ind i et hus fyldt med viden, som vores rammer og praksis også afspejler. Du vil stadig få mulighed for at præge vores praksis, for eksempel ved at deltage i forskellige udvalg af pædagogisk karakter.
Da vi er en rendyrket vuggestue, har vi et stort erfaringsgrundlag, og alle i huset brænder for vuggestuealderen. Hele huset er bygget op omkring vuggestuebørn, og det gør det lettere for os at træde ind i hinandens rytmer på tværs af stuerne.
Vi har et arbejdsfællesskab, med et fælles ansvar for, at hverdagen hænger sammen for alle, og der bliver lagt vægt på den gode tone og den gode stemning i huset som fundament for det gode arbejdsmiljø.
Om Valby Vuggestue
Vi bor i et gammelt og charmerende hus tæt på både Valby Station og Vigerslev Station. Vores hus ligner ikke en typisk institution, og ingen af stuerne er ens, hvilket giver nogle hyggelige rammer for vuggestuebørnenes hverdag. Derudover har vi en skøn, stor legeplads.
Valby Vuggestue er en stor institution med 96 børn fordelt på otte stuer. Vi ligger placeret tæt på legepladser og grønne områder og sætter stor pris på at benytte lokalområdet i vores dagligdag.
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen med start hurtigst muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I København får du en bedre løn som uddannet pædagog end i de fleste kommuner. På www.kk.dk/paedagogloen kan du se, hvor meget man tjener som uddannet pædagog i Københavns Kommune. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Lyder Valby vuggestue som noget for dig?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte klyngeleder Carsten Hansen på 30 43 84 79. Du kan også læse mere om os på vores hjemmeside.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os meget til at høre fra dig.
Søg via linket senest torsdag den 13. februar 2025
Vi holder samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristen.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir