Børnehytten søger dedikeret pædagogisk uddannet personale med hang til udeliv.
Hvem er vi:
Vi er en privat integreret daginstitution beliggende i hjertet af Kettinge. Vi er normeret til 12 vuggestuebørn og 29 børnehavebørn. Vi har tæt samarbejde med forældrebestyrelse og det lokale forenings- og forretningsliv.
Huset rummer nærhed, omsorg og sammenhold for børnene såvel som for kollegaerne. Vi har fokus på trivsel og tryghed og vægter derfor bl.a. forældrekontakten højt. Vi er gode til at arbejde sammen og spille hinanden gode i hverdagen. Grundet husets størrelse er der en naturlig god relation til børnene på tværs af stuerne og vi kan hurtigt træde til på alle stuer, hvis behovet opstår.
Børnehytten støder op til en tidligere grusgrav, der nu fungerer som rekreativt område med bålhytte, naturlegeplads, kunstige søer med fisk og mange andre muligheder for udfoldelser med børnene. Derudover har vi vores egen legeplads, hvor vi prioriterer at børnene kommer ud hver dag. Det er derfor vigtigt, at du nyder at være en del af udelivet uanset vind og vejr, da vores børn også elsker at hoppe i vandpytter, kigge på biller og finde regnorme.
Vi har i Børnehytten lavet en ny målsætning for de kommende år, hvor vi fremadrettet vil fokusere meget mere på natur og udeliv, samt arbejde med at styrke sproglige læringsmiljøer både indendørs og udendørs. Udover dette har vi besluttet at vi fra april 2025 laver nye stuedelinger i børnehavedelen. Fremadrettet kommer vi til at have 2 aldersintegrerede stuer. Derfor vil vi arbejde mere på tværs af stuerne, med turgrupper og aktivitetsgrupper, som giver muligheder for at målrette læring og pædagogik med udgangspunkt i børnenes udviklingstrin.
Vi forventer af dig:
Du er pædagogisk uddannet enten som pædagog eller pædagogisk assistent og gerne med erfaring fra dagtilbudsområdet. Du er empatisk, omsorgsfuld og vægter arbejdet med relationer højt. Du er nysgerrig og legende i din tilgang til børnene og vægter tid, tillid og tryghed højt hos både store og små.
Du skal have en naturlig interesse og nysgerrighed på sproglig udvikling og brugen af det i hverdagen.
Du kan i samarbejde med dine kollegaer på stuen, planlægge aktiviteter og evaluere disse med udgangspunkt i den nye styrkede pædagogiske læreplan.
Du kan samarbejde med din kollegaer om at vurdere børnenes trivsel og udvikling og ved behov iværksætte konkrete tiltag. Du skal kunne se det enkelte barn og bidrage til at udarbejde handleplaner, indstillinger, koordinere tværfagligt samarbejde med mere.
Om stillingen:
Vi tilbyder en Tidsbegrænset ansættelse fra marts-juli i en 37 timers stilling efter gld. overenskomst. Der vil være mulighed for evt. fastansættelse efterfølgende. Stillingen er til besættelse pr. den 1. marts 2025 eller efter aftale.
Vi søger en medarbejder som kan varetage det pædagogiske arbejde både i Vuggestue og Børnehave, da vi er et lille hus, som hjælper hinanden meget på tværs af stuerne.
Ansøgningsfrist: 16/1-25 - Samtaler forventes afholdt slut uge 4.
Send din ansøgning og CV til [email protected]
Kontakt gerne Institutionsleder: Mette Harpsø Jensen eller Souschef Tinni Nielsen - 53841514 - Man-Fredag kl. 9-15, for mere information.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir