Vil du være med til at sælge og formidle teateroplevelser i og udenfor Syddjurs? Har du markedsføringserfaring til en bred målgruppe? Kan du se dig selv i en lille organisation med høj arbejdsglæde og uformel atmosfære? Så er det måske dig, vi søger!
Syddjurs Egnsteater søger pr. 19.maj 2025 eller snarest derefter en medarbejder til en 25-timers stilling i et aktivt teaterkontor.
Dine ansvarsområder er blandt andet:
· Udarbejdelse, planlægning og eksekvering af marketingmateriale og -kampagner på tværs af digitale og traditionelle kanaler
· Udarbejdelse, planlægning og eksekvering af pressemeddelelser på tværs af digitale og traditionelle kanaler
· Udvikling af sæsonbrochurer, plakater og nyhedsbreve
· SEO-optimering på online medier, herunder hjemmeside og sociale medier
· Vedligeholdelse af teatrets hjemmeside
· Vedligeholdelse af designmanual
· PR- og marketingopgaver generelt
· Administrering af billeder og video
· Kontakt til eksterne fotografer
Du får mulighed for at præge den praktiske udførelse af dine ansvarsområder i overensstemmelse med dine kompetencer.
Udover dine primære ansvarsområder forventes det, at du bidrager til teatrets generelle drift. Dette indebærer for eksempel assistance ved gæsteforestillinger og andre arrangementer samt forefaldende opgaver på kontoret, på lige fod med de øvrige medarbejdere.
Om dig
· Du har en relevant uddannelse eller erfaring fra lignende ansættelser.
· Du kan arbejde i teams og selvstændigt, er initiativrig, udadvendt og opsøgende.
· Du forstår at planlægge og prioritere dine opgaver, da vores årshjul er præget af deadlines, eksempelvis en forestående premiere eller sæsonstart. Vores hverdag er omskiftelig afhængig af de forskelligartede projekter og samarbejder, vi indgår i.
· Du har erfaring i brug af Wix, Adobe Creative Cloud og digital markedsføring. Vi arbejder til daglig i MS365, og kendskab hertil vil være en fordel.
Arbejdsvilkår:
Arbejdstiden er berammet til 25 timer pr. uge, timerne kan tilpasses evt. anden ansættelse eller selvstændigt erhverv. Dog forventes det, at du er fysisk til stede mindst 2 dage om ugen. Du vil i lighed med de øvrige medarbejdere indgå i teatrets vagtplaner i forbindelse med aften- og weekendarrangementer. Dette kan forekomme 4-6 gange årligt afhængig af vores aktiviteter.
Løn iht. kvalifikationer og branchenorm. Stillingen er omfattet af vilkårene for overenskomst mellem Dansk Teater og Teknisk Landsforbund for administrativt personale. Du vil have mulighed for at afholde sommerferie i juli eller primo august i 2025.
Om Syddjurs Egnsteater (SET)
SET er en selvejende institution med egnsteaterstatus siden 2009. Teatret er i en udviklingsfase efter et lederskifte i 2023 og har i 2024 fået ny visuel profil. Som egnsteater producerer vi minimum to professionelle forestillinger om året. Vi skaber forestillinger og aktiviteter for alle aldre, men med særligt fokus rettet mod børn og unge. Forestillingerne præsenteres både lokalt og på turné i hele landet.
Hver sæson præsenterer vi gæstespil på institutioner og kulturhuse i Syddjurs. Vi arbejder for lige adgang til scenekunst ved for eksempel at tilbyde målrettede aktiviteter decentralt i kommunen og gennem vores helteklub.
Derudover tilbyder vi teaterundervisning, workshops, cafearrangementer og andre kulturtiltag.
Vi kan tilbyde en arbejdsplads med et solidt fællesskab og tætte kolleger. Sommerhygge, kendskab til hinandens fritid, deltagelse i DHL-stafet med teaterkolleger fra øvrige østjyske teatre, er en del af arbejdskulturen på teatret.
Ansøgningsforløb
Ansøgning med relevante bilag sendes til [email protected] senest den 2. marts 2025 kl. 23.59. Skriv i emnefeltet: “Marketingsmedarbejder + dit navn”.
Spørgsmål til stillingen rettes til administrative leder Elisabeth N. Hübener på ovenstående mail eller tlf. 22 29 25 22, bemærk at kontoret er lukket i uge 7 og du derfor ikke kan forvente svar før mandag i uge 8.
Vi forventer at afholde samtaler den 11. og 12. marts 2025. En eventuel anden samtalerunde vil blive afholdt mandag den 17. marts 2025. Til samtalerne vil du møde teaterleder Marion Vick og administrativ leder Elisabeth N. Hübener.
Vi opfordrer alle uanset etnisk baggrund, køn, alder, seksualitet, handicap eller religion til at søge stillingen.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir